The Entrepreneurs: 15 minutter og 41 sekunder på den helt store rockklinge
’Det lille egern’ blev den schweiziske cykelrytter Tony Rominger kaldt tilbage i 90’erne, da han oksede rundt på de franske landeveje i en ofte forgæves kamp med legenden Miguel Indurain. Tour de France vandt han aldrig, men 20 år senere har han nu fået en anden sej tilføjelse til Wikipedia – en hyldest-ep fra et af Danmarks mest medrivende rockbands, The Entrepreneurs.
Selv forklarer bandet hyldesten med, at Rominger for dem repræsenterer en uskyldsren periode i cykelsporten, før illusionerne bristede med et stik fra en epo-nål, og den nostalgiske længsel fornemmer man faktisk som en rød tråd på ep’en.
Der er fart over feltet og flænsende melodiske riff på alle fem numre, men også en melankolsk understrøm, som maksimeres af det musikalske punch. Særligt ’It Strikes Again Love’ rammer den vekselvirkning af energi og eftertænksomhed helt perfekt. På et nummer som ’Seagull’ mangler det ellers blærede ørkenblues-agtige guitarlir derimod lidt modspil.
Skal man trække musikalske paralleller til udlandet er det oplagt at pege på støjrockere som Health, No Age og måske i særlig grad canadiske Japandroids, der næsten terapeutisk jagter den flygtige ungdoms intensitet gennem garage-smadrede hymner.
Forsanger Mathias Bertelsen har en karakteristisk diskant vokal, og når han trækker tonerne ud, som han har for vane at gøre det, væver hans stemme sig ud og ind mellem guitarlydene, så man som lytter mister fokus på musikkens enkelte delelementer og i stedet lader sig suge ind i helheden.
’Tony Rominger’ er et slagkraftigt udspil fra bandet, der formår at understrege, at deres efterhånden veldokumenterede live-potentiale også lader sig dokumentere i studiet.
Kort sagt:
Der er fart over feltet og flænsende melodiske riff på alle fem numre, men også en melankolsk understrøm, som maksimeres af det musikalske punch. ’Tony Rominger’ er et slagkraftigt udspil fra The Entrepreneurs, der formår at understrege, at deres efterhånden veldokumenterede live-potentiale også lader sig dokumentere i studiet.