Dagens lille forskel
Efter åbningsdagens bløde afsæt er Cannes-festivalen for alvor skudt i gang. ’Mad Max: Fury Road’ har indtaget byen, og Charlize Theron og Tom Hardy har skabt turmult foran festivalpalæet med frådende fotografer og ihærdige fans i første række.
Der er noget meget velkendt over at være tilbage i Cannes. Ned ad Croisetten danderer de unge, de smukke, de rige – og alle ligner en million, lige på nær de åbenlyse turister, der bærer benovelsen uden på tøjet, og, nå ja, alle os fortravlede journalister. Hver femte meter lader man uværgerligt sit blik følge folk, hvis udstråling antyder, at de må være kendt for et eller andet. Nå, de fleste hører nok bare til dem, der gerne vil være det.
Som (næsten) altid skinner solen, det er varmt, det sitrer, og køerne foran filmvisningerne er også de samme, når man som jeg er placeret et stykke nede i pressehierarkiet med det middelmådige blå kort (der entydigt overgås af de lyserøde, lyserøde med gul prik og de højhellige hvide). Men man mærker en lille forskel, et lille skift efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i januar. Ved sikkerhedschecket ved entreen til festivalpalæet gennemsøges tasken ekstra nidkært, rum for rum, og der mærkes godt efter, ovenfra, nedefra, fra siden.
Det hele går lidt langsommere i et land, der for alt i verden vil undgå endnu en katastrofe ved en af årets mest mediebevågede begivenheder. Selv en festival, der ofte kan synes hævet over de skvulp, der sætter bølgegang i virkeligheden, må tilpasse sig bare en smule. Men så er det godt, at årets vildeste eskapistiske bildrøn tvinger de barske realiteter i baggrunden. Så lad os komme hurtigt videre til:
Dagens feministiske ikon i en drengedrøm af en film
I går beklagede jeg mig over den halvkvædede åbningsfilm, som tydeligvis var blevet valgt ud fra et ønske om at sende et kraftigt signal om større fokus på film af kvinder i Cannes.
Men den største feministiske åbenbaring på årets festival kommer fra uventet kant: Fra en højoktans-actionfilm, der galoperer derudaf i to timer uden at se sig tilbage: ’Mad Max: Fury Road’, der næsten ikke kan andet end blive årets actionfilm.
Tom Hardy har stjålet billedet som Mel Gibsons afløser i titelrollen, men i virkeligheden er Max Rockatansky et ciffer, en relativt uinteressant frelserfigur. Filmens egentlige scoop – ud over den forrygende analoge bil-action og det uovertruffet kitschet-kulørte univers – er derimod Charlize Therons bomstærke, enarmede Furiosa, der redder fire modelslaver fra den onde Immortan Joes gemene klør.
Furiosa kunne meget vel være 10’ernes mest badass-feministiske ikon, på højde med Uma Thurmans The Bride fra ’Kill Bill’ og Sigourney Weavers Ripley fra ’Alien’-filmene. Det er hende, der sidder bag rattet i den kæmpestore lastbil, der er et tonstungt våben i sig selv, og det er hende, der har drømmende om et bedre liv. Rygterne går om en opfølger, hvor Furiosa er hovedrollen – dét er bare nødt til at ske!
Dagens tyggegummiduo
Instruktør George Miller og hovedrolleskuespiller Tom Hardy gnaskede ivrigt løs på tyggegummi under dagens pressekonference. Doping for at udholde pressen? Product placement? Who knows. Hardy havde i hvert fald travlere med tyggegummiet end med at komme til orde. Han sagde max ti ord under seancen – se de bedste citater fra ‘Mad Max’-holdets besøg i Cannes HER.
Dagens foruroligende førstegangsfilm
Det er sjældent, at en debuterende instruktør træder direkte ind i det fine selskab i hovedkonkurrencen i Cannes. Normalt skal man i hvert fald forbi lillebrorkonkurrencen Un Certain Regard først – måske endda et par gange.
Desto større forventninger var der til ungarnske László Nemes, der konkurrerer med sin allerførste spillefilm, ’Son of Saul’. Og heldigvis er det ikke uden grund, at Cannes hiver ham direkte ind i Formel 1-ræset. Filmen er en knugende intens historie om en mand, Saul Ausländer, der i Auschwitz’ koncentrationslejr i i 1944 er en del af den enhed af de stærkeste fanger, Sonderkommandoen, som tyskerne bruger til at rydde op efter massemordene på jøder. Helt bogstaveligt slæber de ligene ud af gaskamrene og skrubber blodet af gulvene.
Da Saul ser en ung dreng blive dræbt, kalder han ham sin søn og beslutter sig for at give ham en rigtig begravelse frem for den retsmedicinske dissekering og brænding, der venter ham.
Saul handler, forhandler og snyder sig igennem systemet, mens kameraet konstant følger ham over skulderen i et klaustrofobisk, nærkvadratisk nærbillede, så vi kun fornemmer uhyrlighederne bag ham i slørede billeder af kaos og brand og ikke mindst i et foruroligende detaljeret lydbillede af creepy hvisken og råb.
Sjældent har man set koncentrationslejrens kaos blive udfoldet så ubønhørligt virkelighedsnært som her – ikke sirligt systematiseret, men et helvede på jord fuld af studehandler, små gemmesteder og hierarkier blandt de jødiske fanger. Det er en rædselsvækkende historie i ånden efter Primo Levis selvbiografiske ’Hvis dette var et menneske’, der viser det uhyggelige mikrokosmos, der tingsliggør menneskeliv. »Stykker«, bliver fangerne kaldt. Nemes skildrer (måske lige lovlig) nøgternt, hvordan Saul forsøger at indgyde en snert af værdighed i et maskinelt menneskefjendsk miljø, måske i et anfald af desillusion eller, være, mental opløsning.
Det er kvalmefremkaldende intenst og bygger op mod en salvelsesfuld flot og skræmmende slutning. Historien om Saul er stærk tobak, et foruroligende og originalt vidnesbyrd om menneskeheden, der skraber bunden. Hvis dette var et menneske…
Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalmefavorit i dette øjeblik.
Guldpalmefavorit dag 2: ’Son of Saul’
Læs også: Alt om Cannes Film Festival
Lyt til Soundvenue Filmcast om ‘Mad Max: Fury Road’ og fænomenet Amy Schumer