Placebo på NorthSide: Overdoseret arbejdssejr til rockveteranerne

NorthSide rammer durk ned i publikumsdemografien, når de booker navne som Placebo. Med et par årtier på bagen og festivalgængere mestendels i slutningen af 20’erne og 30’erne, var der nemlig mange fremmødte, der er opvokset med London-outfittets melankolske molrocktoner i ørerne.

Årene under broen kunne da også ses. Frontmand Brian Molko ligner efterhånden mest af alt professor Snape på scenen, mens de grå hår for alvor har indfundet sig i bassisten (og undertiden guitaristen) Stefan Olsdals skæg. Med på scenen havde de det nye kort Matthew Lunn på trommer samt yderligere tre lejesvende, der fordoblede truppen.

Bandet gik på scenen til et båndet mashup af ‘Pure Morning’ med Sigur Rós’ ’Svefn-g-englar’, men startede ellers ud i den friskeste ende af sangskatten med trekløveret ‘B3’, ‘For What It’s Worth’ og ‘Loud Like Love’. Den halvanden time lange setliste afvekslede taktisk bandets nyere stof med stadigt flere gamle publikumsfavoritter, som koncerten skred frem. Overvægten lå klart på det ni år gamle album ‘Meds’, som optog næsten en tredjedel af aftenens 19 numre.

Det var en portionsstørrelse, de færreste kan have været andet end veltilfredse med. En ovenud godkendt lyd og bandets medbragte storskærms-setup sørgede tilmed for at pakke oplevelsen ind til UG, men alligevel var der en nagende fornemmelse af, at energiniveauet måske ikke var helt på omgangshøjde med bandet i deres heyday i slutningen af 90’erne, og netop derfor den udblokkede besætning på scenen: For at kompensere.

Det er vel Placebo forundt, men mon vi havde været bedre tjent med et mere kondenseret set i stedet for denne arbejdssejr? Vi kan kun gisne, og i stedet vil jeg fremhæve højdepunkterne: ‘Every You Every Me’ stod som koncertens eneste bidrag fra ‘Without You I’m Nothing’ for et tidligt brus fra publikum, mens koncertens sidste, crowdpleasende fjerdedel var én lang, ublandet fornøjelse.

Det var dog intet mod ekstranumrene som, bestående af et pulserende omarrangement af Kate Bushs legendariske ‘Running Up That Hill’ og to serveringer fra ‘Meds’ ryg mod ryg – den maskinelt huggende ‘Post Blue’ og omvendt rockfræsende ‘Infra-Red’ – alle var suveræne.

Molko og Olsdal tog sig tilmed tid til at vride pedalknapper og fucke med forstærkere i flere minutter efter, så de var sikre på, at folk tøffede fra pladsen i en sky af velgørende feedbackstøj. Herligt.

Læs anmeldelse: NorthSide: Respektindgydende Underworld skabte kollektiv ekstase