Bob Dylan

På Dylans seneste par album har hans stemme lydt som mødet mellem et rustent rivejern og et ældgammelt egetræ, og derfor er det næsten chokerende at høre den milde, blide croon han lægger for dagen på sit nye album med versioneringer af gamle standards – de fleste af dem fra 40’erne, der har det til fælles, at de alle har været fortolket af Frank Sinatra.

Dylan har siden 90’erne været i en frodig dialog med præ-rock’n’roll-genrer som folk, country, blues og gospel. Bortset fra enkeltstående numre – som for eksempel det vellykkede ’Life is Hard’ fra ’Together Through Life’ (2009) – har han ikke kastet sig over noget, der kunne minde om Sinatra-croon eller ’The Great American Songbook’ i det hele taget. ’Shadows in the Night’ korrekser den mangel ved hans oeuvre i fortræffelig grad.

Har man frygtet, at albummet ville være på niveau med den forglemmelige ’Christmas in the Heart’ (2009), har man gjort regning uden vært. Albummets mestergreb er, at den musikalske ledsagelse er så diskret som det er tilfældet. I stedet for storladne blæser- eller strygerarrangementer nøjes Dylan som regel med en enkelt klagende pedal steel-guitar. Fokus er på sangenes kerne – deres udsagn om kærlighed og længsel – og på Dylans ømme fortolkninger, der emmer af levet liv.

Hans evne til at holde en tone er måske nok en saga blot, men det gør ikke spor. Stort set glemte standards som ’Some Enchanted Evening’, ’Stay With Me’ og ’What’ll I Do’ klæder Dylan i samme grad som han klæder dem.

Læs anmeldelse: Bob Dylan ‘Tempest’