1. »I don’t know what’s happening«
Man kommer ikke uden om, at der er en kløft mellem stjernerne og journalisterne i Cannes. De bliver fragtet rundt i sorte biler med tonede ruder, soler sig i blitzlyset på den røde løber, spiser på de bedste restauranter og bliver inviteret til de eksklusive yacht-fester.
Mens de fleste journalister bor i Airbnb-lejligheder eller små familiemoteller, residerer stjernerne på de femstjernede hoteller helt ned til Rivieraen.
Men charmen ved Cannes er også, at de to verdener indimellem krydses impulsivt og uden for de stramt tøjlede interviewsituationer. Forleden diverterede Justin Timberlake de fremmødte med et beach party i anledning af den kommende DreamWorks-animationsfilm ’Trolls’, som han lægger stemme og musik til.
Og i går løb jeg og en kollega ind i Jessica Chastain (årets plakatstjerne på kritiserserien Semaine de la Critique i Cannes – og tidligere Soundvenue-cover-stjerne!) i døråbningen til det fisefornemme Hotel Majestic. Hun så sårbar og udmattet ud i sin turkise gallakjole, mens hun ventede på en bil eller måske bare nogen, der fortalte hende, hvad hun skulle gøre. Kort efter passerede vi hende igen ude på vejen, lettere rådvild. »I don’t know what’s happening«, klagede den bly viol fra film som ’The Tree of Life’, ’Interstellar’ og ‘Take Shelter’ sagte i forbifarten.
Selv for Hollywoods celebs kan Cannes åbenbart være lidt af en mundfuld.
2. Kannibalkomik
Skal man pege på én tendens i de første film i hovedkonkurrencen, må det være, at de er usædvanligt sjove! Den højere filmkunst af den slags, som typisk er repræsenteret i Cannes, er ikke just kendt for at være lårklaskende morsomme. Og alligevel har man til Alain Guiraudies ’Staying Vertical’, Cristi Puius ’Sieranevada’ og Ken Loachs ’I, Daniel Blake’ taget sig selv i at klukke højlydt med hyppig frekvens. Det har sikkert ofte været lidelsesfuldt at lave de kompromisløse film, der bliver optaget i Cannes, men det behøver heldigvis ikke være en lidelse at se dem.
Transitionen mod humor er allerklarest symboliseret ved franske Bruno Dumont. I sidste uge anbefalede jeg hans miniserie ’Lil’ Quinquin’, en forrygende morsom parodi på krimigenren med det bedste politimakkerpar siden ’True Detective’ – og en kovending fra instruktøren, der ellers var kendt for sine tonstunge afsøgninger af tro og eksistens med pludselige udbrud af vold.
Dumont fortsætter i komedierillen med sin nye film, den morbide ’Ma Loute’ (eller på engelsk ’Slack Bay’). Ligesom ’Lil’ Quinquin foregår den i et fransk kystområde, og også denne gang er mystiske forsvindinger og en inkompetent politiduo i fokus. Denne gang er tiden dog skruet tilbage til 1910, hvor Dumont kontrasterer den aristokratiske Van Peteghem-familie, der ferierer i deres palæ, og en fattig fiskerfamilie, som ernærer sig ved at bære (!) de rige sommergæster over floden i deres arme.
Det er en rablende vanvittig farce, hvor den ene halvdel af den Dupont og Dupont-lignende duo er så smældfed, at han konstant vælter og ruller hele vejen ned ad strandklitterne. Hverken han eller makkeren ville kunne fange drabsmanden, om der så stod morder i panden på ham, og det gør der faktisk næsten, for det står hurtigt klart, at fiskerfamilien ynder at tage livet af et par af sommergæsterne for at få lidt ekstra kulør til gryderetterne.
Jeg elsker, at den tydeligvis venstresnoede og autoritetskritiske Dumont ikke idylliserer proletariatet, og både panorama- og nærbillederne fra det smukke kystområde er fulde af lækker tekstur. Desværre kammer farcen denne gang over i overgearet skolekomedie. Burgøjsermændene går, som de har skidt i bukserne, mens kvinderne (heriblandt en anstrengende Juliette Binoche i et cast, der sammenblandet stjerner med amatører) hviner hysterisk over alt fra vasketøj til eftermiddagens apetarif. Det er sjovt i starten, men trættende i længden, også selvom klovnerierne er excessive med fuldt overlæg.
Med kannibalisme, svævende mennesker og alskens absurde optrin foretrækker jeg dog stadig sjoveren Bruno frem for alvorsmanden Dumont.
3. Vikingefilmens ’Gladiator’ for ’Hunger Games’-generationen
Der er en parallelverden i Cannes. En verden, hvor en helt anden type film dominerer end dem, man ser i det nøje kuraterede, officielle program. På Marché du Film, filmmarkedet, forhandler producenter, agenter og distributører om kommende titler., Det er filmverdens jernindustri, og her handler det meste om kommercielt potentiale, star power, high concept, kroner og ører – og om at larme mest muligt på vegne af sin film.
Tag nu bare den kommende film ’Viking Destiny’, som i en pressemeddelelse bliver beskrevet sådan her:
»Det er vikingefilmens ’Gladiator’ for ’Hunger Games’-generationen og/eller ’300’ for ’Game of Thrones’-entusiaster«.
Jeg er solgt!
Sådan opererer festivalen i begge ender af spektret. I den modsatte ende finder man en film som ’The Dancer’, der bliver vist i lillesøsterkonkurrencen Un Certain Regard. Den har på forhånd været omgærdet af hype, særligt fordi den franske sangerinde Soko har hovedrollen, og Johnny Depps datter, Lily-Rose Depp, spiller med i en birolle (mere om hende ved en anden lejlighed).
Soko spiller Loie Fuller, der i slutningen af 1800-tallet revolutionerede moderne dans med sine uhørt ambitiøse sceneproduktioner. Filmen følger hendes rejse fra fattige kår til kunstpioner, og dansescenerne er spektakulære, måske de flotteste man har set på film siden Wim Wenders’ ’Pina’. Men filmen ender som en lidt for traditionel biopic, hvor både hovedkarakterens drivkraft og psykologi samt hendes forhold til andre mennesker, herunder aristokraten Louis (Gaspard Ulliel), skitseres halvhjertet.
Men skulle man virkelig sælge den, kunne man jo kalde den biopic’ens ’Black Swan’ for ‘Paradise Hotel’-generationen (må frit benyttes, selv tak).
Læs også: Cannes dag 2 – opildner George Clooney og Jodie Foster til selvtægt?
Læs også: Cannes dag 1 – må man skrive om Woody Allen uden et ord om incest?