’Stille hjerte’
Bille August har et imponerende broget cv i bagagen. Fra kritikerroste succeser som ’Pelle Erobreren’ og ’Zappa’ til stort anlagte flops som ’Åndernes hus’, og ’Les Miserables’. For slet ikke at nævne spøjse kreative favntag med ’Young Indiana Jones’-serien og rækken af stort set glemte amerikanske produktioner som ’Return to Sender’ og ’Goodbye Bafana’.
Eftersom Bille August, sine filmiske fadæser til trods, forbliver en af de blot tre danske instruktører, som har modtaget den eftertragtede Oscar-statuette for bedste udenlandske film (for ’Pelle Erobreren’ i 1989), omgærdes ethvert nyt dansk projekt fra filmmanden af en vis portion tro, håb og kærlighed. Vi vil så gerne, at Bille begaver os med endnu et uforglemmeligt skandinavisk mesterværk.
Mange havde håbet, at ’Stille hjerte’ ville blive filmen, der kunne bringe Bille August tilbage til tops, særligt efter den jævnt skuffende ’Marie Krøyer’ fra 2012. Men ak, sådan skulle det ikke gå. ’Stille hjerte’ er en alvorstung film, hvis præmis alene skriger insisterende på anmelderros og Kleenex:
Esther (Ghita Nørby) er skleroseramt og hastigt på vej mod en alderdom som lam med fatale respirationsvanskeligheder. Overfor disse dystre fremtidsudsigter har hun sammen med sin lægemand Poul (Morten Grunwald) planlagt sin egen, mere værdige død: En kombination af piller fra sin mands praksis. Man forstår, at de voksne børn Heidi (Paprika Steen) og Sanne (Danica Curcic) efter måneders ’forhandlinger’ støtter op om deres mors svære beslutning.
Esther vil spendere sit livs sidste weekend omgivet af dem, hun elsker, og døtrene Heidi og Sanne – samt Heidis teenagesøn og godmodige ægtemand (en skammeligt uudnyttet Jens Albinus) og Sannes joint-rygende kæreste (Pilou Asbæk) – ankommer til barndomshjemmet på Fyn for at sige farvel. Esthers veninde Lisbeth (Vigga Bro) slutter sig også til selskabet og synes pludselig at være blevet overraskende tæt med Poul.
I løbet af weekenden får den ikke for lidt med klagende strygere på soundtracket, løbende snotnæser og hysteriske hulk (hvoraf Curcic som den uligevægtige Sanne leverer en god del i snart sagt hver en scene, hun optræder i), og naturligvis er ikke alle så afklarede omkring Esthers nøje koreograferede selvmord, som de foregiver.
Ghita Nørbys præstation er stoisk fattet, på grænsen til det besynderligt apatiske. Som en stærk kvinde med martyrens lidende blik fæstnet mod livets uundgåelige solnedgang burde den 79-årige skuespillerveteran have rigeligt med stof til at bygge en mindeværdig karakter. Desværre formår hun ikke at blive det omdrejningspunkt for filmen og sine medspillere, som historien kræver. Dertil er hendes Esther simpelthen – utroligt nok – for endimensionel.
Paprika Steen er som Heidi derimod endnu engang en tour de force af nervøs energi og lynende øjne. Og man kunne sagtens have forestillet sig ’Stille hjerte’ som en DR-serie a la ’Sommer’ og ’Arvingerne’. Det format havde klædt historien og givet plads til langt flere nuancer i karaktererne. Som spillefilm er Bille Augusts nummer 22 et noget anstrengt bekendtskab.
Kort sagt:
Bille Augusts comebackfilm er sit alvorlige emne – aktiv dødshjælp – bevidst i en grad, så den med vold og magt forsøger at vride en følelsesmæssig reaktion ud af sit publikum. Paprika Steen brillerer som datteren, der slås med at acceptere sin mors beslutning, men desværre føles anstrengelserne i sidste ende forcerede.