Mandag kårede vi årets 15 bedste danske album, og i dag er turen så kommet til de stærkeste udenlandske udgivelser fra 2015. Vi starter med at tælle ned fra 25-11, hvor man blandt andet finder Drake, Björk og Mark Ronson. Toppen af listen kommer online onsdag.
25. Rae Sremmurd ’SremmLife’
I 2015 overtog Drake og Future rampelyset med deprimeret, hostesaftssløv stripklubmusik, mens Vince Staples og Kendrick Lamar skabte politisk knytnæve-værker mod politivold og racisme. Men der har også været Rae Sremmurd: Naiv, lyksalig og umiddelbar poprap, der får fantasiforestillinger om hurtige biler, flyvende pengesedler og søde strippere til at blive virkelighed. En eskapistisk fantasi i et mørkt 2015.
Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.
24. Future Brown ’Future Brown’
I natklubbens skær er vi alle lige. Det viste supergruppen Future Brown i år bedre end nogen andre med et debutalbum, der gør en dyd ud af nedbryde (klub)musikkens genrebestemte og identitetsbaserede grænser med et cyberpunket univers, hvor grime, reggaeton, hiphop og en varieret række vokalgæster flyder sammen til en brun blandingsfarve, der holder sin egen idiosynkratiske fest.
23. Björk ’Vulnicura’
I november udkom ’Vulnicura Strings’, der som titlen antyder består i strygere (og, naturligvis, stemme), men uden moderalbummets elektroniske rygrad. ’Strings’-versionen udstiller hvor uadskillelig en del af Björks vision electronicaen er og hvor meget kontrast, den optegner til de glaciale melodiers sug. ’Vulnicura’ – martret og antændt som det er af kærlighedsbruddets åbne sår – var som et præcist snit i en betændt materie.
22. Deerhunter ’Fading Frontier’
Efter det lidt undervældende garagerock-mellemstop ’Monomania’ fandt Bradford Cox og co. tilbage til den kendte Deerhunter-melodi (så vidt det nu end er muligt) med en lettere, lysere og enkelte steder direkte funky lyd. Det lød som om, at Cox for alvor havde fundet en hvile i sig selv og sin musik.
21. Natalie Prass ’Natalie Prass’
Spacebomb-grundlægger Matthew E. White udgav selv et fint album i 2015, men hans protege, Natalie Prass, løb med endnu mere opmærksomhed for sit fornemme debutalbum, et udstillingsvindue for retro-inspirerede stryger-og-blæser-arrangementer, der samtidig havde en tidløs kerne i sig grundet Prass’ vokals kontrollerede ynde og hendes konsekvent stærke sangskrivning.
20. Drake ‘If You’re Reading This It’s Too Late’
Egentlig venter vi alle på det rigtige album, ‘Views From the 6’, men i stedet forsødede rapperen ventetiden med årets bedst sælgende hiphopudgivelse, ‘If You’re Reading This It’s Too Late’, meme-musikvideoen par excellence til ‘Hotline Bling’ og – nåh ja, så slagtede han Meek Mill, der egentlig gik for at være en af tidens bedste battle-rappere. Drake er med andre ord en kulturel stormagt og nok den vigtigste rapper lige nu. ‘If You’re Reading This It’s Too Late’ havde godt nok karakter af en forret, men den stilllede sulten og cementerede endnu engang Drakes absurd høje niveau.
19. The Weeknd ‘Beauty Behind the Madness’
2015 blev et jubelår for Abel Tesfaye, men om han tillader sig selv den slags glædesfyldte aktivitet er nok, hans sortrandede nihilisme taget i betragtning, tvivlsomt. ‘Can’t Feel My Face’ og ‘The Hills’ blev store hits og banede vejen for et album, der måske nok indeholder lovlig mange kokainblæste ballader, men også popøjeblikke af sjælden karat. En blakket verdenserobrer har indtaget sit kongerige.
