Hun har altid været en ener. Men ikke en af dem, der kravler langs væggene. Nej, den britiske musiker har brugt barndommens fantasiverden til finde en kunstnerisk selvtillid, der i dag gennemsyrer hendes avantgardistiske r’n’b og fængslende videoer. Og nu vil alle lege med hende.
Når man sådan sidder og får sin Youtube-stener på, sker det nogle gange, at noget nagler en fast til stedet, så man ikke er i stand til at flytte blikket igen. Det er sjældent, at ny musik på den måde kan skille sig ud fra den endeløse strøm af lyd og billeder. Men netop den følelse oplevede mange, da den gådefulde britiske musiker FKA Twigs med sin anden ep, ‘EP2’, i slutningen af sidste år gik fra at være et anonymt undergrundsfænomen til at opnå viral internetberømmelse med sin dragende billedverden og grænsesøgende r’n’b. Årsagen var især videoen til den tyste ‘Water Me’, hvor vi ser Twigs’ ansigt på alarmerende nært hold blive morfet og vredet ud af proportioner som en slags oppustelig plastikdukke ramt af dyb melankoli, mens en overdimensioneret tåre løber ned ad hendes kind og svæver rundt i den tomme luft.
Lydbilledet var svært at placere i nogen af poppens forhåndenværende skuffer: Underligt modulerede samples, dirrende og spøgelsesagtige rytmer delvist programmeret af den Kanye West-affilierede producer Arca, udstrakte og tålmodighedsafprøvende lange pauser mellem de luftige, hviskende vokallinjer og futuristiske produktioner, der både vækker associationer til moderne ombygninger af elektronisk pop og de drømmende, æteriske lydlandskaber, som Robin Guthrie skabte i 80’er-bandet Cocteau Twins. Kaster man et blik omkring sig i nutidens poplandskab, er der heller ikke mange, der ser ud som FKA Twigs. Septum-piercingen, spytkrøllerne i panden à la Betty Boop og den dukkeagtigt hjerteformede mund får hende til at ligne en fremmedartet hybrid mellem en smuk og eksotisk natklubsangerinde fra 20’erne og en actionfigur fra ghettoen i en fjern galakse.
Hypen omkring den letgenkendelige musiker med den petite skikkelse, der også arbejder som professionel danser, startede allerede i 2012, da hun slap sine første numre løs på nettet og samtidig figurerede på forsiden af det britiske magasin i-D uden noget ledsagende interview inde i bladet. Så var nysgerrigheden pirret. Selv lægger Twigs ikke noget særligt i at være et globalt internetfænomen, for »alle er genkendelige nu om dage«, som hun henkastet siger i et tonefald, der lyder som et skuldertræk. Der er i det hele taget ikke den mindste dråbe af behagesyge eller opmærksomhedshunger at spore hos den 26-årige englænder, der med en chillet attitude, finurlige personlige idiosynkrasier og et ærefrygtindgydende kreativt overskud skubber elektronisk pop i nye retninger. Under vores samtale virker hun upåvirket af at være ‘lyden af fremtiden’, som magasinet Dazed har kaldt hende. Hvad tænker hun for eksempel om, at nogle er blevet provokeret af hendes både forvirrende og sansebombarderende videoer? »Det er cool. Jeg er ligeglad«.
Som at svømme i honning
Da Twigs flyttede til London som 17-årig, var det egentlig for at arbejde som danser. Det var også dansen, der skaffede hende tilnavnet (præfikset FKA, Formerly Known As, måtte hun senere tilføje af ophavsretsmæssige grunde), fordi dansetræningen fik hendes led til at sige knæklyde. Først for to år siden gik det op for det hyperæstetiske multitalent, at det var musik, hun ville satse på, og nu, efter at have samarbejdet med forskellige producere på sine to foregående ep’er, er hun sprunget ud i at producere det meste selv på debutalbummet ‘LP1’. »Det føltes som om, jeg svømmede i honning«, siger hun om den kreative proces, hvor hun omgav sig med samarbejdspartnere, der alle sammen også er hendes nære venner. »Især hen mod slutningen føltes hvert eneste skridt, som om jeg gik i tyktflydende sirup. Min veninde, som også er med i bandet, stod for enden af et honningfyldt svømmebassin og heppede på mig, ligesom ens mor gjorde, da man var lille: ‘Kom nu, Twigs, du kan godt! Svøm hurtigere!’ Og pludselig var det, som om honningen gav efter, og svømmetagene på det sidste stykke blev forvandlet til en dans. ‘Godt klaret’, sagde min veninde. Det var rart at få den opbakning fra en bandkammerat«.
