Interview med Arcade Fire om ny film: »’The Reflektor Tapes’ foregår virkelig i øjeblikket«

I aften bliver Arcade Fire-filmen ‘The Reflektor Tapes’ for første gang vist for et dansk biografpublikum, når vores Soundvenue Forpremiere overdynger Grand Teatret med bandets dansable samba-rytmer og støjende garage-guitarer.

‘The Reflektor Tapes’ er dog hverken en koncertfilm eller en band-dokumentar i klassisk forstand. Instruktøren Kahlil Joseph har med sine ‘fluen på væggen’-optagelser sammenklippet en sanselig og fragmentarisk billed- og lydcollage, der tager publikum med på en anderledes rejse gennem tilblivelsen af Arcade Fires anmelderroste album ‘Reflektor’.

Her fortæller Win Butler, Reginé Chassagne og Richard Parry om deres oplevelser med indspilningen af filmen, deres forhold til Haiti og deres kunstneriske hamskifte, der skilte ‘Reflektor’ ud fra gruppens tidligere udspil.

Reflektor Tapes posterPlakaten til ‘The Reflektor Tapes’

Hvad var højdepunktet i forbindelse med at lave filmen?

Reginé Chassagne: »Da vi optrådte på Haiti, spillede vi sammen med en række fantastiske musikere, og jeg var meget glad for, at vi kunne dokumentere det, præcis som det var. Hele filmen foregår virkelig i øjeblikket, og sådan kan jeg godt lide det. Man kan tydeligt se, at den koncert, vi spillede på Haiti, ikke er opstillet for kameraernes skyld, men i stedet for de mennesker, som var til stede i øjeblikket«.

Win Butler: »Den første gang, vi tog til Haiti, spillede vi en koncert, og den var især en kraftfuld oplevelse, fordi ingen blandt publikum kendte til os eller vores sange. Der må have været et par tusinde mennesker. For mig var det en meget interessant oplevelse at spille sange, som vi har spillet i 10 år, og som er blevet en del af vores DNA, og så modtage en helt anden energi fra musikken, fordi ingen kendte os. Det fik mig til at indse, at musik er modulerbart, og det gav mig en anderledes måde at relatere til musikken på«.

Reginé Chassagne: »Det gør mig glad at se denne form for musikalske udveksling med folk på Haiti. Den første gang var jeg fuldstændig blæst bagover og kunne slet ikke få det ud af hovedet. Folk stod bare og lyttede. Jeg talte med mange af dem bagefter, og de fortalte mig, hvor speciel en oplevelse det var for dem. Det er det, musikertilværelsen handler om for mig – at give og få«.

Win Butler: »Den første gang, vi spillede på Haiti, var det akustisk for en masse børn. For to uger siden tog vi tilbage, og jeg hørte den her akustiske guitar fra en Neil Young-sang, som en af børnene havde fundet på Youtube. Richard (Parry, red.) gav ham sin guitar, og der var ni andre børn, der ville låne den, så de startede et band, og de er faktisk virkelig gode.

Da vi besøgte Haiti igen, ville drengen, der oprindeligt fik guitaren af Richard, spille for os i sin lejlighed. Han og bandet spillede en sang for os, der havde et Hawaii-agtigt beat, og som lød som en fremmedartet udgave af Weezer. Det er den slags oplevelser, der er så mirakuløst ved musik, og som inspirerede ånden på den sidste nye plade«.

Reflektor karneval‘The Reflektor Tapes’

Meget af filmen fokuserer på koncert-aspektet i jeres musik frem for skabelsen af musikken. Tror I, at tilblivelsesprocessen er for svært at portrættere på film?

Richard Parry: »Jeg tror ikke, Kahlil (instruktøren, red.) prøvede at lave en simpel ‘making of’-dokumentar eller en koncertfilm. Han prøvede at mikse de to ting og desuden blande nogle abstrakte og impressionistiske idéer ind imellem – uden at sende nogen form for budskab«.

Reginé Chassagne: »Alle scenerne er åbne og legende. Faktisk husker jeg tydeligt den del af filmen, hvor vi havde været på Haiti i et par timer og pludselig blev enige om at lave en mini-video. Vi havde slet ikke planlagt det. Det hele var meget frit«.

