Poppens King Joffrey: Kan Justin Bieber tage springet fra forkælet douchebag til respekteret popstjerne?

Det er svært at blive voksen, når man er en af verdens største popstjerner, og alle kigger med, mens hormoner står i fuldt flor, og hvert eneste af dine fuck ups pryder sladderbladenes forsider. Derfor må det også være desto mere overvældende, når man med tiden kan se tilbage på sin vilde ungdom og tænke, ’det var dumt, men nu ved jeg bedre’.

Det var sådant et øjeblik, den nu 21-årige Justin Bieber havde efter sin optræden ved årets MTV Video Music Awards, hvor han under brusende bifald lod følelserne få frit løb midt på scenen.

Var det ægte tårer? Formentligt, for folkets accept er om noget det, Bieber har manglet de seneste år, hvor han langsomt er blevet en af de mest hadede personer i showbusiness med en myriade af skandaler, der har fået Nicklas Bendtner til at ligne en spejderdreng.

»Det var overvældende«, sagde hovedpersonen, da han et par dage efter MTV-showet forsøgte at sætte ord på oplevelsen til Jimmy Fallon.

Men er Bieber endelig klar til at tage springet fra barnestjerne til respekteret popstjerne? Det tyder meget på. Samarbejdet med Diplo og Skrillex på det smågeniale, r’n’b-følte EDM-light-hit ‘Where Are Ü Now’ har givet ham en medvind uden for tween-segmentet, som han aldrig har oplevet før.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hertil blev comeback-singlen ‘What Do You Mean?’ – trods Lena Dunhams anklager om voldtægtsundertoner – Biebers første nummer ét nogensinde på den amerikanske singlehitliste. Og det endda med et ret underspillet popnummer, hvor Bieber og producer Mason ‘MdL’ Levy, komplet med panfløjte, har stukket snablen ned i bølgen af tropical house – den surfer-afslappede fætter til pumpende college-EDM, der har norske Kygo som galionsfigur.

Singlen er hverken børnevenlig hjerte/smerte-candyfloss eller forceret og Timberlake-klingende r’n’b som på 2013-opsamlingen ‘Journals’, men mest af alt bare pop, der lukker døren til fortiden – eller i hvert fald skubber den på klem. I vid udstrækning er det samme formel og kovending, som Taylor Swift lavede sidste år med ‘1989’. En mission om ikke at forcere forvandlingen og skære ind til benet.

Singlen og dens succes er en bedrift, der vidner om, at et større publikum både har tilgivet Bieber og er klar på at give den voksne udgave en chance. Og endnu vigtigere: At manden i spotlyset har genfundet sit fokus, endda med et mere modent synspunkt – selv om han stadig har svært ved at forstå det modsatte køn.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fra kristen barnestjerne til douchebag-teenager

Der har i den grad også været noget at tilgive, for Biebers eskapader de senere år har været en spand isvand i hovedet på alle de Beliebers, der siden debutsinglen ‘One Time’ fra 2009 er besvimet på stribe over den lille kristne dreng med det lange pandehår.

Da han for to år siden fyldte 19, begyndte skandalerne at ramme de kulørte blade. En fan ‘beskyldte’ ham for at være far til sit barn, han blev anklaget for graffitivandalisme i Brasilien, og i januar sidste år blev han dømt for at køre bil med både marihuana og Xanax i blodet – en fadæse, der resulterede i en underskriftsindsamling, hvor 275.000 ville have Bieber sendt hjem til Canada. Det hjalp hellere ikke, da en fem år gammel video, hvor stjernen fortæller en racistisk vittighed, dukkede op på nettet sidste år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bieber var for længst blevet pillet ned fra den ærkeamerikanske piedestal. Han var til grin for at sige det mildt, men for at rejse sig må man ramme bunden, og første skridt på selverkendelsens stige – og starten på det velorkestrerede image-comeback – kom i marts med deltagelsen i Comedy Centrals show ‘Roast’, hvor komikere og kendisser fik lov til at skyde med skarpt med fløjlshandskerne begravet i baghaven.

»Du er poppens King Joffrey«, sagde roast-overhovedet Jeff Ross med reference til den djævelske barnekonge fra ‘Game of Thrones’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det var den ultimative renselse for hele verdens skue. Intet var helligt, og Bieber afsluttede med en offentlig undskyldning, der lovede selvrefleksion og en ny begyndelse.

»Der er øjeblikke, jeg har været rigtig stolt af, og masser af øjeblikke, hvor jeg ser tilbage på mig selv og er skuffet. Men de ting, jeg har gjort, definerer ikke, hvem jeg er«, sagde han.

Det handlede om den tilbageskuende ro, og i den sammenhæng gav VMA-tårerne mening.

Bieber2015

 

En chance til

Det endelige comeback kom dog fra uventede kanter, da ‘Where Are Ü Now’ blev et hit hen over sommeren. Pludseligt havde folk ikke længere brug for en ildtang for at røre ham. Selv om det kan diskuteres, hvor meget af singlens succes, der skal krediteres Bieber. Det var nemlig hans manager, Scooter Braun, der til en fest gav Diplo og Skrillex en lydfil bestående af lidt vokal og en pianomelodi, Bieber havde lavet med produceren Poo Bear. Jack Ü-parret brød delene ned, samlede dem igen, og kørte Biebers vokal gennem så meget distortion og reverb, at den blev til det delfinlydende hook i omkvædet.

Elskede folk nummeret for Bieber, eller hvad Diplo og Skrillex havde gjort ved ham? Formentligt sidstnævnte, men resultatet var klart: Bieber fik respekt, og han har nu indledt et samarbejde med de to superproducere, der hjælper til på hans fjerde album, som udkommer i november.

Samarbejdet kendetegner et klassisk træk i en vellykket overgang fra børnepop til voksenstjerne: Assistancen fra nogle af tidens mest tjekkede producere, der både kan ramme tidsånden og tilføje en aura af troværdighed til projektet.

Bieber er altid blevet sammenlignet med Justin Timberlake, som lavede præcis det samme nummer på sin solodebut, ‘Justified’, hvor The Neptunes (efter succes med Clipse og Britney Spears) og Timbaland (varm oven på Aaliyah og Missy Elliott) agerede tovholdere. Albummet endte med at lægge grundlaget for det popkulturelle brand, der i dag omgiver den tidligere *NSYNC-stjerne.

Det seneste år er både Taylor Swift og Ariana Grande lykkedes med forvandlingen til voksenstjerner, men ingen af dem har de samme lig i lasten, som Bieber. Hans blakkede fortid er indprentet i hans persona som tatoveringerne i hans arme. Men igen, er der noget, folk elsker, så er det en dannelsesrejse med en afsluttende genfødsel.

Alle har fortjent en chance til, og sådan en har Bieber nu fået. Et vendepunkt, hvor musikken igen agerer førsteprioritet for både ham og medierne.

Læs også: Sådan lavede de hittet: Se Diplo, Skrillex og Justin Bieber dissekere ’Where Are Ü Now’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af