(Mild spoiler-alert: Vil du absolut intet vide om den aktuelle ’Fantastiske skabninger’-film, så vent med at læse, til du har været et smut i biffen)
Første film i JK Rowling og instruktør David Yates’ nye franchise ’Fantastiske skabninger og hvor de findes’ er en lækkert eventyrlig og velkommen tilbagevenden til det Harry Potter’ske univers, præ-Potter.
Men med fire film mere på tegnebrættet og intet romanoplæg at læne sig op ad må Rowling holde tungen lige i munden, hvis ’Fantastiske skabninger’ skal bibeholde magien helt frem til franchisens femte kapitel i 2024. Her er vores bøn til forfatteren.
Kære JK Rowling, vil du ikke nok …
1. Tegne en mindeværdig hovedperson
Harry Potter var muligvis ikke den mest interessante person i sin egen fortælling (den ære må tilfalde flerfacetterede professor Severus Snape), men han var stadig en sprællevende karakter med et rigt indre følelsesliv, stærkt spillet i filmversionerne af purunge Daniel Radcliffe.
Til sammenligning er Newt Scamander i voksne Eddie Redmaynes genert-nuttede skikkelse et noget mere anonymt bekendtskab, hvis sande natur kun titter frem i sporadiske glimt, oftest igennem fysiske udtryk frem for tale (som da han lokker et særligt monstrøst, løssluppent beast med en ’parringsdans’).
Det kan selvfølgelig være helt bevidst fra JK Rowlings side at lade Newt indtage bagsædet i denne første film for at fokusere mere på etableringen af tidsbilledet i 1929 såvel som titlens eponyme fantastiske bæster. Det fiktive opslagsværk, filmen er bygget over, hedder trods alt ikke ’Newt Scamander’.
Newt skal således ingenlunde være ’den nye Harry’ eller konkurrere med den ikoniske status, der omkranser drengen-der-levede. Alligevel må man håbe, at vor dyrepasser fra Hufflepuff retter ryggen og folder sig ud som en mere solid hovedperson i de kommende film, så vi har et anker i historien og en motiveret drivkraft til at skubbe den fremad – ikke mindst i mødet med superskurken Grindelwald.
2. Undgå Hobbitten-effekten
JK Rowling er på ny grund med ’Fantastiske skabninger’, der ulig ’Harry Potter’-filmfranchisen som bekendt ikke har en række velrenommerede romaner at støtte sig til. Det kan blive både godt og skidt:
Godt, fordi Rowling selv skriver manuskripterne til alle ’Fantastiske skabninger’-film, og der dermed – hvis man kender forfatteren ret – formentlig er en god chance for, at hun allerede har planlagt hele franchisens forløb fra a til å.
Håber vi.
Skrækscenariet er nemlig, at ’Fantastiske skabninger’ ender som en oppustet ’Hobbitten’-misere, der skiftevis forsøger at koge suppe på retningsløse subplots, bombarderer publikum med eksplosiv CGI-larm og træder vande i dramaturgiske blindgyder for at skjule det faktum, at Newts lille monsterleksikon ikke kan bære at agere grundsten for ikke bare tre, men fem to-timers spillefilm.
Forhåbentlig er Rowlings sublime fantasi dog endnu som Hermiones lilla håndtaske: Magisk og endeløst dyb.
3. Sky generiske blockbuster-actionslutninger
Apropos eksplosiv CGI-larm.
Den aktuelle ’Fantastic Beasts’-film er dejligt tro mod ’Potter’-universets magisk-nostalgiske stoflighed og imponerende scenografiske detaljerigdom, der synes at passe ekstra perfekt til 1920’erne.
Men, men. Kunne JK Rowling virkelig ikke komme på noget mere opfindsomt at runde første kapitel i franchisen af med en blockbuster-standard actionslutning med smadrede New York-højhuse og murbrokker hvirvlende rundt som projektiler på lærredet? Eller er forfatteren blevet presset af effektliderlige producenter?
Med et elegant efterspil lader Rowling fortællingen afvige fra diverse ansvarsfralæggende superhelte (*host* Superman *host*), men alligevel: Lad venligst de kedsommelige smadder-slutninger blive ovre hos Marvel, DC og Michael Bay.
Fra ’Harry Potter’ ved vi jo, at Rowling ingen problemer har med at penne dramatiske slutninger med finesse og cliffhanger-suspense uden at forfalde til ren apokalyptisk mayhem hver gang. For ærlig talt, hvis de næste fire ’Fantastic Beasts’-film skal rundes af på lignende forudsigelig vis, bliver man lidt søvnig på forhånd.
