Selvom ’Lady Chatterley’ er baseret på den britiske forfatter D.H. Lawrences erotiske klassiker fra 1928, er Pascale Ferrans filmatisering fra 2006 velsagtens en af de mest franske film, jeg kan forestille mig.
Her er både detaljeorienteret periodeskildring med historisk akkuratesse og snærende kostumer, voice over a la Francois Truffaut (indtalt af Ferran selv) samt et befriende bramfrit forhold til nøgne kroppe og den seksuelle akt. Men vigtigst af alt er Ferrans blik for den kvindelige seksualitet, som hun med en auteurs sikkerhed får til at pible frem fra hver en sprække i dette mesterlige filmværk, som jeg garanterer vil forsøde både dit forår og sommer. Du ved, rødmende kinder, brusende forelskelse og très chaud elskov i en skovhytte.
Jeg har en klar erindring om mit første møde med ’Lady Chatterley’ en kold novemberdag i 2007, hvor filmen fik dansk biografpremiere. Som titlens Lady Chatterley, i Marina Hands besnærende skikkelse, forlod jeg biografen varm om hjertet og med blussende kinder. Små tre timer i selskab med en overklassekvinde anno 1921, hvis forhold til godsets fåmælte skovfoged og deraf afledte seksuelle vækkelse, rørte mig.
Ikke fordi der er noget odiøst ved den kvindelige seksualitet, men simpelthen fordi det ikke er hverdagskost at se fremstillet så sobert og dybfølt på det store lærred. Og smukt, ikke mindst.
Kan let afskrives som halvlummer
For ’Lady Chatterley’ er en voldsomt smuk film. Ja, nærmest overrumplende i sin insisteren på den frodige, spirende, regnvåde, blomstrende, mudrede natur som metafor for (kvinde)kroppens vækkelse. Overalt summer insekterne og kvidrer fuglene omkring den smukke, unge lady Constance Chatterley og den firskårne Oliver Parkin, der famlende langsomt – men uundgåeligt – nærmer sig hinanden.
D.H. Lawrence skrev tre forskellige versioner af historien om den forbudte kærlighedsalliance mellem aristokraten og den jævne arbejder. Men lige lidt hjalp det. Romanen blev forbudt af den engelske censur, der stemplede den som pornografi. Først i 1960 blev forbuddet ophævet.
Filmhistorien byder selvsagt på en god håndfuld filmatiseringer af den skandaleombruste roman. Lige fra Marc Allégrets smagfulde 1955-version med fokus rettet mod klasseskel snarere end hede sexscener til Ken Russells campede tv-serie fra 1993 med ikke så lidt vaseline på linsen og en hunky Sean Bean i rollen som viril skovfoged. Pascale Ferrans version blev uden tvivl set og vægtet i lyset af sine forgængeres livtag med samme skandalestof. Og netop heri ligger kimen til, at den ved første øjekast så let kan overses som endnu en halvlummer Lawrence-filmatisering.
’Lady Chatterley’, der sigende hos Ferran har fået strøget titlens ’elsker’, er en helt igennem fransk film. Franske skuespillere, dialog og crew. Alligevel udspiller filmen sig i en engelsk mineby i 1921. Sådan er det bare. En idiosynkrasi, man må godtage. Her bor Constance på et stort gods sammen med sin mand Clifford, der oven på en ulykke under Første Verdenskrig er lammet fra livet og ned.
En intelligent og irriterende stolt mand. Gestaltet af Hippolyte Girardot er han på én gang tragisk og øretæveindbydende. En hykler af rang, der det ene øjeblik foreslår sin smukke kone at tage en elsker (nu hvor han ikke selv længere er i stand til at udøve akten) for det næste at kræve, at en sådan er af en vis social rang med familieforholdene i orden. Aristokratiet vil ingen ende tage.
En begærlig hånd på brystet
Clifford ved dog ikke, at Constance allerede er i fuld gang med at overgive sig i sansernes vold. På en gåtur i godsets omkransende skov er hun blevet rystet i sin grundvold. Her fanger hun synet af skovfogeden Parkin i færd med at vaske sin bare overkrop. Tæt og muskuløs, men ikke veltrænet. Smuk i al sin grove funktionalitet. Hun flygter ubemærket, men synet hjemsøger hende og får kinderne til at blusse. Og så sidder hun dér, midt i skoven på en mosbegroet sten, og mærker kroppens ukendte impulser for første gang.
