Disclosure i Tap1 – en popduo forklædt i klubklæder

En mørk, kold og regnfuld februar-tirsdag blev, efter knap halvanden time i selskab med Disclosure og deres imponerende bagkatalog af hits, lidt nemmere at holde ud. Brødrene Howard og Guy Lawrence kom, så, sejrede og leverede lige præcis den velsmurte, poppede festmaskine, man kunne forvente – og så ikke så meget mere end det.

Hårdt trukket op kan man sige, at de største overraskelser bestod i, at ’White Noise’ åbnede ballet, og at sjæleren ’Help Me Loose My Mind’ ikke fandt vej til setlisten.

Ellers var det en ganske forudsigelig affære, hvor hits efter hits kom som knæklys på en basarm. Og det var tydeligvis også til det proppede hals udelte begejstring. Der var fællessang fra første færd, og på den måde stod det også hurtigt klart, at Disclosure dybest set er en klassisk popduo forklædt i klubklæder.

Deres hær af velsyngende soulsangere og -sangerinder var som ventet kun repræsentaret i LED-lyssilhuet aftenen igennem, og selv om sange som ’Nocturnal’, ’Willing & Able’ og ’Holding On’ i den grad fik taget til at lette, så kunne man ikke lade være med at stå og savne The Weeknd, Kwabs og Gregory Porter i levende live.

Howard og Guy er nogle pæne, klassisk uddannede, unge britiske mænd, og selv om deres musik i den grad indbyder til fest, og de virkelig har lagt et arbejde i at få deres koncerter til at fremstå interessante og live, så skal de altså passe på, at det ikke bliver for pænt og velfriseret.

Selv om publikum var på fra første beat og basstød, og nærværet blev markant stærkere, da Howard tog mikrofonen på ’F for You’ og ’Jaded’, så balancerede brødrene i starten af koncerten faretruende tæt på en stemning af sodavandsdisko i provinsen. På ’Omen’ skete der så pludselig et eller andet, hvor vildskaben fik et ekstra nøk opad, og det blev rigtig interessant og groovy på de two-steppede ’You & Me’ og ’Echoes’, før ’Nocturnal’ tog over med et udvidet og mere spacet mellemspil.

Det rå, industrielle lokale i Tap1 indbød umanerligt meget til rave, og det var da også forventet, at én eller anden afart af decideret house og techno på et tidspunkt måtte dukke op. Og ganske rigtigt indvarslede ’Bang That’ også et i første omgang temmelig sløjt EDM-element i festen, hvor de klimaksoppiskende elementer var for nemme at gennemskue. Men derefter gik der faktisk rendyrket acid house i den, og over et længere stykke tid formåede Disclosure at holde gryderne i kog med helt reel og fantastisk effektiv housemusik, der helt naturligt endte i speedgarage-hittet ’When a Fire Starts to Burn’.

Den ukendte sanger Brendan Reilly kom på til første ekstranummer, den temmelig malplacerede ballade ’Moving Mountains’, før det gigantiske fællessangsklimaks kom i form af det Sam Smith-assisterede hit ’Latch’. Der var ikke et øje tørt eller en smartphone uberørt, og det var da også et øjeblik af kollektiv ekstase, der var værd at dele med alle dem, der var så uheldige ikke at være dukket op denne tirsdag aften i Tap1.

Læs interview: Disclosure: »Danmark er altid det bedste show på turnéen«