Danske Myrkur er black metals sarte sjæl
Der var tale om et match made in heaven, da det stod klart, at Myrkurs debutalbum skulle co-produceres af Kristoffer ’Garm’ Rygg. Med en tilgang, der blandede stille og melodisk folkemusik med black metal, var norske Garm og hans band Ulver i midten af 90’erne foregangsmænd for en eksperimenterende og mindre aggressiv metal og har derfor i dag en legendarisk plads i historien.
Ulvers essentielle bidrag til genren var at blande det smadrede og larmende med det stille og smukke, i en storladen og omskiftelig natur – et lydligt formsprog, som Myrkurs sjæl og smukke klassiske stemme, danske Amalie Bruun, både er dedikeret fan af og på sin selvbetitlede debut-ep fra 2014 bestemt også var repræsentant for. Det har ikke ændret sig meget på albummet.
Benhårde smaddersymfonier som ’Hævnen’, ’Mordet’ og ’Skadi’ tilbageviser blankt anale metalnørders pladder om, at Myrkur ikke er ’rigtig metal’. Det er bestemt metal, men også meget mere.
På alle de små stier og bække som løber gennem albummet risler og lister Myrkur sig nemlig gennem middelalderklingende folkemusik som på ’Skøgen skulle dø’, kirkekorspassager på ’Vølvens spådom’ og stjerneklart smukke klaverballader som ’Nordlys’ og ’Norn’. Andre gange er det jordfarvet og slæbende doom eller klassisk tør og riff-båret metal, som tager teten, men altid forbliver black metals karakteristisk bidske udtryk rammen om det kradsende skovkrat, som pladens luftige og organiske lydsider er viklet ind i.
Albummet er bedst, når sangene skubbes helt til den ene eller anden side – op mod lyset eller ned i mørket. Eller når de to forenes som på de to enorme numre: Den førnævnte albumåbner ’Skøgen Skulle Dø’ og ’Onde Børn’. Her smelter de to sider sammen i enorme, melodiske numre, hvor Bruuns vokal og korpassager er de hvidgule lysstråler, som spaltes ind gemmen sprækkerne til en rungende og forfalden metal-katedral.
Omvendt finder fortolkningen af Evert Taubes svensk vise ’Bysan Lull’ aldrig helt sin plads, og den poppede og nærmest naive shoegaze-metalsingle ’Dybt i skoven’ bliver aldrig andet end malplaceret i det ellers kontrastfyldte univers.
Faktum er dog en flot og interessant albumdebut, og kan Bruun skubbe dualiteten i en endnu mere konsekvent sort/hvid retning er der en kolos af et album i vente.
Heldigvis er natten stadig ung for Myrkur.
Kort sagt:
Myrkur snor sig gennem middelalderklingende folkemusik, kirkekorspassager, stjerneklare klaverballader, slæbende doom og klassisk tør metal, men black metals bidske udtryk forbliver det skovkrat, som pladens organiske lydsider er viklet ind i. Resultatet er en flot og interessant albumdebut, og fremtiden lover endnu bedre, kan danske Amalie Bruun skubbe dualiteten i en endnu mere konsekvent sort/hvid retning.
Læs også: Myrkur: Her er soundtracket til mit liv