Timber Timbre: Dystert folkband overrasker med nye elektroniske nuancer

Der er noget pirrende ved et band, som uventet går i en ny musikalsk retning. Bedst som man troede, man have afluret dem, tager de røven på én.

Timber Timbres forrige album ‘Hot Dreams’ markerede i min optik et foreløbigt klimaks for Taylor Kirk og co., og jeg honorerede i 2014 med fuld plade.

Nu er canadierne tilbage med et ganske anderledes udspil, der viser nye facetter af det atmosfæreskabende ensemble med hang til filmiske og ildevarslende undertoner. Som jeg skrev i vurderingen af forgængeren, havde de perfektioneret deres udtryk, så hvad er mere nærliggende end at udvide den soniske palette?

Gruppen varslede allerede om den nye retning sidste år, hvor Kirk udtalte, at det kommende opus ville være »something you can dance to that is worthy of celebration«.

Der er bestemt også anledning til festivitas. ‘Grifting’ indikerer for alvor den nye kurs med et mærkbart funky groove og brugen af 70’er-keyboardet clavinette, som sender kærlige hilsener til Stevie Wonders ‘Superstition’.

Hvor harmonisk Timber Timbre implementerer indeværende tiltag med deres ’gamle’ lyd kommer til udtryk på den fornemme ‘Moment’ med svalende synth-bølgeskvulp, som omkranser versene, hvori Kirks vokal på karakteristisk facon står helt afklædt i lydbilledet. Et nummer, hvor bandet ligeledes opererer med temposkift.

Ekspansionen med elektroniske og digitale effekter understreger det sælsomt dragende ved Timber Timbre. Anvendelsen af vocoder og detunet synth-oscillation er ligeså stemningsforstærkende markører som dirrende violiner og spøgelsesagtigt orgel. Instrumenter, de tidligere har benyttet med stor effekt.

Helt væk er gruppens særkende dog ingenlunde, og den slæbende progression, de skramlende guitarer og den lettere foruroligende stemning i ‘Sewer Blues’ og titelnummeret er påmindelser om Timber Timbres såkaldte ‘haunted spooky folk’, hvilket selvklart vil tiltale gamle fans.

Hertil står sangskrivningen fortsat klart i fokus som en absolut vindende kvalitet med de smægtende ‘Velvet Gloves & Spit’ og ‘Floating Cathedral’ som velplacerede og overbevisende kompositoriske bogstøtter.

’Forandring fryder’ lyder en fortærsket kliché, men med ‘Sincerely, Future Pollution’ bevæger Timber Timbre sig ud i nyt terræn uden at give køb på deres grundlæggende styrker og dragende særkende. Dispositionen vil muligvis vække skepsis hos strengt puritanske tilhængere, men herfra modtages de friske impulser med applaus.


Kort sagt:
Canadierne har på overraskende vis føjet elektroniske nuancer til deres atmosfæriske udtryk, forankret i ildevarslende folk og blues. Implementeringen af synths og vocoder er ligeså stemningsfortstærkerende markører som dirrende violiner og spøgelsesorgel. Den nye kurs klæder gruppen, ligesom Taylor Kirks sangskrivning fortsat er en vindende kvalitet hos Timber Timbre.

Timber Timbre. 'Sincerely, Future Pollution'. Album. City Slang/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af