‘At elske Pia’: En smuk og dragende dansk genrehybrid

»Jeg har altid lavet film om outsiders«, er instruktøren Daniel Borgman citeret for at sige.

Han spillefilmdebuterede med ’The Weight of Elephants’ (2013), der supplerede en allerede kritikerrost og prisbelønnet trackrecord med blandt andet kortfilmene ’Berik’ (2010) og ’Jens og Peter’ (2009).

Borgmans anden spillefilm, ’At elske Pia’, er en fiktionsfilm, men eksperimenterer med genren, for fiktionen er ikke alene bygget op omkring virkelige mennesker i et virkeligt miljø, den bruger også selvsamme i filmen.

Vi er på Langeland, og her møder vi den 60-årige, udviklingshæmmede Pia (Pia Skovgaard), der bor sammen med sin 84-årige mor, Gittou (Céline Skovgaard).

Pia er åben og nysgerrig. Hun holder hjernen i gang med bøger, kroppen i gang med cykeløvelser og sjælen i gang med aktiviteter på bostedet Værkstedsgården. Hendes to-do-lister opremser hyggelige ting som at kigge på sejlbåde, frokosten smager rigtigt dejligt, bussen kommer lige om lidt, og en gang imellem skal tåneglene klippes og gåsen Lola fodres. Livet går sin stille og vante gang. Næsten som et Benny Andersen-digt.

En dag stiller moren et svært spørgsmål. Hvad skal der blive af Pia, når moren dør? Hvem skal passe på hende? Pia tager sagen i egen hånd. Hun tager kontakt til Jens (Jens Jensen), som hun har lagt mærke til nede på havnen, »han vinkede, og så vinkede jeg tilbage«, og de to indleder en relation. Sideløbende indleder Pia og hendes mor en frigørelsesproces.

Filmen er som nævnt en genrehybrid mellem det fiktionaliserede og dokumentaristiske, hvoraf sidstnævnte udtryk har overvægt. Replikkerne falder i et så naturligt og nøgternt talesprog, at det er svært at mærke et skrevet manuskript, kameraet er betragtende, billedformatet er i det kompakte 4:3-tv-format, billederne 16mm-grynede og med sine få, lange og oftest faste kameraindstillinger og fravær af underlægningsmusik bliver ’At elske Pia’ til et minimalistisk nærvær, hvor instruktøren virkelig giver sig tid.

Det kræver mod at give sig tid på film, til gengæld er effekten poetisk, og denne film formår at holde den svære balance mellem det lyriske udtryk og fastholdelsen af en dramaturgi, hvor sødmefyldte scener står i kø, som når Pia og Jens får datingråd fra venner og familie, eller da de indlogerer sig på et københavnsk hotel.

Mest mindeværdig er scenen, hvor Pia og Jens intimt mimer hinandens bevægelser, mens de rører hinanden på ørerne, næsen, kinderne, panden. Fraskilte Jens med sine tatoveringer, øreringe og ru, solbrændte hud, stålfast i posituren. Jomfruelige Pia med sit fint tilbagestrøgede hår og bløde, blege hud, genert i blikket og smilende.

’At elske Pia’ er en glimrende titel, for den kommunikerer ikke kun kærlighedshistorien mellem Pia og Jens, men også kærligheden til Pias måde at møde livet på. Pias særlige joie de vivre er sårbar over for den virkelige verden, og her synes Borgman at finde sin outsider.

»Vi kan kun pjatte sammen, og det er jo ikke sjovt hele tiden«, siger Jens på et tidspunkt. Pia lover at stoppe pjatteriet og være sådan rigtigt alvorlig. Men det er ikke nødvendigt at påtvinge Pia livets alvor, for hun lever i den dag efter dag. Som hun messende gentager for sig selv i en scene: »Jeg skal dø, jeg er syg, jeg skal ikke giftes«. Pia ved det godt.

’At elske Pia’ er et omsorgsfuldt portræt, skildret med en sjælden uskyld og inspirerende naturlighed. Karaktertegningernes dybde nuanceres med humoristisk varme øjeblikke, og den smukke, afvæbnende billedside bidrager til den sensitive oplevelse, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed synes udefinerbare – helt i tråd med livets kompleksitet.


Kort fortalt:
På Langeland møder vi den 60-årige, udviklingshæmmede Pia, der bor sammen med sin 84-årige mor. En dag tager de en snak om morens dødelighed og Pias fremtid. Hvad skal der blive af hende, når moren dør? Angsten for ensomhed drager Pia mod Jens, og de to indleder et forhold. En dragende genrehybrid mellem fiktion og dokumentar og en sensitiv fortælling om kærlighed og overlevelse.

Spillefilm. Instruktion: Daniel Borgman. Medvirkende: Pia Skovgaard, Céline Skovgaard, Jens Jensen. Spilletid: 100 min.. Premiere: Den 6. juli
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af