»Vi startede bare med at åbne Garageband og begynde at lave musik, så det var lidt et chok for os, folk gad høre det – og det er stadig lidt et chok for os, at vi bliver ved med at lave det. Vi føler næsten lidt, vi snyder«.
Anton Falck Gansted tager en tår af sin te. Vi sidder i First Hates øvelokale, der er prydet af et stort flygel, personlige noter på væggene og en udsigt ud over den golde Refshaleø. I baggrunden klimprer blide, orientalske toner.
Joakim Nørgaard, Antons makker og duoens synthbestyrer, er forsinket, så den første times tid har Anton ordet. De pumpende arme, cirkulerende hofter og elastiske bevægelser, der kendetegner hans sceneoptræden, er – heldigvis for samtalens og undertegnedes fokus – i ro, mens han sidder og kigger på mig. Men imødekommenheden og nærværet, der er mindst lige så kendetegnende for hans scenepersona, er intakt.
Den flygtige kommentar om duoens Garageband-spæde start er det eneste rigtigt formelle, vi kommer forbi. First Hate stiller sig ikke tilfredse med overfladen. De går i dybden. I musikken, i hverdagen og i dette interview: Om kærligheden, friheden, tårerne og livet (nå ja – og Egtvedpigen og Københavns Kommune).
»Gør livet smukt«
I fredags udkom duoens debutalbum, ‘A Prayer for the Unemployed’ (opkaldt efter en lamineret bøn, deres skotske venner engang stjal i en kirke efter at have pisset i døbefonden). Tre-fire måneders intenst døgnarbejde, der kulminerede i en følelsesfarvelade af mørke bas-kulører, forelskelses-pasteller, ulmende blåtonet melankoli og disco-fordrende pangfarver. Farverne smelter sammen som én lang, dyster film i lysende technicolorformat med sporadiske musikafbræk i form af intense, iscenesatte interludes.
Udspringer alle numrene af bestemte, stærke følelser?
»Ja, det er tit følelser, der handler om ensomhed. Frustrerede følelser, der sidder fast i én, som man ikke kan komme af med og er nødt til at bearbejde. Det er en form psykoterapi at lave denne her musik. Samtidig kan vi godt lide at lave musik, der bliver en kontrast til teksten. Så bliver det dansemusik, som har en deprimerende tekst«.
»Det var vigtigt at være ærlig på denne her plade. Det har været lidt hårdt at skulle udgive den, fordi der har været så mange tekster, som går meget tæt på mit liv – særligt omkring kærlighed. Ting, som folk vil kunne genkende, hvis de kender mig«.
Er det ikke grænseoverskridende at skulle udgive og fremføre, når det er intimt?
»Jo. Men det er ekstremt vigtigt at overskride sine egne grænser. Både i musikken og i mit eget liv. Jeg skal leve mit liv som den film, jeg gerne selv ville se det som. Hele tiden forbedre det og bryde ud af de buske, man gemmer sig i, som gør filmen kedelig. Gør livet smukt, fortæl din egen historie og sørg for, at den ikke er kedelig«.
Besættelser af underbevidstheden
Tekstuniverset kan lyde fortænkt, men det er langt fra tilfældet. Når drengene skriver, looper de som regel musikken, mens Anton synger henover. Han synger volapyk, taler i tunger som besat. En metode, de er stødt på i den græske mytologi, hvor det siges, kunstneren besættes af en form for guddommelig kraft (daimon), der lader kreativiteten regere.
Ud fra de impulser, musikken fremkalder, kommer ordene til live, og med underbevidstheden som hovedkilde bliver de derfor ofte dybt personlige.
»Min største frygt og inderligste ønske er, at der er nogen, der skal finde min dagbog og læse den. At alle skal finde ud af, hvad der står. Det ville være den vildeste befrielse, men også det allerværste. Jeg tror, mennesker inderst inde et sted har et ønske om, at folk skal vide, præcis hvem de er, og acceptere det«.
Anton peger på en side med kunstfærdige kragetæer, der hænger på væggen. Det ligner en blanding af bogstaver, hieroglyffer og Tolkiens elversprog.