Win Butler: »I forbindelse med sangskrivning kan nogle sange bare opstå lige så pludseligt som et lyn fra en klar himmel. Så med mindre du har et overvågningskamera på os 24 timer i døgnet, fanger du det ikke. Selvfølgelig kan det også tage tre år at skrive en sang, og den proces er også svær at indfange«.

Hvor tæt er filmen på det, der skete i virkeligheden?

Win Butler: »Vores eget mål med filmen var at dokumentere de ting, vi synes er cool, og som vi gerne vil have, at folk tjekker ud i mange år fremover«.

Richard Parry: »Vi er et anderledes band end mange andre. For os er det mere melodisk og frit. Vi kan pludselig ændre set-listen og improvisere og bare spille en lille bid af en sang«.

Win Butler: »Jeg tror ikke, at vi kiggede på filmen og så os selv. Det er ikke et seriøst portræt på den måde. Perspektivet er også Kahlils, fordi han jo er instruktøren. Filmen skulle handle om det, han så, hvilket han så kunne præsentere for et publikum. Men jeg vil sige, at hvis du vil se, hvordan vi som Arcade Fire præsenterer os selv, så kom til en af vores koncerter. Det er meget tæt på virkeligheden«.

Richard Parry: »Vi diskuterede det med Kahlil, og han spurgte, om han ikke skulle give os alle optagelserne, så vi kunne klippe filmen i stedet for ham. Men vi sagde, at vi hellere ville se hans version. Det er et privilegium at kunne samarbejde på den måde«.

Man får fornemmelsen af, at I som band genopfinder jer selv på ‘Reflektor’. Tænker I på albummet på den måde?

Richard Parry: »Ikke rigtig. Vi var bare begejstrede og inspirerede af nogle nye ting, og vi fik lyst til at integrere det i det, vi laver«.

Reflektor Tapes‘The Reflektor Tapes’

Så det handler om at skabe noget nyt uden at få det til at virke som en forkastelse af det, I har lavet tidligere?

Win Butler: »Der er en masse forskellige musikalske baggrunde og evner i bandet. Reginé og Jeremy spiller for eksempel trommer, Richard spiller bas en gang imellem, Tim spiller bas, nogle gange spiller jeg bas, og det ændrer rytmen. Richard plejede at spille i reggae-bands, mens Jeremy spillede i hardcore-bands.

Der er så mange forskellige typer musik til stede, og inde i kernen af, hvem vi er som musikere alle sammen, er der så mange mulige kombinationer og så mange veje, det kan gå. Det er det, der er så fedt ved bandet, for vi kan virkelig blive overraskede over, hvordan tingene kan ende med at lyde, når vi spiller sammen på kryds og tværs«.

Kan I fortælle lidt om karneval-scenerne, og hvad de gav til filmen?

Win Butler: »Vi spillede en koncert under karnevallet og tog også selv ud og hørte andet musik, fordi karnevallet varede flere dage«.

Richard Parry: »Der er mange optagelser fra karnevallet, der ikke har noget med os at gøre. Vi lod os bare rive med af hele stemningen, alle paraderne og alle de fremmødte, og der er masser af det i filmen, fordi det havde en indflydelse på musikken og på os«.

Win Butler: »Der kunne komme lyd fra flere forskllige scener på én gang, og det gav en følelse af, at du var med i musikken. Æstetisk – fra en kunstners perspektiv – åbnede det for mig op for mange anderledes idéer om, hvordan man kan lege med lyd og lydsystemer«.

Reginé Chassagne: »Til vores egne koncerter går vi ud blandt publikum og søger en lignende følelse af samvær«.

Richard Parry: »Den eneste grund til, at vi overhovedet filmede live-shows, var for at skabe en form for sammenhold og for at invitere folk med til noget, der er større end en hverdagsoplevelse. Det er svært at fange det, men bare det at invitere kameraerne inden for giver en større oplevelse. At have en kameralinse til stede var en måde at prøve at indfange en snert af vores koncert-oplevelser og rejser på«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af