(Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #91)
I lang tid ville Jessica Chastain ikke afsløre sin alder for journalister. Ikke af stereotyp kvindelig blufærdighed, men simpelthen fordi det er en af den slags private informationer, hun har svært ved at se, hvad offentligheden skal bruge til.
Det passer hende bedst, hvis du ved så lidt som muligt om hendes person, og stod det til hende, ville hun nok også klappe nærværende magasin sammen for næsen af dig, så du ikke blev en pløk klogere på hende.
»Jeg elsker at tale om film, men jeg forsøger i så høj grad som muligt at undgå for meget presseomtale, da jeg føler, at det kan skade én som skuespiller at blive overeksponeret. Hvis man deler for meget om sig selv, begynder folk at se én som en kendis, der spiller en rolle, mere end som en egentlig karakter. Og så bliver det svært for publikum at give sig hen til filmens verden«, siger Chastain.
Udtalelsen fortæller en hel del om den seriøsitet, der omgærder den amerikanske skuespiller. Hun er ikke typen, internettet udstiller i gifs og memes. Tværtimod er hun en klassisk Hollywood-stjerne, en Audrey Hepburn eller Ava Gardner til den moderne tidsalder. Der er noget urørligt, larger than life over hende, der adskiller hende fra mængden af mere eller mindre talentfulde, smukke kvindelige skuespillere, som får chancen i Hollywood, men hurtigt brænder ud, når den første hype lægger sig.
Det vil næppe ske for Chastain. Hun synes bevidst om ikke blot at indtage roller, der kæler for hendes overjordiske aura, og kaster sig frygtløst ud i sårbare portrætter af, hvad det vil sige at være et rigtigt menneske med furer på krop og sjæl. Inderst inde er hun en erklæret filmnørd, der modsat mange andre skuespillere gør en dyd ud af at se så mange film som muligt, når hun gæster verdens festivaler.
»Jeg vil se, hvem det er, alle hvisker om – de helt unge, upcoming instruktører. Det er super spændende for mig, for de udgør filmens fremtid, akkurat som nye skuespillere gør det. Hvad kommer vi alle sammen til at tale om om ti år? Hvor er vores branche på vej hen? Og hvilke synspunkter vil blive fremhævet på film? Den slags interesserer mig«, fortæller hun.
En sand kamæleon
Nu er det dog Jessica Chastain selv, folk hvisker om på filmfestivalerne og i Hollywoods studier. Når de da ikke bare højlydt roser hende til skyerne.
»Jeg genkendte mit eget yngre jeg i hende ud fra den måde, hun angriber en rolle med seriøsitet og dedikation«, fortalte Helen Mirren til New York Times efter at have arbejdet sammen med Chastain i krimien ‘The Debt’ i 2010. Og medspilleren Sam Worthington fra samme film satte sig simpelthen for personligt at overtale instruktøren Ami Canaan Mann til at caste Chastain til ‘Texas Killing Fields’ året efter. »Jeg sagde til Ami Mann: ‘Få fat i den her pige. Tro mig, hun er sød og følsom, når du møder hende, men hun er en sand kamæleon’«, har Worthington udtalt til New York Times.
‘A Most Violent Year’
For en kvinde med så distinkt et udseende – et klassisk renæssance-look, der nok ville have gjort mangen en engelsk 1800-tals-maler blød i knæene, men som i årevis fik castingfolkene i Hollywood til at vælge hende fra til fordel for skuespillerinder med mere salgbare fortrin – er hun da også ufatteligt foranderlig.
Det er således svært at finde mange lighedstræk mellem for eksempel den sørgeligt alkoholiserede sydstatsfrue Celia i ‘The Help’ og den stålsatte CIA-agent Maya med flair for brutale torturmetoder i ‘Zero Dark Thirty’.
Chastain voksede op i Sacramento i Californien som ét ud af fem børn med det gængse efternavn Howard. Hendes far var brandmand og hendes mor passioneret veganerkok (en passion, datteren i dag deler), men den unge Jessica vidste allerede i en alder af syv år, at det hverken var flammer eller rå kartofler, der skulle præge hendes fremtidige cv. Da hendes bedstemor tog hende med til teaterforestillingen ‘Joseph and the Amazing Technicolour Dreamboat’, og Jessica så en tiårig pige agere fortæller på scenen, var hendes skæbne beseglet.