»Det er en side af min dagbog. Da jeg var teenager, udviklede jeg de der bogstaver, fordi jeg havde så meget angst for, at der var nogen, der skulle finde mine dagbøger og læse dem. Men inderst inde ville jeg jo gerne bare have, nogen bare skulle finde dem og forstå hvad der stod.
Det lyder som om, du var et kreativt barn – men ikke et særlig skoleegnet ét.
»Nej, jeg kan ikke så godt lide at gå i skole. Jeg kan heller ikke lide at være i sociale sammenhænge med mange mennesker, jeg ikke selv har valgt. Det er spild af min tid, når der er så mange mennesker, jeg elsker«.
Er det ikke problematisk ikke at være udfarende i denne branche? Skal man ikke tit…
»… slikke røv? Jo og nej. Jeg ville aldrig gide slikke røv eller smalltalke med nogen, jeg ikke også syntes var inspirerende. I starten gjorde vi det lidt, men nu føler jeg ikke, det er nødvendigt. Det er vigtigt, man tager kontrol og giver sig selv lov til at vælge ting fra. Der er intet, man skal her i livet«.
Filosoferer du og Joakim meget over livet sammen?
»Vi er bruger så meget tid sammen – vi er jo nærmest kærester, så der bliver snakket om mange ting. Vi har virkelig et specielt bånd til hinanden. Jeg tror, vi har været uvenner én gang i ti minutter, men vi har aldrig skændtes rigtigt. Vi er meget som ying og yan – vi komplimenterer hinanden. Når vi spiller, står Joakim helt stille på scenen, mens jeg farer rundt. I andre situationer er det omvendt. Jeg har lidt mere temperament, end Joakim har. Men når det er sagt, er vi lige stressede og angste indeni«.
Når I er stressede eller angste, kan I så hjælpe hinanden?
»Ja, jeg synes, vi er ret søde til at give hinanden et kram og et kys, påtage os nogle opgaver for hinanden. Det er rigtig vigtigt, vi bakker hinanden op. Vi har hinandens ryg«.
Det lyder som et ret fornuftigt ægteskab.
Anton smiler anerkendende, mens Joakim kommer ind ad døren.
»Egtvedpigen har altid været grænseoverskridende«
Som det harmoniske ægtepar, de er, sørger Anton for at indvie Joakim i de emner, vi har diskuteret, mens han hælder te i Joakims kop. Joakim nikker billigende. Uden at vide hvilke ord, Anton har talt på begges vegne, stoler Joakim tydeligt trygt på stemmen, der har talt dem.
»Det er noget af det, jeg har lært mest, ved at spille med dig«, siger Joakim, da Anton nævner vigtigheden i at overskride grænser.
»Både at overskride dem, men også at finde dem. At have styr på dem«.
Har I oplevet at overskride jeres grænser for meget – at være ude, hvor I ikke følte, I kunne bunde?
Joakim: »Vi har haft et band, der hed Egtvedpigen, hvor vi spillede okkult techno med munkekor. Vi skulle spille til en udgivelsesfest på Mayhem, da det nogle dage inden koncerten gik op for Anton, han skulle til England. Men det var for sent at aflyse, så jeg gjorde det alene. Jeg skulle synge, som Anton normalt gjorde – lidt som et pigekor, hvilket i forvejen var grænseoverskridende nok for Anton, men ekstra meget for mig«.
Anton: »Egtvedpigen har altid været grænseoverskridende, hvor vi har fortrudt det lidt«.
Joakim: »Ja, det var næsten helt ubehageligt. Det er også derfor, vi har stoppet bandet – nu har vi fundet grænsen«.
Heldigvis lader det til, det kun er den rigtige slags grænser, der overskrides i First Hate nu – selv om studiedagene, der løber fra tidlig morgen til sene nattetimer, kan føles lige på kanten. Især når der arbejdes på så intensivt højtryk, at de mister grebet undervejs.
Anton: »Når man har arbejdet så meget, glemmer man, hvad der var fedt. Man skal værne om det, der var fedt i starten – putte små osteklokker hen over det og sørge for, de ikke bliver rørt ved«.
Joakim: »Tit ender det med, vi gerne vil slette alt det, vi har gjort, fordi originalen var den dejligste«.
