1. Første gæst på Letterman nogensinde
Bill Murray blev i 1982 David Lettermans første gæst nogensinde på ’Late Night’, og over 30 år senere rangerer interviewet fortsat blandt de mest mindeværdige i talkshowets historie. Efter fire fortrinlige år som ’Saturday Night Live’-komiker og hovedrollen i box office-baskeren ’Stripes’ var Murray Hollywoods talk of the town, og han var da også sprængfuld af selvtillid, da han dukkede op i Lettermans dugfriske talkshow.
Murray nåede både at gå verbalt i flæsket på Letterman, vise en kortfilm om sit nye kæledyr, en bedårende panda, og bryde sammen for åben skærm i patetisk selvmedlidenhed – inden han til sidst fremviste nogle særdeles svedige dansetrin til lyden af Olivia Newton Johns ’Let’s Get Physical’.
Også i nyere tid har Murray sat sit aftryk på ’Late Night’, særligt i kraft af sine kulørte kostumer. Se blot nedenstående klip, hvor komikeren giver den som Kentucky Derby-rytter og ender med at betvinge en mekanisk rodeotyr.
2. Indrømmer, at han er usjov på ’SNL’
Uroen ulmede i kulissen, da Murray sluttede sig til SNL-castet som Chevy Chases afløser (Chase og Murray kunne eftersigende ikke udstå hinanden), og starten på komikerens virke på sketchshowet var i det hele taget turbulent.
I et af de mest uforglemmelige øjeblikke i showets 40-årige historie adresserede en hudløst ærlig Murray studiepublikummet og indrømmede, at han ikke havde været særlig sjov som ’SNL’-komiker.
Da det efterhånden stod klart, at Murray mente, hvad han sagde, rejste tvivlen sig blandt publikum. Skal vi grine eller græde? Nervøse, sporadiske latterudbrud lød i salens kroge, mens Murray ufortrødent fortsatte sin indædte nedsabling af sine hidtidige bedrifter på det hyperpopulære, prime time-sketchshow. Dermed illustrerede han sin måske største force som komiker: Den tvetydige deadpan-komik, der forener alvor og humor i et gensidigt berigende sløringsfelt.
3. Går i slow motion i fans falske trailer
Da amatørfilmskaberen David Walton mødte Bill Murray, stillede han sig ikke tilfreds med en autograf, men overtalte i stedet filmstjernen til at medvirke i en syret, falsk trailer – med en herlig opvisning i dårlig smag til følge. Præmissen er simpel: En hårdkogt bande med Murray i spidsen spankulerer mod kameraet i slow-motion. Og that’s it.
Murray er et af Hollywoods største mysterier, en utilregnelig, golfspillende excentriker, der kaster stjernestøv over tilfældige fester uden indlysende grund (se eksempler herpå på de følgende sider), og derfor er det ikke overraskende, at han indvilligede i at medvirke i ’A Film About Walking in Slow-Motion’, en simpel fans aparte amatørprojekt.
Og selv uden at fortrække en mine stjæler han rampelyset i den vidunderlige, falske trailer, mens han sørger for, at gutterne ved hans side samt manden bag kameraet får et minde for livet. Hvis Wes Anderson havde instrueret ’Reservoir Dogs’ med et telefonkamera, havde det nok nogenlunde set sådan ud.
4. Siger ja til ’Garfield’ ved en fejl
Murrays medvirken i filmen om den mandagstrætte møgkat, Garfield, hører til karrierens største fusere, og længe var det et mysterium, hvordan det lykkedes filmens producenter at sikre sig skuespillerens underskrift, når manuskriptet ikke kunne købe en morsom joke.
Bill Murray har dog afsløret, at det kunstneriske lavpunkt bundede i en simpel misforståelse: Han forvekslede ganske enkelt manusforfatter Joel Cohen – manden bag ’Daddy Day Camp’, ’Monster Mash: The Movie’ og ’Cheaper by the Dozen’ – med mesterinstruktøren af (næsten) samme navn, Joel Coen. Når den ene halvdel af Coen-brødrene havde forfattet manuskriptet, måtte det nødvendigvis være godt, så Murray læste blot et par linjer og takkede derefter velvilligt ja.
