Roskilde Festival: Foals insisterede trods udfordringer
På forhånd lignede det en fejlplacering at sætte Foals på festivalens største scene. Ligesom man kunne advokere for, at Oxford-bandets ofte snørklede kompositioner ville have visse udfordringer med at forplante sig i en stor feststemt forsamling.
Bandet gik dog til opgaven med oprejste pander trods det sparsomme fremmøde ved koncertstart. Gradvist stimlede flere folk sammen, for Foals var gode til at komplementere guitarernes rytmiske krumspring med iørefaldende uh-uh-kor som på ‘My Number’, som var blandt flere opløftende øjeblikke. De faldt bogstavelig talt på et tørt sted, da Foals også kæmpede mod den silende regn.
Det indforståede samspil var præget af totalt overblik og en fryd at overvære. Foals vekslede mellem introspektive momenter (‘Spanish Sahara’) og ekspressiv melodiøsitet (‘Mountain at My Gates’). Det løftede ligeledes stemningen og oplevelsen, da frontmand Yannis Philippakis som en solidarisk gestus kravlede ud i pitten under ‘Providence’.
Til slut bekendtgjorde Philippakis, at de var taknemmelige for fremmødet som, omend beskedent efter Orange Scene-forhold, var større, end hvad Foals har for vane at spille for. Med speederen i bund blev vi sendt af sted med den prog-rockede ‘What Went Down’ og de mathrock-ringlende guitarer i ‘Two Steps, Twice’. Selv om vilkårene ikke var gunstige, påtog Foals sig opgaven med fortræffelig musikalitet samt en insisterende og afvæbnende attitude, der varmede den forkomne forsamling.
Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.