Den bedste film fra år 2008, som for få har set: Stor amerikansk instruktør spørger rørende, hvorfor vi lever

ARTIKELSERIE: I disse uger anbefaler vores anmeldere film fra 2000 til 2015, som alt for få mennesker har set. I dag gælder det 2008, hvor Jesper Bo Petersen anbefaler hovedværket fra manden, Roger Ebert kaldte den nye store amerikanske instruktør.
Den bedste film fra år 2008, som for få har set: Stor amerikansk instruktør spørger rørende, hvorfor vi lever

Som de fleste andre år efter årtusindeskiftet stod 2008 i superheltenes og de gamle slageres tegn i amerikansk film. Og de rejsende i spøg og skæmt, film og fiduser, kunne fylde alverdens sale med jernmænd og flagermusmænd og what not, Meryl Streep og Abba og en vis agent 007 for gud ved hvilken gang.

Det var mere eller mindre samme procedure som sidste år – og de næste ti lader det til. Ved den årlige Oscar-uddeling postulerede man kunstnerisk mod og vision, men alt var fryd og gammen og ved det gamle.

Men i et andet USA, på planeten Jorden, lysår fra Hollywood-galaksen, skete der alligevel noget. Her var en række instruktører begyndt at lave film, der handlede om mennesker på jorden, helt nede på jorden, rigtige mennesker.

A.O. Scott, New York Times’ chefkritiker, kunne således berette om en »neo-neorealisme«. Unge filmskabere var begyndt at lave film om alle de mennesker, man normalt kun skænker et medlidende blik, inden man haster videre. Og de instruktører brugte helt almindelige, helt usynlige mennesker i roller, der lige så godt kunne have været menneskene selv.

Scott nævnte blandt andre Kelly Reichardt og David Gordon Green som en del af den underskov af, dengang i 2009, nye, amerikanske realister, der faktisk bruger virkeligheden, altså den vi kan røre ved, som kulisse i stedet for at lade fiktionerne udspille sig i våde digitale drømme.

Lovord fra Roger Ebert
Som en del af denne nye, amerikanske neorealisme nævnte han også Ramin Bahrani, hvis debutfilm fra 2005 deler eksistentialistisk motiv med både det neorealistiske hovedværk ’Cykeltyven’ og Albert Camus’ ’Sisyfos-myten’. Cyklen og stenen er blot blevet erstattet af en vogn, en kaffebar på fire hjul. Og Sisyfos er en pakistansk indvandrer nødstedt i New Yorks finanscentrum.

’Man Push Cart’ fik den nu afdøde filmkritikerlegende Roger Ebert til at mindes fornemmelsen, han havde i maven, da han første gang så Scorseses ’Mean Street’. Det var den samme vitale fornemmelse for livet, som det leves på gaden, der ramte ham.

Goodbye Solo 3
Bahranis tredje film ’Goodbye Solo’ havde premiere på Venedig-festivalen i 2008, hvor den vandt en kritiker-pris, og Eberts begejstring nåede uanede højder. På sin blog proklamerede den hæderkronede anmelder, at Bahrani var »den nye store amerikanske instruktør«. Det er der unægtelig delte meninger om, og da filmen fik dansk premiere, som månedens film i Cinemateket i København (og kun i København!), erklærede Berlingskes anmelder Ebbe Iversen, at »man skal være masochistisk filmkritiker for at finde den fængslende«.

Tja, i så fald er jeg og salig Ebert masochister!

Alle kæmper sine kampe

Da jeg så filmen første gang i 2009, var jeg dog nok ikke så meget fængslet, som jeg grundlæggende bare var rørt. Fordi filmen viser, at selvom alt synes tabt, selv om alt synes meningsløst og absurd, så er det stadig værd at kæmpe, at håbe. ’Goodbye Solo’ er mest af alt en smuk film.

Ramin Bahrani er født og opvokset i Winston Salem i North Carolina, hvor ’Goodbye Solo’ også foregår, men begge hans forældre kommer oprindelig fra Iran. I 1998 rejste Bahrani selv til landet for at udforske sine kulturelle rødder og endte med at blive der i tre år. Han bragte Irans tyste, jordbundne filmpoesi med sig tilbage til staterne. Og inspirationen fra særligt Abbas Kiarostami fornægter sig ikke, ligesom man også kan finde fortællinger i Bahranis film, der kan minde om en Asghar Farhadi-film, hvor alle har sine grunde. Hvor alle kæmper sine kampe.

’Goodbye Solo’ låner sit hovedmotiv fra Abbas Kiarostamis Cannes-vinder ’Smagen af kirsebær’ fra 1997, hvor en mand leder efter en person, som vil begrave ham under et kirsebærtræ, efter han har taget sit eget liv.

Alligevel er ’Goodbye Solo’ også en udpræget amerikansk film, selvmorderen er en gammel, hvid cowboymand, William (spillet stoisk-opgivende af Elvis’ gamle bodyguard Red West). Hans modstykke og selvudnævnte frelser er, som så mange andre amerikanere, en ung immigrant, senegalesiske Solo, der samler William op i sin taxa, og som lader til at have lært amerikansk-engelsk ved at lytte til hiphop i lidt for stride strømme.

