Da de gode, gamle musikkanaler på tv’et begyndte at ebbe ud, kunne man let forledes til at tro, det ville få strømmen af musikvideoer til at stilne helt af. Men heldigvis er det ingenlunde tilfældet: 2016 har nemlig været et storslået år i det visuelle musiklandskab.
En lang række kunstnere har skabt hele filmværker til deres musik i forskellige mere eller mindre vellykkede afskygninger. De mindre vellykkede forsøg (Drake, here’s looking at you) er dog ikke nær så sjove at fremhæve som de gode, de tankevækkende og de vanvittigt underholdende. Vi har kåret årets 15 mest markante musikvideoer.
15. D.R.A.M. feat. Lil Yachty ‘Broccoli’
Det er næsten umuligt at retfærdiggøre D.R.A.M. og Lil Yachtys plads på en ellers ganske velfunderet årsliste. Men drengenes gennem-spadede billedside til ‘Broccoli’ er en lalleglad lykkepille uden lige, så lad os få det overstået og sluge den som den første.
Der er tale om musikverdenens absolut gladeste hiphop-fjæs, der kamphygger sig på et klaver i en sump blandt begejstrede baller og uldne hundehvalpe. De er iklædt både broccoli-hatte og vanvittigt store smil, mens Yachty rocker en rød blokfløjte og D.R.A.M. klasker nallerne i klaveret, som ruller ned ad vejen i allerbedste Vanessa Carlton-stil. Det er så dumt, at det er direkte smågenialt.
14. DJ Shadow feat. Run the Jewels ‘Nobody Speak’
Der er altid noget tilfredsstillende over granvoksne mennesker i jakkesæt, der ikke kan finde ud af at holde sig inden for konventionerne. Måske er det fordi, det er forfriskende og fjollet – eller også er det bare fordi, de fleste inderst inde brændende ønsker sig, at alle musikvideoer udfolder sig som den legendariske Fatboy Slim-video til ‘Weapon of Choice‘ med den dansende forretningsmand Christopher Walken.
Uanset årsag er det svært ikke at være begejstret for denne lille perle af en video til det overmåde lækre nummer fra DJ Shadow og Run the Jewels, hvor en række ubehagelige politikere tager Killer Mike og El P’s ord i munden, indtil det hele eskalerer i en særdeles underholdende slåskamp.
Videoen landede to-tre måneder før præsidentvalget i USA, hvis ubehagelige tone naturligvis havde inspireret galskaben. Som Killer Mike tørt kunne konstatere: »Det er det, jeg i virkeligheden ønsker, Trump og Hillary bare ville gøre og få det overstået«. Havde det blot været så vel, fristes man til at sige.
13. Francis and the Lights feat. Justin Vernon ‘Friends’
De allerførste sekunder alene, hvor Kanye West står og svajer ensomt og akavet, er grund nok til, at denne musikvideo fortjener at blive nævnt.
Men til alt held er de resterende tre minutter heldigvis også helt vanvittigt charmerende – også selv om de kun har krævet et tomt rum, en hyggedansende Francis Starlite samt en Justin Vernon (Bon Iver), der skulle lære en ualmindeligt simpel koreografi. Det er så overvældende sødt et syn, at man skal være godt stiv i betrækket for ikke at hoppe med på venskabsvognen. At Starlite og Vernon tilmed danser lige tilpas asynkront, transformerer blot prikken over i’et i ‘Friends’ til et lille, kærestebrevs-typografisk hjerte.
12. Grimes ‘World Princess Part II’
Hun er skingrende skør, hamrende charmerende og fuldkommen fandenivoldsk uden filter. Derfor var det fuldkommen perfekt, da Grimes delte en række musikvideoer, som var optaget med en kameratelefon under hendes verdensturné med ‘Art Angels’ i selskab med brormand Mac og bedsteveninden Hana, der var med som opvarmning på en del af turnéen.
Claire Boucher beskriver videoerne, ‘The Acid Reign Chronicles’, ganske udmærket med ordene: »guerilla style vids a la realiti«. Billederne er skam heller ikke helt æstetisk uefne – uanset om de så foregår på gamle borge, i smukke landskaber, i byen eller i flyveren (omend fly-scenerne nu nok mest fordrer en følelse af gerne at ville være med i Bouchers clique frem for en reel æstetisk beundring).
11. Vince Staples ‘Prima Donna’
Vince Staples har om nogen flair for det gruopvækkende, dystopiske musikvideo-format, der akkompagnerer hans dystre, skarpladte lydunivers. Sidste år begik han de stærke billedsider til ‘Summertime 06’-numrene ‘Norf Norf’ og ‘Señorita’, som vi også fremhævede på sidste års version af denne liste, og i år har han til tonerne af ep’en ‘Prima Donna’ forsøgt sig igen.
