Roskilde Festival: Vince Staples udkrængede koncentreret sin sjæl

»I’m probably finna go to hell anyway«, sang Vince Staples på ’Fire’s hook halvvejs inde i koncerten. På sit kritikerroste debutalbum, ’Summertime ’06’, beretter den 22-årige rapper om tunge emner som politibrutalitet, apati og minoritetsprofilering.

Det ambitiøse dobbeltalbum dannede grundlaget for showet, som lige fra startskuddet lagde nådesløst ud med en rungende og tænderklaprende bas. Ikke ulig på albummet blev der ikke lagt fingre imellem. Moshpits, aggressiv attitude og dyster gangsta-weltschmerz var de bærende elementer, men Staples så ud til at trives på den køligt oplyste scene.

Mens der minutiøst og kynisk koncentreret blev rimet om skyggesiderne af det californiske gangsterliv og livet som tidligere medlem af banden Crips, lignede den unge poet mest af alt en intimt anlagt soulsanger, når han han holdt mikrofonen i sit sløsede jerngreb eller omfavnede stativet tæt. Det belyste en interessant diskrepans mellem sangenes dunkle, basfikserede lydunivers og hans kuriøse, næsten elegante scenetilstedeværelse.

Men selvom Staples hele vejen forsøgte at holde energien oven vande med utrolig vejrtrækningskontrol og udkrængning af sjælen, gik luften af ballonen i anden halvdel af opvisningen. Han så ud til at fokusere for meget på sine flows, og det til tider monotone lydkosmos var for stor en opgave at følge fuldstændigt til dørs.