4. Tøjle din superskurk
»Heeeeere’s Johnny!«
Og der var han så, ingen ringere end Johnny Depp i rollen som ’Fantastiske skabninger’-skurk numero uno, den frygtindgydende Gellert Grindelwald.
Der var engang i en svunden 90’er-tid, hvor tilføjelsen af Johnny Depp til ethvert cast varslede ekstra godt. Skuespilleren var notorisk kræsen med sine rollevalg og gav kontinuerligt varierede, intense præstationer, fra ’Edward Saksehånd’ til ’Donnie Brasco’, mens han skyede blockbuster-genren som pesten.
Oh, how things change.
Ovenpå Depps totale kommercielle disneyficering i ’Pirates’ og ’Alice’-filmene og hysterisk anstrengte karakterer i bommerter som ’Dark Shadows’, ’Mortdecai’ og ’The Lone Ranger’, har den før så inciterende rebel ladet fedt hån om sit indre kvalitetsbarometer.
Hvorfor man uundgåeligt bliver lidt ængstelig ved tanken om, hvorvidt JK Rowling og instruktør David Yates nu også kan styre skuespilleren udenom at give den fuld og skinger teatralsk skrue som endnu et kulørt fugleskræmsel af en filmisk spradebasse.
Ingen tvivl om, at Depp stadig evner at overraske genialt, forudsat at han inspireres. Derfor krydser vi fingre og tæer for, at hans vigtige rolle i den nye franchise vil blive leveret med samme dedikation og respekt for universets stil og tone, som da de engelske verdensstjerner Ralph Fiennes, Alan Rickman, Maggie Smith, John Hurt, Kenneth Brannagh m.fl. sømløst og helt uden egoer udfyldte store såvel som små roller i ’Harry Potter’.
Det ultrakorte møde med Depp i slutningen af den første ’Fantastiske skabninger’ lover heldigvis godt og frydefuldt foruroligende; Måden, hvorpå blonderede Grindelwald (hvem sagde Malfoy-familien?!) med et dæmonisk glimt i øjet leverer den gådefulde replik »Tell me – do we all die a little?« gav i hvert fald tilpas gåsehud.
Go, onde Johnny, go! Giv Voldemort kam til den skaldede isse.
5. Kæle for karakterudviklingen
En af ’Harry Potter’-franchisens største styrker var dets mange karakterers konstante udvikling, der i hver roman/film afslørede nye, til tider overraskende psykologiske dybder i både gode og onde: Nogle gemte på betændte hemmeligheder, der modvilligt sivede ud i lyset, andre opdagede svagheder og styrker, de ikke selv anede, de rummede.
I centrum gik Harry overbevisende fra barn til ung mand med stadigt mere voldsomme byrder på sine skæbnebestemte skuldre, men det var som tidligere nævnt først og fremmest Snape, der med sit dobbeltliv og offer slutteligt stod frem som JK Rowlings fornemste, mest komplekst interessante skabning.
På film nød ’Harry Potter’s persongalleri godt af, at størstedelen af publikum allerede havde knyttet følelsesmæssige bånd til karaktererne hjemmefra, men det kom også dem, der ikke havde læst romanerne, til gode, at de i biffen blev trakteret til grundigt gennemarbejdede karakterer med målrettede storylines, opbygget over adskillige år.
Dén fordel har ’Fantastiske skabninger’ ikke, og den skal sålunde i stedet forme fuldfede helte, skurke og alle væsner derimellem til lærredet alene på baggrund af fem filmmanuskripter. Selvom det stiller ekstra krav til castets præstationer, hvis Newt og co. skal blive (næsten) lige så vellidte som Harry og venner/fjender, er det imidlertid også potentielt forfriskende at få fem originale film med plads til store dramaturgiske overraskelser for alle i biografmørket og en – måske – helt anderledes eksperimenterende karakteropbygning, der vil berige universet yderligere.
Indtil videre virker Eddie Redmaynes Newt og Katherine Watersons Tina begge en kende endimensionelle (om end sympatiske), men der er selvfølgelig også endnu lang vej til 2024, hvor femte film får premiere.
Det er i hvert fald alfa og omega for ’Fantastiske skabninger’s kvalitative succes, at dets persongalleri fuldstændig erobrer scenen og opleves lige så magisk, som Newts svært indtagende bæster gør det med legende lethed.
Læs også: Anmeldelse af ‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’