Den visuelle version af ‘Prima Donna’ er en ti minutter lang kortfilm bestående af bidder af numrene fra ep’en. Med andre ord en mindre opsamlingsmusikvideo, hvor vi følger Staples et sted mellem bouncende booties, mellem rus og vanvid – og mellem liv og død. Indre uro formuleret med smukke billeder, sindssyge scenarier og groteske absurditeter.
På ‘Prima Donna’ har Staples fået kyndig hjælp fra musikvideoinstruktør-legenden Nabil Elderkin (der kan bryste sig af også at stå for denne listes nr. 3), og som desuden også har solide Frank Ocean-, FKA Twigs-, Kanye West- og James Blake-videoer på cv’et.
10. Schoolboy Q ‘By Any Means’ / ‘Tookie Knows’ / ‘Black Thoughts’
Der er kommet seriøse musikvideo-krummer i Schoolboy Q det seneste år. Til tonerne af de tre ‘Blank Face’-numre, ‘By Any Means’, ‘Tookie Knows’ og ‘Black Thought’, leverede han nemlig en lille videotrilogi straight outta L.A.-hood’et Hoover Street.
De farverige, velproducerede billeder fortæller en historie om den verden, skoledrengen er vokset op i: Den knapt så glamourøse side af gangsterlivet, hvor det ikke kun handler om pussy, money, weed – men om vold, racisme, ulovligheder, familie og venskaber. Om at være loyal overfor sine venner, også selv om det betyder, at man mister muligheden for at se sin datter vokse op.
9. Moses Sumney ‘Worth It’
For et års tid siden rådede vi jer til at holde øje med præstesønnen Moses Sumneys svævende folk. Siden da har Sumney gjort sig positivt bemærket for sin debut-ep, ‘Lamentations’, samt ikke mindst for dette lille mesterværk af en musikvideo.
Når alt kommer til alt, er der så noget smukkere end kroppen? Skønheden i den sårbare krop er i hvert fald ikke at tage fejl af her, hvor en nøgen ryg følsomt reagerer på hver en tone og hver en berøring. Den mørke hud, der leger med lyset, ligner dels en stærk, sensuel fremmed, dels et skrøbeligt, lille foster. Et direkte uhyggeligt, men smukt og vellykket spændingsfelt.
8. Kendrick Lamar ‘God is Gangsta’
Han har efterhånden vist sit visuelle værd af flere omgange, den gode Kendrick Lamar, og i år gjorde han det igen. Denne gang i en mere nedbarberet udgave, hvor hans helt exceptionelle indlevelsesevne for alvor sættes på prøve. Og der er skuespiltalent nok i knægten til, at man bliver oprigtigt bekymret.
Desperationen er overvældende overbevisende, når King Kendrick går til grunde for øjnene af os. Drevet til vanvid af sine indre dæmoner, dybt alkoholiseret og fortabt, indtil han gendøbes og fortaber sig i sine rablende fantasier om sin Lucy. Et følelsesmættet, fragmenteret tilståelses-rant, der afbilledes i præcis samme hektiske, intense mosaikform, som det mesterlige album ‘To Pimp a Butterfly’, musikken er hentet fra.
7. Kanye West ‘Fade’ og ‘Famous’
Når der er tale om markante musikvideoer fra dette herrens år 2016, er det næsten umuligt ikke at nævne ‘Famous’, hvori Kanye udleverede prominente kendisser på stribe (i voksudgave). Alle taget på sengen, splitragende blottede, i deres allermest intime sfære. En stærk kommentar til den nådesløse paparazzi- og kendiskultur – og en overskriftrøver af rang.
Et helt andet syn på nøgenheden får vi med ‘Fade’. Her ejer hovedpersonen sig selv, sin intimitet, sin nøgenhed og sin kvindelige seksualitet. Hendes selvsikkerhed er så skarp og så intens, at Gud må på overarbejde med at nåde og trøste den, der så meget som overvejer at overtræde hendes – eller nogen anden kvindes – kropslige grænse.
I de første tre minutter af den Eli Russell Linnetz-instruerede musikvideo følger vi Teyana Taylor og hendes vanvittigt velskabte og velolierede krop danse fængslende stærkt gennem et træningslokale som en nutidig ‘Flashdance’-danserinde. Til slut kommer vi med Taylor i et (meget) varmt bad med Iman Shumpert, hvorpå hun i de sidste få sekunder forvandles til en form for løvinde med fuldt overblik over både sin mand, sin baby og den besynderlige flok af får, der pludselig har forvildet sig ind i videoen. Dominerende, magtfuld, seksuelt frigjort, feminin og fandenivoldsk.
6. Tove Lo ‘Fairy Dust’
Når nu Tove Lo har været så venlig at hoppe med på visuelt album-bølgen og har vævet seks musikvideoer sammen til tonerne fra ‘Lady Wood’, lader vi os rive med strømmen og nævner hele molevitten, da alle seks videoer er så overbevisende seværdige for hver deres forskelligartede udtryk.
