1. Joaquin Phoenix’ kompromisløse kvælertag
»Anti-James Bond«.
Sådan beskrev Joaquin Phoenix ’I Was Never Really Here’, da jeg interviewede ham i dag, og det er ikke helt skudt ved siden af.
Filmen er instrueret af den geniale skotte Lynne Ramsay (’We Need to Talk About Kevin’), og Phoenix spiller en tidligere soldat og FBI-agent, der nu er hårdfør problemknuser for private kunder. Af en senator får han til opgave at finde en pige, som er blevet kidnappet af en pædofil prostitutionsring, og det er netop i denne præmis, at man godt kunne forestille sig en genreren film a la Bond eller ’Taken’.
Men i virkeligheden er det Joe selv, der har allermest brug for at blive reddet: I visuelt frapperende fragmenter får vi fornemmelsen af de traumer, der ligger til grund for, at han jævnligt eksperimenterer med at kvæle sig selv og i det hele taget er en introvert skygge af et menneske, bortset fra i forholdet til hans søde mor, som skildres i lune scener.
Ramsay hamrer indimellem lidt tykt på symbolikken, og filmen kommer ikke op på siden af hovedværket ’Movern Callar’. I forhold til den empatiske realisme fra Ramsays tidlige værker er hendes nye en poetisk genrefilm, der som sådan opererer efter samme fortælleskema som den gængse hævnthriller, men i praksis er en nærmest mytisk skildring af en plaget mand og en hævnende engel, et slags kryds mellem Jean-Pierre Melvilles cool melankolske gangsterfilm og 70’ernes rå amerikanske newyorkerfilm underbygget af Jonny Greenwood elektrificerende musik.
Når man møder en relativt lille og spinkel Joaquin Phoenix i levende live, er hans fysiske transformation til rollen desuden slående: Pumpet, tætbygget, sørgmodig, en mand der er ved at kvæles både konkret og metaforisk. Ved dagens interview fremstod Phoenix, der har haft ry for at være meget lunefuld under mødet med pressen, smilende, storrygende, imødekommende og med overskud til at sende drillende »bla bla bla«-tegn bag Lynne Ramsays ryg, mens hun talte med en gruppe journalister. Det var ’Inherent Vice’-Phoenix mere end ’The Master’-Phoenix, der mødte os i dag. Heldigvis!
I øvrigt siger det meget om, hvor attraktivt det er at komme med på festivalen, at den version af ’You Were Never Really Here’, der blev vist, blev færdiggjort blot to dage forinden, og at Lynne Ramsay forventer at lave justeringer efterfølgende.
2. Hævnthriller med stærk Diane Kruger
Thriller-elementet er endnu mere i højsædet i den nye film fra den tysk-tyrkiske instruktør Fatih Akin, der fik et eftertrykkeligt gennembrud med den energiske kultursammenstødsfortælling ’Mod muren’ fra 2004.
Siden har han stået en smule i stampe, og ’In the Fade’ er ikke filmen, der overbeviser om, at han hører til blandt Europas store instruktører.
Det er en elementært gribende film om en tysk kvinde, der mister sin mand – en rehabiliteret ekskriminel af tyrkisk afstamning – og deres fælles søn i et bombeangreb. Det viser sig, at nynazister står bag, og filmen udfolder sig som halvt retssalsdrama, halv hævnthriller. Den tyske stjerne Diane Kruger leverer en hudløs indsats som en sorgramt og desperat kvinde, og Akin formår med enkle virkemidler at appellere til publikums egen retfærdighedsfølelse.
Stilistisk er Akin dog en meget ujævn instruktør, og ’In the Fade’ minder mest af alt om en veleksekveret og velspillet tv-film.
3. ’Twin Peaks’ på det store lærred
Rygtet om tv-seriernes overtagelse af Cannes-festivalen må siges at have været stærkt overdrevne. Interessen for den glimrende start på ’Top of the Lake’ var begrænset, og med en visning tre-fire dage efter verdenspremieren på tv kan man heller ikke ligefrem sige, at ’Twin Peaks’ har stjålet rampelyset i det sydfranske.
Alligevel giver det god mening, at Cannes-favoritten David Lynch hædres på festivalen, og det nye ’Twin Peaks’ har da også et stilistisk og fortællemæssigt vovemod, der berettiger dens delte plads som tv-undtagelsen på en konservativ filmfestival. Faktisk kan man ligefrem argumentere for, at den egner sig bedre til det store lærred end tv-skærmen, og personligt er jeg i hvert fald glad for at have oplevet det første, to timer lange dobbeltafsnit i biografen. Det langsommelige tempo og de utallige gådefulde indfald havde muligvis testet min tålmodighed hjemme i sofaen, hvor distraktionsmulighederne er mange, men her var jeg vældigt opslugt.
Min kollega Jesper Olsen har allerede glimrende anmeldt og spoiler-endevendt starten på denne ’The Return’, så det eneste, jeg vil føje til, er en bemærkning om, hvor unik David Lynch og Mark Frosts fortællestil stadig er i en bredere tv-sammenhæng.
Der har været meget snak om, at de to herrers landvindinger for 26 år siden har dannet præcedens for den nye tv-guldalder, men det er kun en lille del af sandheden. For den surrealisme, vildskab og mystificering, man så visse steder i det gamle ’Twin Peaks’ og rigtigt mange steder i det nye, oplever man simpelthen ikke i nogen andre serier. ’The Leftovers’ ligner ’Krøniken’ til sammenligning.
På den måde udfordrer Lynch og Frost endnu engang grænserne for, hvad man kan tillade sig at sende på tv, og det står fast, at ingen andre filmskabere havde fået grønt lys af en stor amerikansk serieudbyder til at bevæge sig så langt ud på overdrevet.
Trods al hypen undrer det ikke synderligt, at de amerikanske seertal for premieren var usædvanligt lave. Men om man kan lide det nye ’Twin Peaks’ eller ej, må man tage hatten af for såvel Showtime som Lynch & Frost og deres radikale vision fuld af dobbeltgængere, underlige portaler og talende træer.
Læs også: Vores filmredaktørs bud – de løber med Cannes-vinderne i morgen
Læs også: Cannes dag 9 – dér trådte Robert Pattinson ud af ‘Twilight’-skyggen’