Anton: »Når vi hører vores første ep nu, kan vi faktisk bedre kan lide alle demoerne end det, vi har trykt på vinyl. Men så har vi lært af det. Det er stadig blevet solgt, haha«.
Sød kærlighed og salte tårer
I hverken lydbilledet, tekstuniverset eller i danseudskejelserne på scenen kan armbevægelserne blive for store. Livets helt store tematikker kæles for og spiddes ét for ét – præcis som det udpensles i ‘Copenhagen MMXIV’: »Love, fantasy, tears, reality«.
Hvilken kærlighed besynger I?
Anton: »Kærlighed er en spændende ting, og noget, jeg har svært ved at forstå, hvad er. Det er et ord, der burde have mange underinddelinger. Kan man vælge at give kærlighed – har man det automatisk eller skal man finde det frem i sig selv? Hvad kan man gøre for, at verden har mere af det? Alle kan lide det, alle vil have det. Der er bare ikke så meget af det lige nu«.
Joakim: »Jeg tænker, der er for mange ord. Nogle mennesker snakker om Gud – om livet, energi, universet. Det er i virkeligheden det samme: Det hele handler om kærlighed«.
Hvad betyder tårerne for jer?
Anton: »Jeg har altid kunnet græde på kommando, men jeg græder næsten aldrig, når jeg er ked af det. Jeg øvede mig i det, når jeg gik hjem fra skole. Jeg var ked af det, men kunne ikke græde, så jeg øvede mig for at føle, hvordan det var«.
Joakim: »Jeg kan hverken græde på kommando, eller når jeg er ked af det. Jeg er begyndt at græde lidt mere – en gang om året kan jeg godt fælde en tåre, hvis jeg er meget, meget ked af det. Men så er det også svært at stoppe igen«.
»Det er en opfordring til at give slip. Vi taler på en måde til os selv i sangene. Men samtidig er der mange, der har det som os. Når man kan genkende sig selv i andre – når andre har samme kampe, glæder, oplevelser – så er man ikke så alene«.
Hvad er fantasien og virkeligheden for det voksne menneske?
Anton: »Fantasien er at kunne lave en ultravirkelighed, som er lidt magisk. Brian Eno sagde, at det at lave musik er de voksnes måde at lege på. At blive ved med at holde fast i de ting, hvor man digter, og lade sig selv tro på ting, der ikke er håndgribelige – det er fantasi for mig«.
»I sangen (‘Copenhagen MMXIV’, red.) handler fantasien og virkeligheden om kærlighed og håbet om det, det skulle blive til. Man kan tro, man skulle være sammen med en person for altid, men så skulle man ikke det alligevel. Tårerne melder sig, virkeligheden banker på – man kan drømme sig væk, men så ringer telefonen, og så er det kommunen«.
Drengene griner til hinanden og konkluderer, at deres tekstunivers i bund og grund bare kredser om Københavns Kommune: En episk had/kærlighedshistorie.
Anton: »Det handler måske også om at være barn og blive voksen – jeg er barn og bliver voksen mange gange om dagen«.
Joakim: »Nogle gange føler jeg, det at være barn er for evigt tabt, men det at blive voksen er for evigt uopnåeligt«.
Anton: »Man kan godt huske følelsen af at sidde ved børnebordet og kigge over på voksenbordet og tænke, man slet ikke forstod noget. Nu sidder man ved voksenbordet og tænker: Er det bare dét, vi griner af?«.
Som snakken ved børnebordet lakkede mod enden, gør samtalen ved øvelokale-voksenbordet det samme.
Er der noget, I mangler at få med?
Anton nikker alvorligt: »Til alle dem, der har en drøm: Udlev den i dag. Jeg blev chokeret over, hvor meget der kom tilbage, da vi turde gøre det, vi gerne ville«.
Joakim: »Fortrydelsessmerten er altid den værste at bære. Det andet er svært, det kan man ikke gøre om«.
Ægteparret er enigt, og bønnen givet videre. Bønnen til de arbejdsløse, outsiderne og alle dem, der ikke tør. De ensomme, de lidende, de forelskede og Københavns Kommune. Alle på rollelisten i den film, de selv skaber.
Carpe fucking diem.
Læs anmeldelse: First Hate ‘A Prayer For the Unemployed’