’Prinsesse Kaguya’
En rigtig prinsesse drømmer om at gå til bal i fine kjoler, bo på et stort slot og blive gift med en dragebekæmpende prins. Hun er et delikat væsen med små fødder, store øjne og et blidt sind. Hun hader at sove på ærter, men elsker at synge og tale med dyr. Især dem, der hjælper hende med at tage tøj på.
Man skulle næsten tro, at Prinsesse Kaguyas far har bingewatchet Disney-prinsessefilm. I hvert fald har han, til sin datters store fortrydelse, en fasttømret forestilling om, hvordan en fornem prinsesse bør leve. Selv en prinsesse, der ikke er født på et slot, men fundet i en bambusblomst.
’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’ bygger på et gammelt japansk folkeeventyr. Bambusbonden Okina finder en dag en prinsesse på størrelse med en hånd, som han tager med hjem til sin kone Ouna. Prinsessen forvandler sig til en nyfødt baby, og pludselig har Ouna mælk i brysterne. Pigen, som senere bliver døbt Prinsesse Kaguya – den lysende prinsesse – skyder op i sådan en fart, at de lokale landsbyrollinger kalder hende Bambuspigen.
Også træet, hun stammer fra, er magisk og fuld af guld. Det ser Okina som et tegn fra himlen på, at han skal skabe et bedre liv for sin adoptivdatter. Han køber et palads i hovedstaden og hyrer en anstandsdame til at lære Kaguya at spille koto, male sine tænder sorte og i det hele taget opføre sig som en dame. Rygterne om hendes skønhed spreder sig, og adskillige bejlere dukker op med lovord om skatte og rigdom.
Men intet i Kaguyas dekadente nye livsstil gør hende lykkelig. Hun længes efter naturen, sanseligheden, den fysiske udfoldelse og vennerne fra sit liv i bjergene. Som den lydige datter, hun er, lægger hun efterhånden sin teenageoprørske modstand mod de stive former til side. Men samtidig visner hun indeni.
’Prinsesse Kaguya’ har humoristiske sekvenser, specielt i barndoms- og opdragelsesscenerne. Men mest er det er en lang og sørgelig fortælling om en sorgfri, energisk og spontan pige, der i bedste mening tvinges til at leve op til samfundets konventioner om kvindelighed. Det er selvfølgelig de færreste kvinder i dag, der får forbud om at løbe og først må møde sin ægtemand på bryllupsdagen.
Men følelsen af at være spærret inde i et fængsel af feminine forskrivelser er genkendelig. Og selvom filmens fortælling på mange måder føles gammeldags er dens budskab om samfundets overdrevne fokus på materialisme og ydre skønhed mere relevant end nogensinde.
Filmen selv byder til gengæld på stor skønhed med sine håndtegnede blyantsstreger, enkle penselstrøg og akvarelfarver, der afbrydes af ekspressive kultegnede sekvenser.
78-årige Isao Takahata, som er Hayao Miyazakis medstifter af det legendariske Studio Ghibli, har ikke travlt med at fortælle sin historie, og spilletiden på 2 timer og 17 minutter føles en smule lang.
Til gengæld er der tid til at dufte kirsebærblomsterne, høre fuglene synge, se årstiderne skifte og lære Kaguya at kende. Det er mere en tilstandsfilm end en handlingsfilm, og når den slutter, føler man sig – ikke ulig ’Boyhood’ – taknemmelig over at have været del af en ung piges opvækst.
Og så kan man jo tænke over, hvorfor det i begge udviklingshistorier er drengene, der folder sig ud efter puberteten, mens pigerne mister livskraft.
Kort sagt:
Miyazakis nu 78-årige medstifter af det legendariske japanske Studio Ghibli står bag en smukt håndtegnet, klassisk og på én gang magisk og realistisk film om en livsglad ung piges brutale møde med samfundets forventninger til kvindelig opførsel, materialismens hulhed og naturens skønhed. Oscar-nomineringen var fuldt fortjent.
Læs også: 10 alternative krigsfilm, alle bør se