Samme aften afklæder hun sig som vanlig sit tøj på sit værelse. Men noget er forandret i Constance. I spejlet ser hun pludselig sin egen, bare overkrop. Så afklæder hun sig fuldstændig og undersøger med en næsten barnlig naivitet sin krop i spejlbilledet, som er det første gang, hun virkelig ser sig selv.
Overvældet af erkendelsen bryder hun sammen i gråd alene under dynens kvælende ensomhed. Som unge Adèle i ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’, der til sin egen overraskelse indser, at hun er forelsket i en kvinde og hulker sig selv i søvn.
Herfra forløber filmen som en række intime møder mellem Constance og Parkin. Hun ynder at gå tur i godsets vildtvoksende enge og holde hvil ved en lille hytte, hvor Parkin er i færd med at bygge bure til nyudklækkede kyllinger. Så stor er hendes hunger efter intimitet, at hun ved at ae et af de små dyr bevæges så voldsomt, at Parkin må trøste hende.
En venlig arm om lænden glider over i en begærlig hånd på Constances bryst, hvorpå han modigt inviterer hende inden for på gulvet i hytten. Yderligere fem gange forenes de to. Og for hvert møde blotter de begge sig med største blidhed stadig mere og mere over for hinanden.
Sensuel åbenbaring
Filmens klimaks (og uden sammenligning mest mindeværdige scene) udspiller sig på den afsidesliggende eng i silende regnvejr med magiske strejf af solskin.
Det er de elskendes sidste rendezvous, inden hun drager på en hel måneds solskinsferie ved den franske riviera sammen med sin søster. Indbudt af den liflige sommerregn og beruset af lykken over forholdet til Parkin afklæder Constance sig og løber nøgen ud i blomsterengen. Hun afgiver et højt glædeskrig, og snart er Parkin lige i hælene på hende. Som urmennesker tumler de forfjamskede rundt og elsker til sidst i det smattede mudder. Havde Pascale Ferran ikke sat fortællingen om Lady Chatterley og hendes elsker så sobert og blidt og ærligt-ømt i scene, ville denne legesyge ekstasescene i regnen falde fladt og fjollet til jorden.
Postcoitalt trækker de to sig tilbage til hytten, hvor de varmer sig foran pejsens knitrende ild og udsmykker hinandens nøgne kroppe og blottede køn med blomsterranker og kranse. Som man jo gør. Her, i dette øjeblik, er klasseskellet opløst og de begge lige. Lige uskyldsrene og lige syndige, mand som kvinde.
Det er selvsagt en Lawrence’sk utopi anno 1928, Ferran her sætter billeder på. Dengang var det nærved utænkeligt og helt igennem skandaløst at sætte ord på. I dag overrumples man af alvoren og ømheden, hvormed lidenskaben fremstilles i ’Lady Chatterley’.
At tilbringe 168 minutter (eller samfulde 201 minutter, hvis du vælger den forlængede, europæiske version – og det bør du!) i landlig skovidyl sammen med Marina Hands’ livfulde og lystfulde Lady Constance Chatterley er en meditativ oplevelse af format. Tempoet er dvælende laaaangsomt, og naturbillederne alene er en sensuel åbenbaring, der i samklang med komponist Béatrice Thiriets perfekt doserede, klassisk-romantiske score indgyder filmen sit eget åndedræt.
Voksen og kropslig
Igen og igen fanger kameraet Marina Hands søgende blik. Det er, som om skuespillerinden spørger én selv, hvad det dog er, hun føler og oplever. Identifikationen med hendes blik, først skamfuldt, så stadig mere sikkert og sensuelt, løfter ganske enkelt hele filmen. Vi er med hende på rejsen fra febersvag frue til selvstændig kvinde.
Det er en voksen og yderst kropslig coming-of-age historie fortalt gennem blussende kinder, blide berøringer og blikke. Mest af alt blikke. Nysgerrige, sårede, elskovssyge og hengivne.
Pascale Ferrans liflige Lawrence-filmatisering emmer af en ligefrem sensualitet, der alt for sjældent finder vej til det store lærred. ’Lady Chatterley’ er således en film, du er nødt til at overgive dig betingelsesløst til.
Hvis du ikke lader dig henføre af Thiriets smægtende musik, svømmer væk i det pastorale landskab og hengiver dig absolut til den, indrømmet, lægeromansagtige romance mellem ladyen og skovfogeden, kan Ferrans ømhedsdigt hurtigt komme til at virke grinagtigt i al sin lummerfranskhed. Jeg overgav mig og beruses til stadighed.
Læs også: Den bedste film fra 2004, som alt for få har set: Tidsrejsefilmen, hvor alting holder vand