Hun var dog et genert barn, som ofte blev drillet med sit ildrøde hår og sin kridhvide hud, og hun har adskillige gange genkaldt sig den mobning, der i mange år gjorde hende indadvendt og usikker på sit eget værd. Men skuespildrømmen kunne Chastains plageånder heldigvis ikke håne ud af hende. I teenageårene tog hun sin mors pigenavn, det regalt-klingende Chastain, til sig og spillede med i adskillige amatørstykker i lokalområdet.
‘The Help’
Og som for så mange unge skuespillerinder før hende blev det Shakespeares mest elskede kvindelige karakter Julie i ‘Romeo & Julie’, der banede vejen mod stjernerne. Efterfølgende opfordrede en af Chastains kolleger hende til at gå til optagelse på det prestigiøse kunstakademi Juilliard i New York – skolen der igennem årene har formet skuespillere som Laura Linney, Robin Williams, Kevin Spacey, Viola Davis og Kelsey Grammar. Chastain blev optaget i første forsøg, og da hun kort tid efter modtog et tiltrængt studielegat fra Robin Williams’ Juilliard-fond, åbnede skolens døre sig på nærmest Skt. Peter’sk vis for den håbefulde californier.
Kort før hun dimitterede fra Juilliard i 2003 blev hun spottet af tv-produceren John Wells, som dengang stod bag amerikansk tv’s absolutte topserier, ‘Skadestuen’ og ‘Præsidentens mænd’. Wells så et lys i Chastain og tilbød hende en tv-kontrakt i Hollywood. Den nybagte skuespillerinde flyttede til L.A. og derefter fulgte en årrække med utallige auditions og tandløse småroller.
Det var først, da selveste Al Pacino nogle år senere personligt udpegede hende til en hovedrolle i sin egen teaterproduktion af Oscar Wilde-stykket ‘Salomé’, at filmverdenen glimtede i Chastains horisont. Hun og Al Pacino blev begge rost til skyerne for deres præstationer, og kort efter indspillede de en filmversion af stykket, der imidlertid ikke fik biografpremiere før 2013, langt tid efter Chastains egentlige filmgennembrud. Og hvilket gennembrud.
Svimmel over Gary Oldman
2011 blev året, hvor Chastain tæppebombede verdens biografsale med filmperle på filmperle. Vi stiftede bekendtskab med hende i så forskellige, stærkt roste film som Jeff Nichols’ ‘Take Shelter’, Tate Taylors ‘The Help’, Terrence Malicks ‘The Tree of Life’ og Ralph Fiennes’ ‘Coriolanus’ – nå ja, og den mere forglemmelige ‘Texas Killing Fields’.
Og pludselig var hun overalt: På filmplakaterne i gadebilledet, skulder ved skulder med Brad Pitt og Sean Penn på den røde løber i Cannes og på siderne i snart sagt hvert et kulturmagasin i den vestlige verden. Som havde hun på den mest selvfølgelige vis altid været der.
»Jeg kan huske, at jeg læste nogle overskrifter om mig selv det år og tænkte: ‘Klap lige hesten’«, fortæller hun. »Der var meget tunge forventninger til, hvordan min karriere skulle udvikle sig, men det var jo det første år, jeg overhovedet havde film i biografen«.
‘The Tree of Life’
For den nybagte stjerne selv kom det største personlige skulderklap, da hendes idol Gary Oldman tog fusen på hende og skrev en hyldesttekst til hendes talent i Time Magazine i forbindelse med magasinets udnævnelse af hende som en af årets mest indflydelsesrige personer.
»Når franskmændene bruger ordet formidable, mener de, at noget er fantastisk, utroligt, stort. Formidable var ordet, der kom til mig, da jeg første gang så Jessica Chastains arbejde…«, skrev Oldman i Time.
