Tilbage i maj måned slap den karismatiske Chicago-dreng Chance the Rapper sit seneste mixtape, ‘Coloring Book’, der var en spraglet omgang feel-good-rap. Men selv om tre måneder efterhånden er passeret siden, er han stadig på mange mediers læber.
For ikke længe siden optrådte han med sin ‘Summer Friends’ på amerikansk morgen-tv, han optrådte i en fed Nike-reklame, og nu har newyorker-magasinet med hang til alt maskulint, GQ, bragt et længere interview med ham.
For dig, der ikke magter at gennemgå hele historien, har vi har luget ud i informationsmassen. Her får du de syv vigtigste pointer fra samtalen, der både byder på religion, stoffer og wingman-tricks.
1. ’Acid Rap’ – så sandelig
Selv om Chance efterhånden er verdenskendt for sit opstemte og sympatiske ydre, er han ikke en helt så dukset herre, som man måske skulle foranlediges til at tro – i hvert fald ikke, hvis man skal tro hans egen udlæggelse af, hvordan hans gennembruds-mixtape fra 2013, ’Acid Rap’, så dagens lys: »Jeg tog faktisk en masse stoffer og hang bare ud. Jeg var blæst hele tiden«.
2. Gospel-tilbøjelighederne startede med en mærkværdig bedstemorsepisode
En dag i tiden omkring ’Acid Rap’s tilblivelse smuttede han forbi sin bedstemors hus, hvor han løb ind i en noget uventet drejning. Senioren forvissede ham om, at hun ikke var munter ved tanken om, hvad end han gik og foretog sig. Derfor tog hun ham i hænderne og bad en gudskaldende bøn, der skulle rense ham for alle ting, der ikke var i overensstemmelse med gud. Efter lidt tvivlende betænkningstid valgte Chance at se det som netop en velsignelse og tog det til sig.
3. Pladeselskab, nej tak
Det er ingen hemmelighed, at en af Chances kæpheste er hans pladeselskabsuafhængighed. Alle hans tre hidtidige mixtapes er selvudgivne – og det vil formentlig fortsætte i den dur. Genstridigheden over for at fasthæfte sig en pladekontrakt ser ud til at bunde i industriens måde at opføre sig på:
»Det er som én stor pikmålingskonkurrence, hvor alle bare praler med, hvem de har fået i stald. Og det vil jeg slet ikke være med til. Jeg holder mig fra al pikmåling«.
Han påpeger, at indtjeningen i stedet sikres gennem turnéer og merchandise takket være loyale fans.
4. Hiphop-palæ i selskab med andre musikkendisser
Efter at være flyttet til det nordlige Hollywood fik han, i egne ord, sat sig op i et rapperpalæ, der blev døbt Koi Kastle. Der var swimmingpool, hjemmebiograf, basketballbane – hele svineriet.
Her fik han på daglig basis besøg af lokale beboere og kolleger som Jeremih, J. Cole og Frank Ocean. Det forlyder sig desuden, at James Blake også figurerede på lejekontrakten til det opulente foretagende blot for senere at bakke brat ud. Historierne fra begge involverede parter er dog modstridende, så hvad der præcis er foregået, vides ikke.
5. Frank Ocean er en genial wingman
Ud over at tulle rundt og småbakse med potentielle sange i Koi Kastle fordrev Chance tiden med forskellige stævnemøder. På en af disse kom Frank Ocean, der på dagen ellers havde opholdt sig i husets underetage, pludselig den vordende romance til undsætning. Han satte sig afslappet foran husets klaver i samme rum som de to turtelduer og påbegyndte en baggrundsserenade med let klimpren og sagte vokal. Ifølge Chance selv bragte Franks smooth wingman-trick utallige ekstrapoint hos den imponerede pige.
6. Hjemvending til Chicago og samarbejde med Kanye West
På trods af dates, swimmingpool og konstant besøgende musikvenner var Koi Kastle-æraen en mørk tid.
»Det var ikke her, jeg skulle være. Jeg lavede ikke andet end at trippe – jeg var en Xanax-zombie og lavede ikke en skid produktivt.«
Den ugidelige sump, han var havnet i, drev ham til den drastiske – men nødvendige – beslutning om at flytte tilbage til hjembyen Chicago. Her fandt han tilbage til sin eks. Før de vidste af det, var en baby på trapperne – men datteren viste sig at have medfødt hjertearytmi. Pludselig var hans tro på gud, som ellers i Hollywood var blevet forvist i en sky af stoffer og synder, på vej tilbage.
Og sådan kom det til, at tro og gospel endnu engang blev bærende elementer af, hvad der viste sig at blive til dette års ’Coloring Book’. Det var også på baggrund af denne erfaring, at han inspirerede store dele af Kanye Wests seneste album, ’The Life of Pablo’, der som bekendt også har stærke gospel-aftryk.
7. Dus med selveste Barack Obama
’Coloring Book’ er så opløftende og meditativt et projekt, at selv Det Hvide Hus rocker til det – det forsikrer Chance om. Det er heller ikke første gang, vi hører om dette.
»Barack har selv snakket om det. Eller, øh, præsident Obama har snakket om det«.
Ser man under overfladen på denne uskyldige afsløring, bemærker man, at Chance meget muligt har et særdeles uformelt forhold til verdens nok mægtigste mand.