Han kalder konsekvent alle sine kunder for »big dawg«. Og mere end én gang spørger han William, om han kan lide »big booties«. Når man beværter en ordknap cowboy i sin taxa, bør man vel også have samtaleemner på rede hånd! ’Goodbye Solo’ handler måske nok om selvmord, men humorforladt er den langtfra. Solo knevrer muntert derudaf, mens William opgivende lader sig overvinde og – på Solos opfordring – gør ham til sin faste chauffør.

Dog først efter Solo har sagt ja til den gamle knarks tilbud: 1000 dollar for en tur til den himmelstræbende klippe, Blowing Rock. Og William skal ikke med tilbage. Og Solo må ikke stille spørgsmål. Da William begynder at lukke sine konti, kan Solo godt se, hvor det bærer hen. Det er da heller ikke pengene, Solo har sagt ja til, det er nok nærmere chancen for at redde et andet menneske. Et menneske, som ikke vil reddes.

Hvorfor lever jeg?

’Goodbye Solo’ er en film om modsætninger, der mødes – melankolikeren William, der har givet op, og den optimistiske koleriker, Solo, der ser det som sin pligt at gribe ind, når han står over for en andens ulykke. En gammel southerner, hvis liv er slået itu, og en ung nyamerikaner, der insisterer på, at livet er godt, at livet er bedre i Guds eget land. At en flysteward-uddannelse er hans nøgle til den amerikanske drøm.

I al sin banalitet, i al sin nede på jorden-hed, er ’Goodbye Solo’ gribende som bare pokker. Måske netop fordi der ikke er så meget andet plot end Solo og William (og Solos bedårende steddatter Alex), der rører hinanden – og os.

Goodbye Solo 2
Solo flytter ind på Williams motelværelse efter et skænderi med sin gravide kæreste, der ikke deler hans ukuelige tro på den gyldne fremtid som flysteward. Og nogle vil nok mene, at Solo er dum som en dør, men man kunne også bare sige, at han netop ikke har givet op.

Han er ny i verden, i USA, og stadig ny i voksenlivet, kun 34 år på bagen. Han tror på verden, imod alle odds, og den tro er smuk. Og Bahrani tror på mennesket, ikke immigranten, ikke den sorte mand, han tror på mennesket! Og det er smukt.

Ligesom ’Man Push Cart’ er ’Goodbye Solo’ en stilfærdig kontemplation over livets helt store spørgsmål. Den gamle mand spørger: Hvorfor ikke selvmordet? Hvorfor skal jeg leve, når alle broerne bag mig er gået op i flammer? Den unge: Hvordan skal jeg leve? Hvordan kan jeg leve lykkeligt?

Uden strygere og englekor

’Goodbye Solo’ er dog ingen opbyggelig erkendelsesrejse, hvor den ene person forløser den anden og omvendt, med opløftende strygere og englekor til sidst. Den er snarere et mysterium, for Solo kan ikke løse gåden om Williams forestående selvmord og finde svaret på det påtrængende spørgsmål: Hvorfor?

Pillerne, han finder på motellet, som gør det ud for et hospice, skal ikke bremse nogen dødelig sygdom. Måske er den unge mand, der sælger billetter i biografen, som William ofte gæster, hans barnebarn, der ikke kender til sin bedstefar. Man fornemmer et brud i historien om William. Måske er dét løsenet.

Og måske er svaret bare det forhåndenværende, at William står ved slutningen af livet, måske uden klarsyn, uden strygere og englekor på lydsporet. Måske kan han se tilbage på livet med fortrydelse – og kærlighed, måske. Tungsindet, melankolien, er vel ikke andet end kærlighed plus udsigten til livets endeligt. Og det er så forbandet tungt at slæbe på. Vi kan jo se, at det slutter lige om lidt.

Solo leder med næb og klør efter en mening. Men finder ingen. Heller ikke i sit eget liv. Måske finder vi den aldrig.

Farvel, Solo

Souleymane Sy Savane, der selv tog turen over Atlanten fra Elfenbenskysten, debuterer her i rollen som Solo, og han gør det spillevende og, ærlig talt, skide irriterende. Men det gør også ondt, når William utvetydigt, og forståeligt nok, beder ham om ikke at blande sig i sit liv og sin afmontering af samme.

Hvis Solo gør sig nogen erkendelser, så er det, at ikke alt skal forklares. Ikke alle mysterier skal nødvendigvis løses.

Bahrani og hans faste fotograf Michael Simmonds skildrer instruktørens hjemstavn med billeder helt nede på jorden, naturalistiske, for til sidst, da tågerne enigmatisk falder over bakkerne, at nå en underligt jordbunden transcendens.

Når himmel og jord mødes i de sidste billeder fra toppen af Blowing Rock, hvor det, man kaster ud, fluks kommer tilbage. Når William og Solo i en slags gensidig forståelse – uden ord – indfrier titlens »Farvel, Solo«.

Læs også: Den bedste film fra år 2007, som for få har set – sydkoreansk perle tager en uventet og brutal drejning

Læs også: Den bedste film fra år 2006, som for få har set – coming of age-elskov, der giver dig røde kinder

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af