Få måneder forinden havde veteranen endda utilsigtet reduceret Chastain til tårer på den røde løber – og for rullende kameraer – da han spankulerede over og sagde hej, mens hun var i gang med at give et tv-interview. På Youtube kan man genopleve øjeblikket, hvor Chastain taber underkæben, da hendes ungdomsfilmhelt prikker hende på skulderen og udtrykker sin beundring.
»Jeg blev så chokeret over, at Gary Oldman overhovedet kendte mit navn, at jeg blev helt svimmel. Jeg forsøgte efterfølgende at fortsætte mit interview, men da journalisten bemærkede, at jeg havde tårer i øjnene, begyndte jeg at græde. Min publicist måtte trække mig væk, så jeg kunne falde lidt ned«, fortalte Chastain til Vulture umiddelbart efter hændelsen.
Den værste og vigtigste oplevelse
Chastain brugte i første omgang medvinden fra kritikersucceserne til at drive sin karriere videre og op, op, op. Og hendes potpourri af stærke, alsidige roller har understreget, at Hollywoods nye rødhårede yndling er mere end en one trick pony.
Hendes karakterer i både ‘Take Shelter’ og ‘The Tree of Life’ tegnede et billede af hende som en yndefuld Madonna af en moderfigur, og hendes rolle i Malicks lyriske mesterværk var sågar inspireret af Rafaels malerier af Jomfru Maria.
Den slags kan nemt føre til typecasting, men Chastain viste anderledes hårde, mere tvetydige sider af sit skuespiltalent i film som den rå ‘Lawless’ med Tom Hardy og Shia LaBeouf og gyseren ‘Mama’ over for Nikolaj Coster-Waldau.
Det var dog som agenten Maya i Kathryn Bigelows intense krigsdrama ‘Zero Dark Thirty’ om CIA’s årelange jagt på Osama Bin Laden, at Chastain endegyldigt cementerede sin stjernestatus og leverede sin vægtigste, om end psykisk vanskeligste, bedrift til dato. Med rollen som den på overfladen følelsesmæssigt afstumpede Maya, hvis mission bid for bid æder hende op indefra, skabte Chastain en mangefacetteret figur, der ligger langt fra hendes egen følsomme natur.
‘Zero Dark Thirty’
Efter ‘Zero Dark Thirty’ befandt hun sig selv i en for en skuespillerinde sjældent gunstig position. Hun var nu et stort nok navn til, at hendes blotte tilknytning til et filmprojekt kunne rejse økonomisk støtte fra toneangivende filmstudier. En magt, hun har brugt til at få indie-dramaet ‘The Disappearance of Eleanor Rigby’ realiseret med sin gode ven og ekskæreste Ned Benson bag kameraet og Juilliard-veninden Jess Weixler i en central rolle over for Chastain og James McAvoy i hovedrollerne.
»Det er en fantastisk følelse, at jeg kan få en film produceret bare ved at række hånden ud«, tilkendegiver hun. »Jeg kan godt lide, når instruktører har deres eget specifikke syn på tingene og ikke bare fungerer som en slags tekniker hyret af en producer eller et studie. Jeg føler virkelig med en kunstner, som er sin egen. Jeg vil ikke være den vigtigste del af en film, det skal instruktøren være. Ellers ender jeg med at spille den samme rolle igen og igen«.
Karrieren på pause
Filmen udkommer både i de separate dele ‘Him’ og ‘Her’, der fortæller to sider af et forhold fra stormfuld forelskelse til smerteligt brud, og i en sammenklippet version under titlen ‘Them’. Her er Chastain placeret i en mere velkendt, emotionelt drevet rolle båret af en æterisk gådefuldhed og et uimodståeligt smil. Men som i ‘Zero Dark Thirty’ skræller hun også noget af sin klassiske Hollywood-elegance af sig med tilbageholdende, hverdagsligt underspil. ‘The Disappearance of Eleanor Rigby’ får desværre ikke dansk premiere, men det gjorde Christopher Nolans stort anlagte scif-fi-drama ‘Interstellar’, hvor Chastain spiller Matthew McConaugheys datter.
Nu kan man se hende i ’A Most Violent Year’, og så venter vi på Guillermo Del Toros gyser ’Crimson Peak’. Man skulle ikke tro, at hun netop har holdt en flere måneder lang ferie, den første pause længere end en weekend, hun har givet sig selv i årevis.
