Efter voldtægtsanklager: Oscar-vælgere vender ryggen til storfavoritten ’Birth of a Nation’

Det går fra ondt til værre for tiden for Nate Parker, der har skrevet, instrueret og selv spiller hovedrollen i ’The Birth of a Nation’. Tidligere på ugen aflyste det amerikanske filminstitut, AFI, en visning af hans film med efterfølgende spørgesession med instruktøren efter massivt offentligt pres, efter at det var kommet frem, at Nate Parker og filmens manuskriptforfatter, Jean McGianni Celestin, var blevet anklaget for voldtægt i 1999.

Nu melder medlemmer af Oscar-akademiet så ud, at de som følge af disse anklager ikke vil stemme på Parkers film, når Oscar-statuetterne skal fordeles til næste år.

Filmen, der et slavedrama i sat i 1831 i Viginia, hvor den sorte præst Nat Turner leder et oprør blandt sorte slaver, var ellers en af de varmeste Oscar-favoritter efter to år med #OscarsSoWhite og kritik af, at sorte var massivt underrepræsenteret ved uddelingen. Men disse chancer er langsomt ved at smuldre.

The Hollywood Reporter har været i kontakt med medlemmer af Oscar-akademiet, der består af folk fra filmbranchen, der er stemmeberettigede ved Oscar-uddelingen. To af dem udtaler, at de ikke vil stemme på ’Birth of a Nation’ eller Nate Parker selv efter voldtægtsanklagen, som både Parker og Celestin blev frifundet for i 2001.

”Personligt har jeg svært ved at skille manden fra filmen, når han har skrevet, instrueret og spillet med i den”, siger Marcia Nasatir, der tidligere har produceret ’Vertical Limit’ (2000) og den tredobbelt Oscar-nominerede’Gensyn med vennerne’ (1983), til The Hollywood Reporter.

”Vil jeg se en film af en, der har overfaldet en kvinde, og som ikke anerkender sin skyld? Baseret på det, jeg har læst, vil jeg ikke se filmen”, med henvisning til, at kvinde, som angiveligt blev voldtaget, siden har begået selvmord.

De samme toner lyder fra skuespilleren Rutanya Alda, der blandt andet har spillet med i ’The Deer Hunter’.

”Jeg ser formentlig filmen, fordi jeg prøver at se alting. Men jeg må indrømme, at jeg vil være meget forudindtaget, for det, han og medforfatteren gjorde mod den pige, er forfærdeligt – især fordi de chikanerede hende, efter at hun anmeldte dem”, siger hun.

”Kun hvis han er villig til at aftjene sine seks måneder i fængsel, vil jeg være i stand til at stemme på ham. Ellers vil det være meget svært for mig”, lyder det.

’The Birht of a Nation’ var den mest hypede film på Sundance Festivalen tidligere i år, og distributionsrettighederne til filmen blev solgt for 17 millioner dollars, hvilket er det højest beløb nogensinde for en Sundance-film.

Læs også: Problemerne vokser for den sorte Oscar-favorit Nate Parker

Læs også: Se trailerne til Sundance-sensationen ‘The Birth of a Nation’

Læs også: Sensationel slavefilm undergraver filmhistoriens mest berømt racistiske film

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af