’Where to Invade Next’: Michael Moore er mildere end nogensinde
Det er som et flashback til 00’ere, når Michael Moore igen toner frem på biograflærredet. Med truckerkasket, tjavset hår og affabelt smil blev Moore Bush-æraens venstresnoede hofnar: I veloplagte og økonomisk succesrige film som ’Bowling for Columbine’ og ’Fahrenheit 9/11’ udstillede han årtiets neokonservative hykleri med en blanding af statistikker, rørende, personlige cases og happening-agtige stunts, hvor han gang på gang korporligt blev smidt ud af store koncerners lobbyer.
Det var ikke altid særligt nuanceret, men for det meste stærkt underholdende.
Plakaten til ’Where to Invade Next’ prydes af Michael Moores letgenkendelige slacker-figur (han bliver tilsyneladende aldrig hverken ældre eller bedre klædt) foran et bord med uniformerede militærmænd. Men på trods af den provokerende titel og indpakning handler filmen ikke om det amerikanske militær og landets umættelige erobringstrang.
Michael Moores lidt søgte vinkel er, at USA har brug for at stjæle gode samfundsløsninger frem for adgang til olie og den slags, så derfor går han på rov i blandt andet Norge, Tunesien, Frankrig, Italien, Island og Portugal. I Norge måber Moore over et fængselssystem, der har fuld fokus på rehabilitering. I Tunesien forundres han over fri adgang til sundhedsydelser og abort og den slags. Og i Italien fortæller et slankt og solbrændt par glædesstrålende Moore om deres årlige otte ugers ferie plus det løse.
I USA har man som udgangspunkt ingen ret til ferie, så Michael Moore er derfor helt på halen over de italienske forhold – selvom han som instruktør og producent naturligvis udmærket vidste det, inden kameraerne blev tændt.
Det er sådan set et underholdende gensyn med Moore, men filmen føles mærkeligt løst sammenstykket. Hvert segment er en uafhængig lille reportage fra et sted i verden, hvor der findes en smart løsning på et af USA’s problemer. Og det er måske i virkeligheden blot filmens åbenlyse pointe: At USA nok faktisk kunne lære noget af andre lande. Men mon ikke filmens publikum allerede klar over det? Og vil dem, der ikke er, se en Michael Moore-film?
Som europæisk seer bliver man genforbavset over, hvor anderledes amerikanerne ser på mange ting og også lidt irriteret over Moores meget firkantede fremstilling. Når han for eksempel spiser den lækre kantinemad på en fransk skole, nævner han ikke, at Frankrig samtidig har store problemer med overvægt i befolkningen.
Til gengæld kan man faktisk også godt blive lidt stolt over, at vi faktisk har fået taget et par skridt fremad her i vores lille kriseramte verdensdel, der ellers har lidt problemer med selvværdet for tiden.
Kort sagt:
De neokonservatives nemesis er tilbage, og han er mildere end nogensinde! Selvom det er sympatisk, at Michael Moore har sat kasketten på den anden led, savner den løst sammensatte ’Where to Invade Next’ livgivende satirisk svirp.