Endelig er ‘Starboy’ ude. Med 18 numre og en spilletid på næsten 70 minutter er det The Weeknds til dato største projekt.
Singler fra albummet er flittigt blevet delt den seneste måned, hvor Abel Tesfaye blandt andet har overrasket med uventet Daft Punk-samarbejde og kortfilmen ‘Mania’, der sætter det storslåede projekts æstetiske univers i relief – men hvordan lyder det hele egentlig?
18 numre er en lang liste at lytte sig igennem, så vi har luget ud i indtrykkene. Her får du de seks umiddelbare højdepunkter fra ’Starboy’ – vores førstehåndsindtryk efter et par gennemlytninger i løbet af morgenen.
1. Max Martins klassiske popsange
Den svenske superproducer stod bag ’Can’t Feel My Face’ og var således manden, der indirekte var skyld i The Weeknds overgang fra undergrunds-crooner til popstjerne i den øverste liga.
Martin producerede tre numre på ’Beauty Behind the Madness’ og har på ’Starboy’ haft fingrene nede i fire. Der er ikke nogen ny ’Can’t Feel My Face’, og det er som sådan ikke fordi, Martin producerer albummets højdepunkter. Men der ligger en renskuret popvisdom i hans numre – en klassisk sans for genrens virkemidler, som skaber solide albumtracks. Fra den Disclosure-bobbende ’Rockin’’ til ’A Lonely Night’s afmålte discofest.
2. Diskrepansen mellem sex, stoffer og forbilledlig status
På ’Reminder’ rammer Abel en uhyre vigtig pointe i lyrikken: »I just won a new award for a kids’ show / talking ’bout a face coming off a bag a blow / I’m like, goddamn bitch, I am not a teen choice«.
Sidste års ’Can’t Feel My Face’ blev nomineret til årets sang af Nickelodeons Kids’ Choice Awards. De overså bare lige den slet skjulte grundpille, at sangen er én lang kokainmetafor. Det er ikke alene et no-no, det bevidner også en The Weeknd, der forsøger at komme sin nyfundne popikonstatus til livs – han vil netop ikke være alles kop te, mindst af alle børnenes.
3. Futuristisk apokalypsefest allerede fra start
Så tidligt som på ’Party Monster’, blot andet nummer på albummets lange trackliste, møder vi den dystopiske side af The Weeknd, som han siden ‘House of Balloons’-gennembruddet i 2011 har været renommeret for.
Men han er kommet langt siden sine musikalske undfangelsesdage, for ’Party Monster’ lyder som et helvedesridt gennem ’Blade Runner’-landskaber og har slet ikke den samme indelukkede r’n’b-lyd, som Abel slog sig på tidligere. Beatet er ørt, dopet, paranoidt – som en slags futuristisk, forvrænget fejring på jordens nært forestående dommedag.
4. 80’er-guitar på ’Secrets’
’Secrets’ skiller sig ud på ’Starboy’ af flere grunde: Det der forvrængede ’uh-uh’-sample er ret fedt, så er der et næsten Mew-agtigt C-stykke, men det drejer sig allermest om guitaren.
Det er rockguitar i mere klassisk forstand – som sådan ikke noget nyt, men når det finder plads på et poppet r’n’b-album som ’Starboy’, sker der et eller andet, når den seksstrengede langer de der melankolske akkorder over disken.
Det er dog ikke Abel, der har siddet og klimpret – sangen sampler både Tears for Fears ’Pale Shelter’ og The Romantics ’Talking in Your Sleep’.
5. Kulørbekendelserne på ’True Colors’
’True Colors’ er første sang på albummet, hvor tempoet kører på vågeblus og The Weeknd får lov at servere en indfølt slowburner-serenade af de helt store. Her er det hele: Klaver, sagte percussion, endda lidt kitschet stjernestøveffekt.
»Paint me a picture with your true colors«, jamrer han, mens det synthlignende sample i baggrunden næsten lyder som kvindelige indsigelser. Man foranlediges næsten – men kun næsten – til at tro, at Abel her forsøger at lægge det evige Casanova-liv bag sig. Nummeret er sandsynligvis en af de mest sårbare tilstande, man længe har hørt den ellers følelsesløse canadier i. Det er sjældent, han blotter sig så tyndhudet, men det er lige imponerende hver gang.
6. A touch of Daft Punk
Daft Punk arbejder ikke med hvem som helst. Mildt sagt. I de seneste fem år har den franske duo kun slået pjalterne sammen med Kanye West og Pharrell. Ikke at de nogensinde har haft for vane at dele deres talent med andre.
Men det gav åbenbart mening at lave noget med The Weeknd, og franskmændene fortsætter i princippet bare deres stime med at arbejde sammen med klodens på det givne tidspunkt største popstjerne.
Duoen har hjulpet til på to tracks: Med robot-synths på åbneren ’Starboy’ og med det der løsslupne disco-feel på lukkeren ’I Feel It Coming’. Sidstnævnte er godt nok en lidt lavbudget-agtig ’Get Lucky’, men det fungerer sgu.
Læs også: Sex, penge, biler eller stoffer – gæt hvad The Weeknd synger om