Da han mødte op i lydstudiet for at indtale Garfields monolog, anede han hurtigt, at noget var galt.
»Jeg satte mig ned og så hele filmen og blev ved med at spørge ’Hvem helvede klippede det her? Hvem lavede det her? Hvad fanden tænkte Coen?’ Så forklarede de mig, at den ikke var skrevet af den Joel Coen«.
Murray hævdede, at han forsøgte at redde filmen ved at omskrive replikkerne undervejs, men det er nok de færreste, der vil mene, at det lykkedes ham.
Hans tilbagelænede livsstil og ukuelige laissez faire-mentalitet har kastet adskillige komiske stjernestunder af sig, men den har også haft sin pris, særligt i forhold til hans valg af filmroller. Læser man ikke de manuskripter, man modtager, er faren for svipsere på cv’et overhængende, og udskifter man sin agent med en telefonsvarer – som man sjældent tjekker – går man utvivlsomt glip af attraktive roller.
Murray var fx højest på producenternes ønskeliste til både ’Who Framed Roger Rabbit?’ og ’Monsters Inc.’, men de måtte i sidste ende opgive at overtale ham. Hvorfor? De kunne ikke få fat i ham.
5. Cameoen over dem alle i ’Zombieland’
Bill Murray har specialiseret sig i at levere ubetalelige cameos – fra ’The Little Shop of Horrors’ til ’The Darjeeling Limited’ – men karrierens bedste leverede han i ’Zombieland’, hvor han camoufleret som zombie afskærmede sig selv fra de levende døde i sit Hollywood-palæ. Efter mødet med filmens brogede firkløver bestående af Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, Emma Stone og Abigail Breslin citerer han glansrollen i ’Ghostbusters’ på forrygende vis, inden han skydes af Eisenberg i en hylemorsom dødsscene.
»Er det sådan, du siger ’hej’, hvor du kommer fra«, spørger Murray sin drabsmand, mens livet siver ud af hans krop. Da det står klart, at hans dage er talte, spørger Breslin ham, om han fortryder noget i sit liv. »Måske ’Garfield’«, lyder det tørre svar.
Filmen er som helhed ganske vellykket – særligt startscenen, hvor Eisenberg gennemgår reglerne for overlevelse i det postapokalyptiske ødeland er suveræn – men i erindringen overskygger de få minutters Murray-magi alligevel resten af de selvbevidste zombie-løjer.
6. Crasher en polterabend
Flere vandrehistorier om Bill Murrays natlige eskapader cirkulerer på internettet, nogle åbenlyst opdigtede, andre ganske velunderbyggede. Skuespilleren har en særegen tendens til at dukke op, hvor man mindst venter det – som da han bestyrede en bar på South by Southwest sammen med halvdelen af Wu-Tang Clan, eller ved et uheld brækkede en golfspillers næse med en glasflaske og gav en undskyldning så uovertruffen, at selv den tilskadekomne brød ud i latter.
Bedst er dog skuespillerens monolog til en tilfældig polterabend, hvor han – efter at have taget godt for sig af de våde varer – holder en tale for de tillige berusede tilhørere.
»Ved I, hvordan man siger, at begravelser ikke er for de døde, men for de levende?« indleder han retorisk. »Polterabender er ikke for brudgommen, men for singlerne«.
Jubelbrølet fra den forlovedes følge af kåde singlemænd afløses snart af en anderledes dybtfølt livslektion fra Murray. »Hvis du tror, du har fundet den eneste ene«, siger han, »så rejs rundt om jorden, tag til steder, der er svære at komme til og svære at forlade. Og når du lander igen i JFK-lufthavnen, og du stadig er forelsket, så gift dig med det samme«.
