The Field er en af få producere, som formår at gøre techno decideret episk

Det kan godt være, at talentfeltet inden for elektronisk musik er blevet bredere, men den forholdsvis nyetablerede konkurrencementalitet synes pludselig ligegyldig, når det handler om udmeldinger fra svenske Alex Willner aka The Field. ’The Follower’ er en veloplagt og oceanisk technobedrift, hvilket allerede fremgår af titelnummerets indledende succes med at sprænge lydmuren ved hjælp af en perlemorsnuanceret baspulsåre spækket med ambientspeed og klokketårns-agtig bamlen.

Efter trancetornadoen overtager den mildere ’Pink Sun’, hvis hviskende stemme-loops næsten får det til at virke som en utrolig veldrejet gestus til Caribous skinnende 2010-hit ’Sun, inden vi på ’Monte Verità’ stiger længere op i den kølige bjergluft og beatmageren igen giver sig til at rykke gevaldigt op i skulderspændingerne. Det virker fuldstændig som om, han vil noget med både hele hookkulturen og med klub-Europa.

Med ’The Follower’ demonstrerer Willner endnu en gang, at han er en af de få producere, som formår at gøre techno decideret episk. Han mixer som en betonblander og får på helt forunderlig vis sine strenge, minimale lydcollager til at svæve fjerlet hen over dansegulvene som en anden Hermione Granger. It’s leviosa, not leviosaah!

Klub-tics begynder for alvor at skylle ind over kroppen i ’Soft Streams’ transcenderende kompositionsform, hvis lydligt ret filtrede påfuglehale langsomt får lov til at frisere sig selv i orden – for så til sidst at plirre fint af og skabe albummets første rigtige full stop. Dernæst følger ’Raise the Dead’, som trækker på helt samme, melodisk lyse anticrescendo, og klimaksfølelsen bliver komplet. Vi aes med gåsehudsfremkaldende whiskers, og de evigt sympatiske keyboardspiraler luller os næsten ind i en post-massagelignende komatilstand.

Albummet tager sin udgang gennem en voliere af landingsforsøg og kvidrende field recordings, men grundfornemmelsen er stadig totalt asfaltagtig. Arrangementerne for synth og trommemaskine glider tungt hen over ens høresans hele vejen som en bred, altomsluttende malerrulle.

’The Follower’ sniger sig ind som et nyt, sensationelt kapitel i den odyssé, The Field er ved at skrive. Det er åndbart og klang-elastisk, men også et langt værk på en time, som kræver lytterens engagement. The Field er i det hele taget et projekt, der insisterer på publikums totale overgivelse, indtil kroppen af sig selv tigger om bare at slutte sig til den svimlende, støddirrende bevægelse. Imponerende at Willner ikke er bange for det.


Kort sagt:
The Field er for technoen, hvad Hemingway er for hjemstavnslitteraturen, ingen tvivl om det. Hans impressionistiske volumensfære er så behagelig at være i, at hvilepulsen vil forblive høj længe efter. Totalt veltempereret.

The Field. 'The Follower'. Album. Kompakt.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af