PJ Harvey på Værket: Generalen og hendes håndgangne mænd kom, så og sejrede (massivt)

Set-uppet var det samme som ved PJ Harveys triumf af en koncert på Roskilde Festival sidste sommer, da den engelske sangerinde mandag aften gæstede de mere ydmyge rammer på Værket i Randers: Harvey var ledsaget af det samme ti mand store band (inklusive kapaciteter som Mick Harvey og den faste sparringspartner, John Parish), og leverede en på mange måder intimt beslægtet oplevelse.

De små teatralske vignetter inklusive indstuderede rutiner og skiftevis drømmende og dramatiske fagter samt et musikalsk fokus på marchtrommer og korsang, mindede alt sammen om erobringen af Arena i 2016. Også her blev hovedsettet (man fristes til at skrive ’forestillingen’) ydermere ført i mål af en nervesitrende effektfuld, stadig mere afdæmpet afsyngelse af spiritualen ’Wade in the Water’, der også på 2015’s reportage-notesbog af et album, ’The Hope Six Demolition Project’, animerer de mudrede vande på ’River Anacostia’. Og ligesom det også var tilfældet på Roskilde, leverede bandet en særlig blændende version af samme albums ’The Ministry of Defence’, hvor de kåde, ramponerede saxofonblæs og huggende guitarriff satte Harveys rislende klare sang i fornemt relief.

Men udover den åbenlyse forskel i at spille foran 20.000 festivalgængere og så at indtage en mindre koncertsal med nummererede siddepladser (med plads til godt 1.000 dedikerede publikummer), var der (heldigvis for vi gengangere) tale om, at Harvey gennem de sidste to års turneren med sit nye materiale har fundet nye måder at belyse verdens tilstand på, og nye måder at hente skjulte betydninger frem fra flere ældre sange – fanget i lyset af den band-som-spøgelseshær-formation, der præger opstillingen på den vidt udstrakte verdensturne.

Hvor Harvey på Roskilde spillede hele sit nye album, ’nøjedes’ hun mandag aften med at plukke seks sange fra ’The Hope Six Demolition Project’, hvis ofte musikalsk komplekse og ’travle’ arrangementer live bliver bibragt nogle farver og noget vildskab, der mangler en kende i studieversionerne, der i højere grad lyder som en akademisk øvelse.

Det betød omvendt, at Harvey på saliggørende vis ekskaverede sange andetsteds fra sit efterhånden betragtelige oeuvre, der kunne supplere den tematiske kredsen om død, krig og social og åndelig armod, der præger de nye sange.

Således blev vi begavet med en håndfuld sange fra mesterværket ’Let England Shake’ (2011), herunder sjælerystende stærke udgaver af ’The Words That Maketh Murder’ og ’The Glorious Land’ – sidstnævnte aftenens højdepunkt (i meget skarp konkurrence, indrømmet); en sang, der også i studieversionen griber fast i struben på én med sin smågeniale sampling af et militært signalhorn, men som fremstår desto mere prægnant i 2017 med tanke på den ikke just håbefulde drejning, den globale kompasnål har indstillet sig på post-Trump og post-Brexit. Harvey er naturligvis ikke blind for, at sangene fra netop det album kan have en katarsisk effekt på hendes publikum i disse tider, så beslutningen om at inkludere flere sange herfra i sættets fortælling var indlysende. De fremstod med en nødvendighed, der da også fik flere publikummer til i begejstring at skyde op fra sæderne og knytte næverne som en impulsiv støtteerklæring direkte fra hjertet.

På samme vis blev vi begavet med tre sange (’The Devil’, ’Dear Darkness’ og ’White Chalk’) på stribe fra ’White Chalk’ (2007), et åndfuldt pusterum, hvor Harvey fik mulighed for at gribe til en både knugende og æterisk falset, som projicerede hun fortrængningens spøgelser i en gotisk roman fra Victoriatidens tilknappede mansions. De mere sart-intime skildringer af ulykkelige kvindeskæbner på ’White Chalk’ fungerede som en interessant og genuint rørende perspektivering i forhold til både den nutidige reportagestil og fletværket af (døde) soldaterstemmer på henholdsvis ’The Hope Six’ og ’Let England Shake’.

Harvey tillod sig også at slå gækken løs med en meget velkommen afsøgning af sange fra sit mere primale og rå 90’er-repertoire – her i præcis samme opstilling som til Roskilde-koncerten: En frådende ’50 Ft. Queenie’, en murrende, strømførende ’Down By the Water’ og ’To Bring You My Love’, hvis bluesede anslag – som en slange, der kryber frem i ørkensandet – har en insisterende kraft, der (uden sammenligning i øvrigt) ikke lader Ravels ’Bolero’ noget efter.

Den førnævnte afslutning med ’River Anacostia’/’Wade in the Water’ stod i sig selv som det perfekte punktum på endnu en mageløs kraftpræstation på dansk grund fra Harvey og hendes håndgangne mænd. Men efter flere minutters taktfast stampen i gulvet, entrede bandet scenen på ny og gav en vilter, egenartet version af Bob Dylans visionære stykke americana, ’Highway 61 Revisited’, og Harveys egen ’The River’ (fra det noget oversete 1998-album ’Is This Desire?’).

Hvorvidt de to ekstranumre tilførte koncerten noget eller mest stod som lettere flagrende tilføjelser til et allerede fuldendt svendestykke, kan diskuteres. Men betvivler man nødvendigheden af deres inklusion, gør man det omvendt kun ud fra en erkendelse af, at General Harvey allerede havde sejret så massivt, at slagmarkens sidste fjende for længst var drevet på flugt.