’Spotlight’
I ’Spotlight’ trumfer kølighed og kynisme de store følelser – heldigvis. Hvor ville det være let at sætte alle sejl til i en oprørt kanonade mod den katolske kirkes nærved institutionaliserede pædofili, klistret til med strygere, skingre dundertaler og karikerede skurke i kirkeklæder.
I Tom McCarthys Oscar-nominerede film brydes den stoiske ro blot en enkelt gang, da Mark Ruffalos graverjournalist lader øjnene flyde over og stemmen knække i håbet om at knalde de katolske børnemishandlere her og nu frem for at levne plads til grundigere bevismateriale. Selvfølgelig viser det sig, at han er grueligt galt på den, dér i følelsernes vold.
Det befriende fravær af sensationslyst kanaliseres i Liev Schreibers stivstikker af en chefredaktør på avisen The Boston Globe, der i de tidlige 00’ere rettede spotlyset mod den katolske kirkes skyggesider. Han er en uforbederlig arbejdsnarkoman med blikket fast rettet mod det store billede, også i den journalistiske storoffensiv, som han lancerer i samme øjeblik, han sætter sig i Boston-avisens redaktørstol.
Den såkaldte Spotlight-enhed med Michael Keaton, Mark Ruffalo og Rachel McAdams i front får til opgave at gennemstøve bunkevis af lyssky dokumenter for at afsløre ikke blot antallet af pædofile præster i Boston-området, men frem for alt den katolske kirkes mørklægning af børnemishandlingen.
Det er et umådeligt uflashy papirarbejde, der normalt ville pakkes væk i transportmontager a la Rockys fysiske slavearbejde før en titelkamp, men i ’Spotlight’ er den slæbende graverjournalistik selve fortællingens rygrad. Rædslerne rumsterer i tallene og vokser med regnearkenes omfang, mens det nedskruede fortælletempo langsomt samler de chokerende enkeltsager – et arret offer her, en syndefuld præst der – til et stort, samlet og grufuldt puslespil.
Filmen er et vidnesbyrd om McCarthys hellige jagt på autenticitet i mødet med virkelige hændelser og hans længsel efter svundne æraer, filmiske såvel som journalistiske. I kulissen spøger Alan J. Pakulas retskafne thrillerklassikere som ’Alle præsidentens mænd’, der med samme knugende intensitet hyldede den undersøgende journalistik – en disciplin, der gradvist kvæles af internettets frenetiske informationsræs.
Ligesom i indie-perlerne ’The Station Agent’ og ’The Visitor’ renser McCarthy dramaet fra falske toner og sender skuespillerne ind til kernen af deres figurers menneskelighed med minimalismen som rettesnor. Der er ikke et øjeblik af svigtende troværdighed i deres grimasser, hvad end de rummer smerten fra en traumatisk fortid eller en iver efter at fælde skurkene sort på hvidt.
Ensemblet af Hollywood-esser holder sig samtidig i skindet i historiens tjeneste og sørger for ikke at spille om kap med hinanden, selv om Oscar-komiteen knuselsker bombastiske følelsesudladninger på det brede lærred (bare spørg Meryl Streep).
Ruffalos overilede ordsalve er det eneste Oscar-moment i en fortælling, der ikke ser sit publikum som utålmodigt trippende popcorngnaskere med hang til knaldeffekter – tværtimod.
Ligesom Boston Globe-journalisternes frontalangreb på den katolske kirke gør McCarthys tålmodighed og sans for detaljen, at rædslerne ikke kun chokerer momentant. De bundfælder sig.
Kort sagt:
Tom McCarthys uhyre velspillede Oscar-bejler kasserer de skingre følelsesudladninger og afdækker en autentisk, katolsk pædofiliskandale med præcision og køligt overblik, akkurat som filmens graverjournalister. Det er mådeholdets triumf.