’Creative Control’: ’Black Mirror’-slægtning er lækker og indbydende
CPH PX: Hvis der er noget, sidste års måske bedste film, ’Ex Machina’, og dette års måske bedste serie, ’Black Mirror’, har lært os, er det, at når mennesker og teknologi mødes, opstår alt andet end sød musik.
Og faktisk har filmen ’Creative Control’ alle elementerne til at kunne være et forlænget afsnit af Charlie Brookers ’Black Mirror’: Det er sci-fi, dystopisk, satirisk og med et overvejende fokus på, hvad de menneskelige konsekvenser bliver, hvis hverdagens teknologier tager overhånd.
’Creative Control’ følger reklamemanden David, der, for at kunne følge i med den stressede hverdag, er på en kur af kokain, xanax-piller og alkohol. Han har netop landet en kæmpe kontrakt: Han skal markedsføre en ny generation af Augmented Reality-briller under navnet Augmenta. Tænk Google Glasses eller Microsofts Hololens: Det er briller, der viser hologrammer foran dig og blandt andet gør det muligt at modellere virtuelle avatars, tjekke mails og foretage videoopkald håndfrit ved bare at stirre ud i luften. Deraf navnet: Udvidet virkelighed.
Sideløbende er der knas på hjemmefronten, da David og kæresten fjerner sig mere og mere fra hinanden (kokainen og whiskyen hjælper ikke ligefrem). Heldigvis har han mødt Sophie: Deres samtaler pingponger, hun er charmerende, forstående. Kort sagt, hun er drømmepigen, hvis det da ikke var, fordi hun var i et forhold med Wim, Davids bedste ven.
I frustration over at han hverken kan opnå sine mål på arbejdet eller i soveværelset, forsøger han at udvide sin virkelighed med de nye augmented reality-briller. De gør det muligt for David at skabe et avatar-hologram, der bygger på ansigt- og stemmescanninger af Sophie.
»Vi har en helt ny kunstform i vores hænder«, råber en reklamemand over Augmenta-brillernes muligheder. Men vi ved alle, hvad nyt computerudstyr bliver brugt til første gang: Pornografi og onani.
Teknologien er som kviksand, der trækker os med ned, hvis vi først rækker den vores lillefinger. Grænserne mellem virkelighed og fiktion udviskes hos David, mens han selvdestruktivt dyrker sex med sin hjemmemodellerede Sophie-avatar og fjerner sig mere og mere fra kæresten og kollegaerne.
Handlingen lyder måske som en kopi af Spike Jonzes mesterværk ’Her’. Men det er kun på papiret. På lærredet har ’Creative Control’ en langt mere pessimistisk og satirisk tilgang til den fremtid, der ligger lige om hjørnet. Filmen er fortalt i tidløs sort-hvid. Soundtracket er leveret af Vivaldi, Händel og Bach, og flere scener er fortalt enten igennem lange one-takes eller ultra slow-motion.
Og gudskelov er udførslen lækker og indbydende, for filmens grundide er ikke ny. Der er nærmest gået inflation i sci-fi-film, der dystopisk vil fortælle om mænd, der forelsker sig i kvinder, som mere eksisterer i mandens eget hoved end i virkeligheden.
Hovedspørgsmålet for fortællinger som ’Hende’, ’Ex Machina’ og flere afsnit af ’Black Mirror’ synes netop at lyde: Kan vores følelser være ægte, hvis de er rettet mod noget konstrueret?
’Creative Control’ forsøger ikke så meget at filosofere over dette spørgsmål, men mere at dramatisere det. Effekten bliver dog også, at vi aldrig får følelsen af selv at have Augmenta-brillerne på og derved aldrig betvivler, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted