Den amerikanske filmbranche møder i disse tider hård kritik for at favorisere hvide filmskabere, skuespillere og historier. Men i det mindste kan man sige: Det har været værre.
I 1915 lavede D.W. Griffith ’The Birth of a Nation’, der den dag i dag står som et af filmhistoriens vigtigste og mest imponerende værker, der filmteknisk satte nye standarder med hensyn til klipning, sceneopbygning, billedkomposition og musik.
Det tre timer lange epos var dog også skamløst racistisk: Stumfilmen skildrer to familier under og efter Den Amerikanske Borgerkrig, der lagde kimen til det USA, vi kender i dag, og mod slutningen af filmen redder en gruppe hætteklædte Ku Klux Klan-medlemmer en indespærret hvid familie fra de faretruende sorte slaver (well, hvide skuespillere med blackface-sminke).
Stående ovationer gange tre
Men nu har filmen fået et slags korrektiv: Den suverænt mest omtalte film lige nu på den aktuelle Sundance-festival i Utah handler om den tidligere slave Nat Turner, der i 1831 ledte et oprør for at befri slaverne i Virginia, hvilket førte til en voldsom konfrontation med de hvide magtherrer.
Ifølge Deadline.com modtog den stående ovationer over tre omgange efter premieren, mange i salen græd, og filmopkøberne strømmede ud af biografen for at lande en aftale, nogle med to telefoner i bevægelse samtidig.
Og filmen, som altså kommer lige godt 100 år efter Griffiths storværk, hedder selvfølgelig: ’The Birth of a Nation’.
Manden, der har frækheden til at give sin film netop den titel, er den 36-årige debutant Nate Parker, som ikke alene har instrueret ‘The Birth of a Nation’, men også produceret den, ligesom han selv spiller hovedrollen som Nat Turner. Det er med andre ord hans hjertebarn, som da også har været syv år undervejs, om end den er optaget på blot 27 dage med et budget på under 10 millioner dollars.
Katarsisk blodblad
Anmelderne har taget positivt imod filmen.
»Det er et katarsisk blodbad, der vækker minder om ’Braveheart’s bulder og brag«, skriver The Guardian, der giver tre ud af fem stjerner, mens Varietys Justin Chang opsummerer sådan her:
»Hvis ’12 Years a Slave’ føltes som et gennembrud i den afdeling (ærlige skildringer af slavetiden, red.), er Parkers film mere konventionelt fortalt, men stadig en svidende imponerende debut, der skubber samtalen fremad: Som et biografisk drama vædet ligeligt i ynde og uhygge bygger den op til en brutal finale, der vil vække stærke følelser og uundgåelig ængstelse«, skriver han og fortsætter:
»Men filmen er måske endnu mere fuldendt som en teologisk provokation, der frygtløst bakser med de intense åndelige overbevisninger, som drev Turner til at gøre, hvad han tidligere havde fundet utænkeligt«.
Mission at skabe forandring
I sit første interview ved en paneldebat under festivalen fortalte Nate Parker ifølge Deadline.com om sin mission med filmen:
»Jeg vil have, at alle bliver udfordret – det er et slags krigsråb fra en filmskabers synspunkt. For ja, vi er nødt til at håndtere den gennemtrængende racisme i Hollywood, men også i samfundet, så jeg ville lave en film, som folk ville se og blive ramt af – nærmest holde dem som gidsler i biografen, hvor de er nødt til at se de her billeder, og de er nødt til at se parallellerne og temaerne, som der er ekkoer af lige nu i 2016«, sagde han.
»Og så kan de ikke slette det fra hukommelsen, de kan ikke fjerne billederne, som de har set, og når de går fra biografen, er de nødt til at spørge sig selv: ’Hvad er min rolle?’ og ’gør jeg alt det, jeg kunne gøre?’ ’Er jeg passiv? Medskyldig?’ Og sådan tror jeg, vi skaber forandring«.
’The Birth of a Nation’ – 2016-udgaven – har endnu ingen dansk premieredato, men det skulle overraske, hvis den ikke finder vej til de hjemlige biografer.