Efter lidt tomgang i afsnit fire begyndte sporene at samle sig i aftenens udgave af ’Bedrag’.
Mads og Alf tog på roadtrip til Polen for at inspicere fabrikken, hvor Energreen eksperimenterer med superledere eller puster virksomhedens værdi op med varm luft, alt efter hvordan man ser på det. Samtidig forsøgte Sander og Claudia at lægge låg på en stædig finansjournalist, der var kommet på sporet af en god historie om selvsamme varmluftsballon, og dermed fik katten-efter-musen-legen seriens hidtil mest suspenserige forankring i krydset mellem de enkelte parallelhistorier.
At Sander & co. ikke har rent mel i posen, kan der næppe være to meninger om, men spændingen ligger i omfanget af svindelnummeret. Var fabrikken – mod slutningen af afsnittet så mennesketomt som Nørrebrogade nytårsdag – intet andet end et skalkeskjul? Var den imponerende demonstration af superlederen i Abu Dabi blot et tryllenummer og den nye forskningschef en skuespiller ansat til lejligheden? Eller har Sander trods alt gode intentioner mudret til af en mangel på respekt for ordentlig praksis?
Hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram har henvist til skræmmeeksempler som Stein Bagger, når han har omtalt seriens tematikker, så nærer man stadig håb om en triumf for charmerende Nikolaj Lie Kaas’ solskinssider, skal man måske berede sig på at blive skuffet.
Mens Mads/Alf og Sander/Claudia-sporet løb som en fængende parallelfortælling i femte afsnit, blev Nicky og Bimse til gengæld kørt ud på et sidespor i selskab med surmulende rockertyper og en skummel revisor, der med e-cigaret og tonede briller synes at være inspireret af Thomas Bo Larsen, som han så ud i Cannes for et par år siden. Forhåbentligt kan Nickys opdagelse af Energreens regnskaber på den stjålne iPad få dem tilbage mod fortællingens centrum.
Ugens Bimse Special Award
Denne uges pris går ikke til Bimse selv til trods for bimsede replikker som »det er der sgu ikke meget fisse i« og hans bemærkning om, hvor fjollet det er, at rockernes grimme hus bliver kaldt en borg – »går de til rollespil?«.
Den går i stedet til ovennævnte revisor, der vist tror, at han er med i en blanding af ’Better Call Saul’ og ’Fear and Loathing i Las Vegas’. Bimses Bulede Biler er et autoværksted, hvor jeg ikke et sekund ville tøve med at parkere min fiktive Mercedes. Om vi vasker sorte penge hvide hos Bimses Bulede Biler? Hvordan kan du overhovedet spørge.
Ugens Thomas Bo Larsen Doesn’t Give a Fuck Award
Mads var nærmest ikke trådt ind i receptionen på det slibrige polske hotel, før han stak i retning af det første det usleste værtshus og bagte overlagt på en tatoveret polaks madam. Siden var han ved at fare i flæsket på et par velvoksne vagter ved Energreens fabriksområde (Alf havde næppe været den bedste fightbuddy, hvis det var kommet så vidt).
Thomas Bo Larsen er nemlig kold, eller det var han i hvert fald, for til sidst i afsnittet blev hans sårede sjæl knækket totalt, da han endelig havde omfavnet sine følelser for at få den kolde skulder af Kristina få sekunder senere.
Jeg er endnu ikke overbevist om, at Mads’ privatlivssituation understøtter seriens tematik omkring grådighed og svindel særligt naturligt (Claudias familieliv spiller anderledes gnidningsfrit sammen med seriens ærinde – hun sætter meget på spil for sin tro på Sander og sin karrieremæssige ambition). Men både Line Kruse og Thomas Bo Larsen overbeviste i den intimt dramatiske scene.
Ugens Hvad Hulen Var Det For En Slutning Award
Claus Ljungmarks svenske skyggemand P er for Sander, hvad Doug Stamper er for Frank Underwood i ’House of Cards’ og Ezra Stone for Tom Kane i ’Boss’: En rådgiver, der gerne tager sig af det beskidte vasketøj – eller rettere sagt tramper på det, tilsudler det i blod og brænder det.
At Charlotte Muncks Dorte Toft-agtige journalist Mia skulle pløjes så brutalt ned af P, klædte ærligt talt ikke serien. ’Bedrag’ har ikke hidtil opereret i en højnet virkelighed a la ’House of Cards’, og det klinger falskt i en dansk sammenhæng, at en stor energivirksomhed skulle gå til den slags yderligheder. Om ikke andet på grund af den overhængende risiko for at blive opdaget.
Vil det ikke bare skabe større opmærksomhed om Energreen, at den eneste journalist, der efterforsker dem (hvilket indtil flere personer, inklusive hendes redaktør og, æhm, politiet er klar over), bliver dræbt? Og hvorfor gøre det lige foran næsen på et tydeligt vidne, nemlig Claudia?
Nuvel, Enerwood, undskyld, Energreen lavede en Zoe Barnes på Mia, og ’Bedrag’ blev til amerikanerramasjang for en stund.
Strøtanker:
– Taget i betragtning af, hvor stor en virksomhed Energreen er, virker det forbløffende, at Claudia tilsyneladende både er Jura-, PR- og HR-chef. I sidste uge fyrede hun et par hundrede medarbejdere, og i denne uge håndterede hun pressen, hvilket må siges at være udvidet ansvarsområde for en chefjurist. Heldigvis er Natalie Madueño et så velspillende friskt ansigt, at man tager det hele med.
– Fortjent at Claudia fik et godt skrald af ekskæresten Tobias, før hun finder ud af, at hun lever på en løgn.
– »What seems to be the problem?«. Thomas Bo Larsen på Villy Søvndal-engelsk. Priceless.
– Lie Kaas tog hele vejen hjem til Claudia for at få svar på et enkelt lille spørgsmål. Måske fordi han er lun på hende. Men mest sandsynligt fordi forfatterne bag ’Bedrag’ helst vil ignorere, at mobiltelefonen er opfundet, hvilket harmonerer dårligt, når man gerne vil lave analog thriller a la 70’erne. Og det kan man egentlig godt forstå.
– »Sidst jeg tjekkede, gik folk, der vil redde verden, ikke i Chloé-sko og designertasker«. Rød front, Mia! Afsnittets bedste replik.
Læs også: ‘Bedrag’ afsnit 4 – vores vurdering, opsummering og Ugens Iskolde Skiderik