Herefter sætter han punktum for det tænksomme afbræk og kickstarter polterabend-vanviddet på ny.
7. Synger kærlighedstemaet til ‘Jaws’ på ’SNL’
I forbindelse med ’Saturday Night Live’s stort anlagte jubilæumsshow vendte Bill Murray tilbage til programmet, der sikrede ham stjernestatus og leverede et af maratonudgavens bedste musikalske indslag. Her genoplivede han sin gamle ’SNL’-karakter, Nick Ocean – lounge-sangeren med speciale i at tilføje sang til filmklassikeres temamusik – og skrålede et højtravende kærlighedstema til Spielbergs kanoniserede hajfilm ’Jaws’, mens ’The Late Show’s Paul Schaffer straffede klaveret som en besat.
Det er en makaber klagesang udfoldet i et sært romantisk sprog: »You took me out of the deep blue, and made me part of you«.
8. Fælder et træ i ‘Moonrise Kingdom’
Bill Murray og Wes Anderson er en filmisk drøm af et makkerpar. De deler en forkærlighed for skæv, underspillet komik med bund i det menneskeligt vedkommende drama, og med deres samarbejde har de formet og beriget hinandens karrierer.
Murray har strålet i flere af Andersons film, ikke mindst i ’Rushmore’ og ’Life Aquatic’, hvor han figurerer øverst på plakaten, men hans mest mindeværdige øjeblikke skal findes i mindre roller – i ’Darjeeling Limited’s geniale startscene, hvor han drøner hovedkulds gennem den tætte, indiske trafik samt i ’Moonrise Kingdom’, hvor han tynget af ægteskabelige gnidninger føler en pludselig trang til at fælde et træ.
Sidstnævnte scene formidles i et umiskendeligt Anderson’sk tableau, hvor Murray har rig lejlighed til at understrege sit sorthumoristiske geni. Se den ovenfor.
9. »Suntory time« i ‘Lost in Translation’
Den kulturelle kløft, der er afsættet for både dramaet og komikken i ‘Lost in Translation’, vises på sublim vis i filmens indledning, hvor Bill Murrays livstrætte skuespiller reklamerer for whisky-mærket Suntory. Han instrueres ivrigt af en emsig, asiatisk instruktør, hvis lange replikker oversættes prosaisk af tolken: »Du skal bare dreje dig og kigge i kameraet, ok?«.
»Det så ud, som om han sagde lidt mere end det«, mumler Murray skeptisk, men opnår intet ved det.
For resten er gået tabt i oversættelsen som så meget andet i Sofia Coppolas melankolske hymne til den globaliserede tidsalders søgende sjæle. Det er måske Murrays største præstation – og mest alvorlige. Han viser komisk timing i mødet med de kulturelle kontraster, men i hans øjne glimrer livslysten ved sit fravær, og man føler hans smerte, som var det ens egen.
10. »I’d like to be more here«
Hvorfor render Murray rundt og crasher fester, stjæler golfvogne i Sverige og springer ud i filmprojekter uden at læse manuskriptet? I et timelangt interview med Charlie Rose forklarer den levende komikerlegende meningen med galskaben.
Interviewet er unikt, fordi Murrays alvor for en sjælden gangs skyld ikke krydres med et udtalt anstrøg af deadpan, men indlysende kommer fra et oprigtigt sted. Komikeren åbner hjertet på vidt gab og leder ihærdigt efter de rette ord til at udtrykke sine inderste tanker om sit liv og det, han stadig håber at opnå.
Hans spontane livsstil bunder i en åbenhed over for impulserne omkring ham. Ifølge skuespilleren handler det om at være til stede i øjeblikket – at være her så meget som muligt, indtil man i fysisk forstand ikke er her længere.
»This is not a dress rehearsal. This is your life«.
Læs også: Bill Murray og Sofia Coppola i nyt samarbejde
Læs også: Tv-serien ‘Magic City’ bliver en film med Bill Murray og Bruce Willis