Syrerocken har gunstige vilkår i disse år. Den danske undergrund spirer af talent og lyst efter at undersøge den psykedeliske gren af rocken, og frem blomstrer det ene bud efter det andet på en nyfortolkning af 60’ernes og 70’ernes syrede udskejelser.
Copenhagen Psych Fest, der afholdes for anden gang i år, er en festival dedikeret til genren, og de kan i år byde på ikke mindre end 50 bands fra både indland og udland, som i løbet af tre dage spiller fire forskellige scener op.
I dag har festivalen annonceret det endelige program til årets store trip. Annonceringerne tæller adskillige nordiske navne såsom svenske Den Store Vilan og Moongazing Hare, finske Black Lizard og norske Black Moon Circle. Derudover er danske grupper såsom Plat∞n, Måneskjold og The Courettes også blevet tilføjet.
Af tidligere offentliggjorte navne kan nævnes blandt andre amerikanske White Hills, tyske Vibravoid, der spiller i Danmark for første gang i 13 år, samt Hills og Yuri Gagarin, der begge er fra Sverige. Spids Nøgenhat-frontmanden Lorenzo Woodrose spiller et solo-sæt og bands som De Underjordiske, Fribytterdrømme, Causa Sui, Papir og Syreregn giver hver deres bud på dansk psykedelia anno 2015. Adskillige af disse navne har gentagne gange høstet roser for deres udgivelser og koncerter såsom Papir, der her på sitet høstede fuldt hus for deres album ’III’ eller De Underjordiske, der spillede på dette års Roskilde Festival
Se det fulde lineup HER.
Copenhagen Psych Fest
10.-12. september
Huset-KBH, København
Billetpris: 475 kr. for partoutbillet, 215-235 kr. for endagsbillet