Under arbejdet med debutalbummet har hun taget ejerskab over hele processen og er holdt op med at bekymre sig om andres meninger om hende, fortæller hun. Og hun har lært sig selv bedre at kende som kunstner. Men det har taget hende et stykke tid at nå til det punkt, hvor hun er modig nok til at gøre alting efter sit eget hoved. »Der var to mennesker omkring mig, som var lede ved mig og fik mig til at have det dårligt med mig selv. De fik mig bare til at føle mig tåbelig. Sådan stod det på i et par måneder. Men en morgen, da jeg vågnede, faldt det mig ind, at jeg egentlig lige så godt kunne gøre det hele selv. Og så gjorde jeg det bare«.
En livlig fantasi
Tahliah Barnett, som hun egentlig hedder, kommer oprindelig fra den lille landlige by Cheltenham, cirka 150 kilometer vest for London. Med en fraværende jamaicansk far og en mor, der underviste i salsa, følte hun sig anderledes end de andre børn i den lille by. Mens andre unge piger på hendes alder lyttede til Spice Girls, var hun vild med opera, ballet og klassisk musik.
Hun var enspænder og lærte at nyde sit eget selskab. »Når man hænger ud med sig selv, kan man få styr på sine skøre indfald og bedre finde ud af, hvilken slags person man er. Det kan være en stor hjælp, fordi man kommer til at føle sig mere sikker på, hvilken retning man har lyst til at gå i«. Inden hun som 16-årig begyndte at rode med beats i en lokal ungdomsklub og som 17-årig flyttede til London for at forfølge en karriere som balletdanserinde, havde hun altid haft et mylder af kreative ideer inde i hovedet. Hun havde det, man kalder en livlig fantasi. Twigs drømte om at blive ballerina og forestillede sig, at hun en dag ville blive i stand til at tage kæmpestore spring. Det ville være ligesom at tage et dansetrin, hvor man et kort øjeblik hænger og svæver i luften, men altid kommer ned og rammer jorden igen, forklarer hun. Som at gå rundt på månen i slowmotion. Det er også sådan, hun i dag oplever det at lave musik.
»Man springer op og svæver i luften et sekund, når man får en idé. Det er ligesom at flyve. Og så lander man på fødderne igen, når man gør trinnet eller sangen færdig. Og så bøjer man knæene ned i en plié for at bevæge sig videre til den næste sang eller det næste trin«. Hendes første sang skrev hun, da hun var otte. Den handlede om nogle små mennesker, der boede inde i en violin. Twigs fortæller, hvordan hun i flere år løb råbende rundt i huset derhjemme og sang omkvædet om og om igen: »The people in the violin, v-v-v-violin, v-v-v-violin, v-v-v-violin«. »Jeg overvejer at udgive den som min næste single«, siger hun leende, da hun har sunget sangen færdig.
»Men jeg tror egentlig ikke nødvendigvis, musik påvirkede mig så meget, da jeg var yngre«, funderer hun og fortsætter undvigende: »Jeg har lavet mange interviews på det seneste, hvor folk spørger til mine inspirationskilder. Men jeg vil helst ikke intellektualisere for meget. Hvis jeg for eksempel taler om Nina Simone, så tænker de straks: ‘Nå, det forklarer alting, Twigs er inspireret af Nina Simone’. Men for mig er det slet ikke så simpelt«. Hun kan blive inspireret af mange forskellige ting. Billederne og musikken går altid hånd i hånd. Hvis en idé til en sang er god nok, så ser hun også straks det visuelle for sig ned til mindste detalje. »Jeg kan blive begejstret over alt muligt. Det kan være et billede eller en original person, jeg møder, eller en danseforestilling. Jeg betragter tingene omkring mig og prøver at forstå den følelse, de vækker i mig. Så får jeg en trang til at afbilde den følelse ved at kanalisere den ind i de ting, jeg skaber«.
Musikalsk venne-industri
Som barn sugede hun indtryk til sig og udviklede en rig indre verden, der har givet hende en kreativ selvsikkerhed, hun nu bruger som voksen musiker. »Man kan jo finde på alt muligt oppe i ens eget hoved, ikke? Ens hjerne kan skabe hvad som helst. Alting er muligt, og det handler bare om at kopiere den følelse ud i den virkelige verden«, siger hun. »Det er ikke det samme som at være selvglad. Det er mere en form for stille, indvendig selvsikkerhed, som man altid kan falde tilbage på. Når man har det sådan, vil man altid gøre sit bedste og forfølge det, der gør én glad som kunstner«.
