’Dagen i morgen’: Isabelle Huppert er uforlignelig i tankevækkende drama
Det kræver sit at få de følelsesmæssige vulkanudbrud, der kendetegner en førstegangsforelskelse, til at sitre på skærmen og gøre eksistentiel tomgang værd at se på.
Ikke desto mindre er det lige præcis dét Mia Hansen-Løve før har formået med de livskloge, små mesterværker ’Goodbye First Love’ og ’Eden’, og emnet for hendes seneste nedslag i menneskets livscyklus er ikke mindre modigt. Her gælder det nemlig noget så uudforsket på det store lærred som midalderdommen. Altså kvindens.
Med filosofilæren Nathalie (Isabelle Huppert) som omdrejningspunkt udforsker Hansen-Løve konsekvenserne af den påtvungne frihed, som Nathalie oplever, da hun mister sin mor og bliver forladt af sin mand. Hendes børn har for længst forladt reden, og pludselig ligger verden for hendes fødder. Før var hun ’mor’, ’datter, ’hustru’ – nu skal hun finde sig selv.
Med stålsatte skridt og en nedarvet, overvægtig kat under armen drager Nathalie ud i bjergene til et afsides kollektiv af intellektuelle, osteproducerende anarkister, hvor hendes tidligere yndlingselev Fabien (Roman Kalinka) holder til. Trods den store aldersforskel har de et åndsfællesskab, som er til at tage og føle på, og de nyder virkelig hinandens selskab.
Men hvis du tror, hun nu skal til at have nonstop sex med den unge, smukke rebel og fodres med hjemmelavet brie, til hun genfinder meningen med livet, kan du godt tro om igen. ’Dagen i morgen’ er så langt fra leflende ’Spis bed elsk’-lignende lykkemanualer, som man overhovedet kan komme.
Det er ikke kun Nathalies (romantiske) fremtid, som Hansen-Løve er bekymret for, men menneskehedens. Og det lyder måske lidt pompøst, men det er det egentlig ikke. Det er ambitiøst. Uden filmen nogensinde føles belærende formår hun at kombinere en undersøgelse af alternative leveformer, kærlighedsrelationer og lykkens natur med en Rousseau-inspireret kontemplation over demokratiet og det uperfekte menneske (der aldrig har været mere relevant end nu) og pakke det hele ned i én film. Og stadig fremstår den såre simpel.
I ’Dagen i morgen’ er det for en gangs skyld ikke den kødelige kærlighed, der er i højsædet, men den platoniske af slagsen, og Huppert er som født til rollen som den ukuelige Nathalie, der lever 80 procent af sit liv oppe i hovedet.
Som hun har vist før i ’Pianisten’ og ’White Material’, har hun en helt særlig evne til på én gang at udstråle stoicisme og dyb desperation, og tilsat Hansen-Løves talent for at omsætte det levede liv til levende billeder på en måde, der føles så utroligt 1:1, giver det en filmoplevelse, der er intens, selvom den er slow-burning.
Når det kommer til komplekse roller til kvinder (og ikke kun de purunge af slagsen) viser Hansen-Løve vejen, og i ’Dagen i morgen’ er det mildt sagt imponerende, hvor meget guld hun spinder på en skilsmisse, der ellers forløber temmelig smertefrit. Hansen-Løves måde at fortælle på bliver nok aldrig den strammeste, og mange vil nok lade sig irritere (igen) af hendes flakkende fokus.
Men hvad hun mangler i struktur, gør hun op for i store tanker, hun sætter gang i, og jeg tager idérigdom over strømlining any day.
Kort sagt:
Ligegyldig hvilken prøvende livsfase Hansen-Løve slæber sin hovedperson igennem, gør hun det med en grad af indlevelse, der virkelig gør indtryk. Og når dén person spilles af den uforlignelige Isabelle Huppert? Så gang lige kraften af dét indtryk med 1000.