Kurt Vile i Amager Bio: En smådistræt, men sympatisk rockstjerne

At Kurt Vile maler med den brede pensel var symptomatisk ved fremmødet til koncerten lørdag aften i Amager Bio. Det var en broget skare, men alle havde indfundet sig, fordi Philadelphia-musikeren har et katalog af ‘evige sange’, som en koncertgænger poetisk formulerede det i garderoben. Musik som lever i en tidløs tilstand, idet den er forankret i en bundsolid americana-tradition.

Han er, ligesom sin åndsfælle og tidligere bandkollega, Adam Granduciel fra The War on Drugs, forædlet formidler af et nutidigt take på den voksne mands rockmusik – med arvesølvet hentet fra Neil Young og Bruce Springsteens skatkamre. Han lod da også en coverversion af sidstnævntes ‘Downbound Train’ smelte selvfølgeligt sammen med sit eget materiale.

Et materiale, han i aftes kom godt rundt i alle hjørner af. Fra de elektrificerede energiske udladninger til akustiske solomomenter, hvor intimiteten var i fokus.

Det var mærkbart, at Vile døjede med sin scenelyd i sidstnævnte stunder. ‘Stand Inside’ døjede med en del brummen, givetvis fordi Vile havde forstærket sin westernguitar, og det fik en tekniker til at fumle rundt med forstærkeren. Et scenarie som måtte have irriteret den ellers tilbagelænede Vile, for han forlod prompte scenen derefter. Han bendte dog kort efter tilbage og fremførte den inderlige ‘He’s Allright’, som var aftenens klare højdepunkt. Hvilket yderligere blev accentueret af Jesse Trbovichs sfæriske guitarlinjer.

Når han svingede sin Fender Jaguar, var det derimod den vidtfavnende highway-rock, vi blev forkælet med. Solide versioner af ‘Dust Bunnies’, ’KV Crimes’ og ‘Jesus Fever’ lod musikken og instrumenterne føre ordet. En fornuftig disposition eftersom Vile ikke ytrede meget andet end et ’wuhu!’ mellem numrene og uglede sig i håret, når han fik overrakt en ny guitar fra roadien.

Et forsøg på at rose København faldt lettere akavet til jorden. »Oh well, I’m not very articulate right now«, lød det fra hovedpersonen, men vi var jo også kommet for at høre ham spille.

Efter en lettere triviel ‘Wild Imagination’, hvor forudsigeligheden begyndte at melde sig, sluttede Vile & the Violators eftertrykkeligt af med den krautrock-energiske ‘Freak Train’ med Trbovich på saxofon. Det var en koncert, der udstillede Vile som en smådistræt, men også sympatisk rockstjerne, der hellere vil lade sine sange føre ordet. Hvilket også er helt i orden.

Læs interview: Kurt Vile: »Danmark var det første sted, jeg havde en udsolgt koncert på forhånd«