»Det var et meget bevidst valg fra min side. Jeg skød to film oven i hinanden i starten af 2014: ‘Crimson Peak’ med Tom Hiddleston samt J.C. Chandors ‘A Most Violent Year’ med Oscar Isaac. Den ene blev optaget i New York, den anden i Toronto, og det var mit livs koldeste vinter, eftersom vi skød de fleste scener til begge film udenfor«, fortæller hun.
‘A Most Violent Year’
»I ‘A Most Violent Year’ spiller jeg en Brooklyn-pige i 80’erne og i ‘Crimson Peak’ en engelsk kvinde i 1905. Vidt forskellige karakterer, som jeg fløj frem og tilbage imellem. Jeg gør det aldrig igen. Jeg elsker begge film, men jeg blev totalt drænet for energi undervejs. Da jeg afsluttede optagelserne, besluttede jeg mig for at reevaluere, hvad jeg laver, og hvem jeg er, i stedet for at tænke på nye roller«, fortæller Chastain.
»Jeg elsker jo at være på et film-set omgivet af andre kunstnere, men jeg har oplevet en stor forandring i mit liv, siden jeg satte karrieren på pause. Min følelse af lykke er vokset betydeligt, fordi jeg har haft tid sammen med min familie og ikke været distraheret af arbejde. Jeg kan nu være ordentligt til stede sammen med et andet menneske, og det er lidt af en gave«.
Og hendes alder er…
Jessica Chastain er muligvis ikke meget for ideen om at dele ud af sin person, men når hun først får varmet stemmebåndet op, lægger hun alligevel ikke mange restriktioner på sig selv.
Paradoksalt nok er hun også yderst aktiv på sin offentlige Facebook-side, som hun bruger dagligt til at udveksle ideer og filmnyt med sine fans.
»På et tidspunkt havde jeg talt om, hvor meget jeg elsker den franske skuespillerinde Isabelle Hupperts arbejde, så jeg spurgte mine fans, hvilke andre skuespilpræstationer de kunne anbefale. Og jeg fik de her helt fantastiske lister på Facebook. Jeg er en nørd, som elsker at diskutere den slags med andre filmfans. Ja, jeg lægger billeder ud af min hund, men jeg poster aldrig selfies eller andre ting, som jeg synes er for private«, forklarer hun om siden, som hun i modsætning til mange andre kendisser selv styrer.
‘A Most Violent Year’
»Der er ikke nogen pr-person inde over og rette ting til, så jeg ikke kommer til at fremstå dårligt. Under Oscar-sæsonen sidste år var der den her irriterende snak i medierne om, at jeg havde en fejde med de andre nominerede skuespillerinder. Det sker altid for os kvinder, og jeg blev så sur over det, at jeg med det samme skrev om det på Facebook. Det er ikke noget, jeg først skal have clearet med nogen andre. Det handler ikke om at kontrollere mit image, men om at sige min mening«, forklarer hun.
Hun er, efter sin pause, på nippet til at starte optagelserne til to nye film – Anden Verdenskrig-dramaet ‘The Zookeeper’s Wife’ og endnu et rumeventyr, ‘The Martian’ af ingen ringere end Sir Ridley Scott.
Og så verserer der vedholdende rygter på førnævnte sociale medier om, at hun er på bedding til at spille filmhistoriens mest ikoniske it-girl Marilyn Monroe i filmatiseringen af Joyce Carol Oats bestseller, ‘Blondine’. Selv hader Chastain dog, når medierne påklistrer hende mærkatet it.
»Selvfølgelig er det fantastisk, at folk kan lide mine film, men jeg har aldrig været interesseret i at være månedens it-girl. En it-girl kommer der jo altid en ny af«, siger hun.
Jessica Chastain spiller på Hollywoods lange bane, og det er næppe uklogt, at hun kun i adstadigt tempo løfter sløret for sine private hemmeligheder. Hendes alder har hun dog – trods alt – ikke formået at holde for sig selv. Hun er 37. Og kommet for at blive.
Q&A udført af Nigel M. Smith/IFA.
Læs også: ‘A Most Violent Year’ / Anmeldelse