The William Blakes
The William Blakes gav kreativiteten frit spil under indspilningen af ‘Purple Ball’, og det mærker man fra start til slut. Ikke at det er noget nyt, at bandet slipper tøjlerne, men det forrige album, ‘An Age of Wolves’, signalerede alligevel, at firmandsgruppen var på vej i en mere afgrænset retning.
Heldigvis træder de et par skridt tilbage for igen at lade sig omslutte af det umiddelbare. Fra åbningsnummeret ‘Creatures’, der med sin bløde rock sætter sindsstemningen for albummet, til den ti minutter lange og instrumentale lukker, ‘Pyramids’, præsenterer The William Blakes nemlig en stribe afarter af funky rockmusik.
Bandet har ganske simpelt indspillet, hvad der faldt dem ind i løbet af tre dage på en øde gård, hvilket både er befriende og hæmmende. Det er dejligt med et album, hvor man kan mærke, at det hele ikke er tænkt igennem ud fra en plan om sammenhæng og tema.
Ideen om at fremtvinge det impulsive er selvfølgelig en slags plan i sig selv, men resultatet er dog uomtvisteligt mere farvestrålende, end hvis det hele havde været planlagt. Det er man ikke i tvivl om efter at have hørt den syrede og højtgearede ‘The Magic is Working’ eller ‘The Element of Life’, der er en sært spirituel og latino-agtig opsang.
Flere numre ender dog alligevel i samme rille, for når det hele er så impulsivt og sorgløst, kan det være svært at skelne delene fra hinanden. Man mærker det hele, når oplevelsen er i gang, men momenter af albummet brænder for hurtigt til at efterlade noget varende mærke.