Hun har total kontrol over sit visuelle udtryk i de musikvideoer – eller visuals som hun foretrækker at kalde dem – som bliver til i nært samarbejde med udvalgte venner og kolleger. »Mine ideer handler ikke kun om musik, men musikken er rygraden i alting. Folk får jo ideer gennem musik hele tiden, du ved, når bankfolk eller kontoransatte sidder i metroen på vej til og fra arbejde og hører et popnummer på deres iPhone. Så sidder de måske og tænker, at det ville være sejt, hvis der var en billedside med en masse paddehatte, og der så pludselig var en gigantisk paddehat, der kom og opslugte alting«, siger Twigs. Hun holder en lille tænkepause. »Forskellen på mig og de mennesker er, at når jeg får en idé, så fører jeg den bare ud i livet. Jeg ringer til mine venner og får dem til at hjælpe mig. Jeg er så heldig, at jeg kender folk, der kan hjælpe mig med at gøre mine ideer til virkelighed«. Hun er ikke bekymret for at blive blæst omkuld af den tumultariske hype, der er opstået omkring hendes person. For egentlig betragter hun slet ikke sig selv som en del af musikindustrien. »Jeg er i en musikalsk venne-industri«, siger hun og bryder ud i en yndig latter, der lyder som sølvklokkers ringlen.
Sårbarhed og styrke
Twigs har ikke for vane at skåne sig selv. Hverken når hun svarer på spørgsmål, eller når hun udleverer sig selv i sine hudløse kærlighedssange om besættelse, hengivelse, underkastelse, magt og tiltrækning. Sine videoer beskriver hun som »en fysisk repræsentation af noget emotionelt«. Og netop det emotionelle er tilsyneladende stærke sager, når det kommer fra Twigs. Allermest urovækkende og intenst sensuel er billedsiden til nummeret ‘Papi Pacify’, som hun selv har instrueret i fællesskab med fotografen og instruktøren Tom Beard. Her ser vi hendes spinkle danserindekrop blive omfavnet og/eller domineret af en muskuløs mandetorso i noget, der ligner en flertydig blanding af kontaktimprovisation og blid BDSM.
I modsætning til en magtfuldkommen pop-dominatrix som Madonna viser FKA Twigs et mere forvirrende og smidiggjort billede af kvindelig seksualitet og dynamikken mellem kønnene. Her er det ikke altid så sort/hvidt, hvem der egentlig ligger inde med magten, og hvori magten overhovedet består. Og hvis der er noget, der har forvirret mange iagttagere af Twigs’ særegne og gådefulde univers, så er det hendes evne til på en knivsæg at skifte mellem fantasifuld, lillepiget naivitet og voldsom femme fatale. »Man kan sagtens være begge dele«, siger Twigs. Hun sammenligner det med performere og skuespillere, der er generte som personer, men er selvsikre, når de står på scenen – uden at de af den grund er falske eller holder op med at være sig selv.
Afslutningsnummeret på ‘LP1’, ‘Kicks’, tager for eksempel udgangspunkt i et lidt ynkeligt ‘Det var en lørdag aften’-scenarie, hvor en kvinde sidder med hænderne i skødet og venter forgæves på sin elsker. Men efterhånden transformeres stemmen fra selvmedlidenhed til autoerotisk selvhævdelse: »Tell me what do I do when you’re not here / I get my kicks without you / When I’m alone I don’t need you / I love my touch, I know just what to do / So I tell myself it’s cool to get my kicks just like you«. Selv om hun definerer sig selv som feminist – »jeg vil da håbe for alle, at de synes, mænd og kvinder er lige« – synes hun ikke, hendes kunst har noget med feminisme at gøre, sådan som nogle kommentatorer ellers har været inde på. Men hun er uenig i den typiske forestilling om, at man opnår frihed og styrke ved aldrig at give slip på sig selv og altid at bevare kontrollen i alle situationer. »Man kan være den mest sårbare person i hele verden, men den stærkeste person på samme tid. Sådan er det, og det er cool. Man kan ikke opdele alting i kasser«.
Derimod synes hun, der er en stor styrke i at vise sårbarhed. »Hvis man giver sig selv lov til at være sårbar, så er man også følelsesmæssigt åben. Så har man ikke noget imod at blotte sine svagheder, fordi man godt kan håndtere konsekvenserne af det. Men hvis folk ikke kan klare tanken om at blotte sig selv, så vil de aldrig være særlig stærke. Følelserne er jo det, der gør os til mennesker. Tænk, hvor trist og ensom en person, man bliver, hvis man aldrig tør være sårbar«, siger Twigs. »Jeg ser sådan på det, at den slags mennesker er stive i kroppen. De er ikke smidige. Hvis du er et stift menneske, så knækker du midt over. Men hvis du er smidig, kan du bøje dig rundt om alting uden at gå i stykker«.
FKA Twigs giver søndag koncert i Store Vega. Koncerten er udsolgt.