18. Julia Holter ‘Have You In My Wilderness’
Før i tiden har Holters avantgardepop flirtet med det kunstskoleprætentiøse, men på hendes fjerde album komplementeres musikalsk nysgerrighed med arrangementsmæssigt overblik og eksperimenterelyst med tilgængelighed. I Holters verden føler man sig omplantet til en film noir, hvor håbet – heldigvis – pibler ind som dagslys mellem sprækkerne på nedrullede persienner.
17. Kelela ‘Hallucinogen’
Hun bliver kun bedre og bedre. Her krystallierer Kelela sin evne til at forene producernes avancerede og futuristiske beats med sin bløde, sensuelle vokal. Nogle gange snubler produktionerne næsten over sig selv, men hendes vokalintensitet holder fokus. Samtidig er ‘Rewind’ et af årets bedste numre, og måske hendes mest direkte nogensinde. I Kelela-land indebærer det heldigvis stadig flabede breaks.
16. Grimes ‘Art Angels’
Spekulationerne har været mange. Ville hun gå pop som på ‘Go’ eller mere punk, bare fordi hun kan? I sidste ende valgte Claire Boucher nok at følge sine impulser og landede et sted midt imellem. For selv om albummet føles mere tilgængeligt end ‘Visions’, gemmer der sig et hav af punkede elementer under overfladen som mærkelige cow-punk-guitarriff, asiatisk rap og vokalmanipulationer. Grimes er og bliver en ener.
15. Dr. Dre ‘Compton’
Vi må vente med at se, om et af hiphophistoriens mest imødesete album vil stå tidens tand på lige fod med Dr. Dres tidlige milepæle, men ‘Compton’ er uden tvivl endnu et storværk, der kaotisk og politisk ramte lige ned i den nye West Coast-rap. Dre skinner klarest i rollen som kurator, producer og coach for et overvældende hold af gamle kendinge og nye talenter, men brager også igennem fra toppen af tronen med en fantastisk megaloman linje som »I just bought California!«
14. Little Simz ‘A Curious Tale of Trials + Persons’
Hiphoppen fik et frisk pust i år. Den 21-årige englænder Simbi Ajikawo havde godt nok flere mixtapes på cv’et, ligesom hun allerede havde imponeret med ep-serien ‘Age 101’, men på debutalbummet samlede hun alle de lovende takter. Her blandes grimens intense flow og industrielle produktioner med neo-soulens varme og melodiøse sang, som et personligt miks af Lauryn Hill og Kendrick Lamar.
13. Beach House ‘Thank Your Lucky Stars’
Bundniveauet hos Baltimore-duoen har altid været imponerende højt, men i år satte bandet nye standarder med hele to fortrinlige album. Først ‘Depression Cherry’ og så overraskelsesangrebet blot to måneder senere, hvor de ni numre ramte plet med en mere enkelt dronende og til tider forfriskende rocket lyd, der samtidig tillod Victoria Legrands dragende vokal at træde tydeligere frem.
12. Mark Ronson ‘Uptown Special’
We get it: Mark Ronson har i sin egenskab som stjerneproducer mange venner, som det har været ham alt for fristende at invitere i studiet – faktisk hver gang han har barslet med et nyt album. Men ‘Uptown Special’ formåede i en hidtil uset grad at få alle gæsterne og Ronsons egen vision til at gå op i en højere enhed og gøre funken vedkommende, uden at den skvatter i genrens ellers lovligt glatte og dansable grøft.
11. Courtney Barnett ‘Sometimes I Sit and Think, And Sometimes I Just Sit’
Barnetts endelige gennembrud som sangskriver kom med et album, der kombinerer hendes forkærlighed for sigende situationsbeskrivelser og bidende sarkasme med en grunge-inspireret guitarlyd. Hendes diktion er snakke-snøvlet, men hendes opfindsomme fortællekunst er stringent og disciplineret. Hun er en mester i at dosere sine sange, så de ikke tipper over i distance, vrede eller apati.
Læs også: Vi kårer: Årets 15 bedste danske album