’Danserinden’: Æstetisk lækkerbisken er Sofia Coppola-light

På overfladen præsenterer ’Danserinden’ sig som en udpræget Sofia Coppola’sk biografoplevelse om en ikonisk kvinde og hendes kunstform, fortalt igennem drømmeriske billedtableauer og følsomme veninderelationer badet i flimrende dagslys.

Så langt, så forførende – afhængig af ens forhold til film som ’Marie Antoinette’ og ’The Virgin Suicides’.

Det tilstræbte slægtskab med ovenstående titler er dog ikke ensbetydende med, at ’Danserinden’ er endt som et udpræget vellykket værk i hænderne på musikvideoskaber Stéphanie Di Giusto, hvis visuelle formidlingsevner ikke kan skjule en distinktiv manglende sans for personinstruktion.

Det går her ud over den franske danserinde og kulturelle ikon Loïe Fuller, der havde fortjent et mere kompetent – og virkelighedstro – filmvidnesbyrd over sin karriere på Folies-Bergerè-teatret i Paris end den stærkt dramatiserede godnathistorie, ’Danserinden’ stykker sammen.

Omkring år 1900 fortryllede Loïe Fuller det bedre borgerskab med sin særprægede dans og inspirerede kunstneren Toulouse-Lautrec såvel som filmens fædre, Lumière-brødrene, inden hun måtte vie pladsen for sin amerikanske kollega Isadora Duncan – en anden af tidens helt store kulturpersonligheder.

I ’Danserinden’ spilles Loïe Fuller af den franske sanger Soko, og historien bevæger sig fra en fiktiv opvækst hos en drikfældig fransk far i det vilde vesten (!), over et ophold hos en fanatisk-kristen mor og endelig til Paris, hvor Loïes berømmelse øjeblikkeligt eksploderer på lidet andet grundlag, end at manusforfatterne ikke orkede at inkludere karrierens årlange mellemregninger.

Efter at have mistet faren drømmer handlekraftige Loïe ellers om at blive skuespiller i New York, men forkludrer sin debut, da hun snubler på scenen. Loïe hanker op i de lange skørter og hvirvler rundt for at genvinde balancen – og pludselig klapper publikum henført af hendes besynderlige krumspring.

’Danserinden’ fumler med sit trumfkort, idet hovedpersonen går fra kejtet ingenue til gudbenådet koreografgeni med kunstfærdige skitser under armen over night. Soko har endvidere svært ved overbevise som hypnotisk danser, og frem til Loïs første magiske perfomance på Folies-Bergerè midtvejs i filmen flakser pigen blot ubehjælpsomt med armene som en desperat spurveunge, der lige er faldet ud af reden.

På sin vej mod stjernerne bliver Loïe kurtiseret af Louis, en stenrig liderbuks af en greve spillet af Gaspard Ulliel i et utåleligt affekteret hjørne. Ulliel, der senest strålede i Xavier Dolans ’It’s Only the End of the World’, virker her mest af alt utilpas i sin kvindelige medspillers selskab, hvorfor duoens kemi forplumres af ufrivilligt morsom, forceret seksuel tiltrækning.

Senere støder Lily Rose Depps smukke Isadora Duncan også til selskabet som en yngre, mere bramfri konkurrent til Loïe, hvis eget selvbillede i kontrast er præget af usikkerhed og sociale fobier under de flagrende kostumer, der forvandler hende til en overjordisk ’sommerfugl’ i projektørernes spotlys.

Filmen krydres – naturligvis, har man lyst til at sige – med den form for lesbiske undertoner der synes obligatoriske i nyere dansedramaer med kvindelige hovedroller a la ’Black Swan’. ’Danserinden’ havde sådan set nydt godt af et skud passioneret elskov, men grebet er forudsigeligt og tegner i stedet uretfærdigt Duncan som en manipulerende mean girl.

’Danserinden’s scenografi er æstetisk kræs, og selvom karakteropbygningen halter, er det svært ikke alligevel at blive fascineret af ekkoet af den virkelige Loïe, hvis banebrydende visioner præger moderne dans den dag i dag.

Deslige skal Mélanie Thierry have credit for at løbe med filmens mest mindeværdige præstation som teatermedarbejderen Gabrielle: Endnu en virkelig kvinde, der i sin tid agerede bedsteveninde og elsker til Loïe. Thierrys sensibilitet i rollen – der fortjent udløste en César-nominering i år (fransk films Oscar) – emmer af alle de uforløste længsler, der kunne have skabt en uafrystelig oplevelse, havde Soko blot spejlet dem med større finesse.

Di Giusto film er Coppola-light, men mens vi venter på den amerikanske instruktørs næste udspil, glider ’Danserinden’ akkurat ned som flygtigt farverig pauseunderholdning.

Kort sagt:
Den legendariske franske danserinde Loïe Fuller ydes ikke helt kunstnerisk retfærdighed i Stéphanie Di Gustos ’Danserinden’, der nok er en æstetisk lækkerbisken i stil med Sofia Coppolas filmiske værker, men hvis cast bakser med at sælge karakterernes talenter og indbyrdes kemi.