Den svenske sangerinde var hverken blevet udsat for skuespil eller koreografier, før hun pludselig blev hovedrollen i denne lille film, hvilket kun gør bedriften stærkere. Vi kommer nemlig helt tæt på Lo, når hun gribes af dybtfølt sorg, gruopvækkende vanvid, respektindgydende attitude og altfortærende liderlighed. En følelsesmættet rejse, man næsten ikke kan undgå at blive opslugt af.
5. Jamie xx ‘Gosh’
Det er næsten umuligt at fjerne blikket fra denne video, når man først er begyndt at se den. Hver scene er en ny, overvældende overraskelse af landskaber og mennesker, som kameraet er i konstant bevægelse omkring. Hvert billede er helt fængslende smukt opstillet, og hver hændelse er så systematisk og uforklarlig, at man ikke aner, hvad man skal føle. Musikken med dens urolige synthflader fortæller os det heller ikke. Uro, frygt, medlidenhed? Hersker der en underskøn, overnaturlig orden eller et racefascistisk kaos?
Der er ikke anvendt nogen form for specialeffekter i videoen, som Romain Gavras, der tidligere har velsignet os med billedsiderne til M.I.A.s ‘Born Free’ og ‘Bad Girls’, har instrueret. Til gengæld krævede det 400 medvirkende og en mennesketom kinesisk by, hvori der er opsat en kopi af Eiffeltårnet.
4. Solange ‘Cranes in the Sky’
Insisterende, men underspillet skønhed. Enkle, rene billeder, men samtidig komplekse og underfundige. Sjældent har stemningen af et nummer gået så fornemt hånd i hånd med sine tilsvarende billeder uden som sådan at fortælle en konkret historie.
Det taktfaste beat holder sammen på billederne, der afløser hinanden som perler på en snor. Perler, der glimter af feminin ynde, hvis skønhed blot forstærkes af, at de alle er helt unikke, selv om de er skabt af samme stof. Lige så blide, rolige og samtidig uforudsigelige som de små facetter i den sensible instrumentering.
3. Anohni ‘Drone Bomb Me’
Naomi Campell indtager billedet. Makeup og hår sidder lige, som det skal. Men bedst som vi tror, det er topmodellens hypnotiserende skønhed, der skal være omdrejningspunktet, løber tårerne ned ad hendes kinder. Det perfekte billede krakelerer til de medrivende toner af Anohnis tragiske historie om en pige, der mister sin familie til et droneangreb. Det skæres ud i pap – eller nærmere i kød og blod – at vi ikke kan regne med noget eller nogen i denne verden.
Det dystre billede gøres kun smukkere og mere utilregneligt, idet en række dansere med onde ansigter og intense bevægelser træder bryder ud af mørket og skaber en fængslende, næsten morbid uhygge blandt Anohnis skælvende toner.
Endnu engang er det musikvideo-mesteren Nabil Elderkin, som havde en finger med i spillet på Vince Staples 11. plads, der står bag instruktionen.
2. David Bowie ‘Lazarus’
Da David Bowies ‘Blackstar’ udkom i starten af året, blev den modtaget af – foruden velfortjent ros – en utryghed og en undren over dets uhyggeligt dystre tematik, som var svær at definere. Da Bowie forlod verden få dage efter udgivelsen, faldt femøren. Akkompagneret af adskillige nakkehår, der rejste sig i lutter ærefrygt.
I ‘Lazarus’ indtager Bowie sin sidste rolle: Rollen som den blinde, dødsdømte mand – den ensomme figur, der nærmer sig sit endelige. En rolle, der skulle vise sig at være langt mere personlig og reel, end vi (og sågar en del af hans nærmeste) anede. For en kunstner, der levede og åndede for sin kunst, er det svært at forestille sig en mere passende eller smukkere udånding.
1. Beyoncé ‘Lemonade’
Når det kommer til musikvideoer anno 2016, er der ingen, der kommer i nærheden af at hamle op med Beyoncé og hendes ‘Lemonade’.
Hver en videosekvens i den visuelle fortælling, ‘Lemonade’ udgør, er et mindre æstetisk mesterværk. En overlegen magtdemonstration, der gør hele albummet til en sanselig, medrivende oplevelse af scener, der med stilsikker, poetisk præcision danner den billedlige pendant til de følelser, musikken så åbenhjertigt pirker til.
Med ‘Lemonade’ lukker Beyoncé sin seer helt ind i det, der forekommer at ligge under hendes perfekte facade. Ind i et univers af ukontrollerede følelser i alle afskygninger. Men samtidig med den følelsesmæssige selvransagelse skuer Bey langt ud over egen næsetip og langer hele vejen ud, hvor kun den stærkeste popmusik vender: I kampen mod ulighed og uretfærdighed, mod racisme og chauvinisme.
Med dette opus cementerer Beyoncé sin unægtelige relevans, sit alsidige kreative talent og sin velfortjente plads på poptronen.
Læs også: Årets bedste udenlandske album – Top 10-1