’Snemanden’: Michael Fassbender kommer for sent til nordic noir-festen
Det er ikke nemt at være fan af den svenske instruktør Tomas Alfredson. Siden den mesterlige debut ’Lad den rette komme ind’ fra 2008, er det kun blevet til én anden film, den næsten lige så gode engelsksprogede ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’ fra 2011.
Seks år har vi måttet vente på nyt fra Alfredsons hånd, og nu – med ’Snemanden’ – er ventetiden endelig forbi.
Som med hans to første film har Alfredson igen filmatiseret et bogforlæg, denne gang af den norske krimikonge Jo Nesbø. Krimien ’Snemanden’ er Nesbøs syvende i serien om den alkoholiserede politimand Harry Hole, som blev Nesbøs store engelske gennembrud. Historien foregår hovedsageligt i Oslo og Bergen med afstikkere til telemarken. Og karakteristisk for den visuelt stilsikre Alfredson forkæles vi med lækre monokrome billeder af de smukke norske byer, dramatiske bjerglandskaber og den snedækkede ødemark. Sneen er konstant til stede i filmen, og Alfredson har en helt speciel fornemmelse for det iskolde vejrlig.
Snefaldet er også det, der sætter vores seriemorder i gang, for så kan han bygge uhyggelige snemænd, både for at skræmme livet af sine kvindelige ofre og for siden at sætte deres afhuggede hoveder på dem, det er ligesom hans signatur, forstår vi. Men måske skulle jeg hellere starte med begyndelsen: Vi får nemlig at vide, hvem morderen er, i allerførste scene. Han er en dreng, der bor alene med sin mor langt ude i ingenting. Hans ’onkel’ kommer forbi, hører drengen i norsk historie, giver moren nogle flade og voldtager hende. Det bliver en dag for meget for moren, der katatonisk kører Volvoen i den frosne sø, og dermed fødes en seriemorder med seriøse daddy issues.
Vi får selvfølgelig ikke at vide, hvad drengen hedder, og undervejs i filmen præsenteres vi for en myriade af mistænkte, som alle kunne passe profilen. Harry (Michael Fassbender) kommer på sagen med en ny kvindelig kollega, Katrine Bratt, netop overført fra Bergen, som ved mere om Snemanden, end hun først vil ud med.
Snemanden har før slået til i netop Bergen, finder vi ud af i en række sekvenser, som udspiller sig ni år før filmens hovedhandling. Mordene i Bergen efterforskes af en anden alkoholiseret politimand, Rafto. Han spilles af en næsten uigenkendelig gummiagtig Val Kilmer, der tilsyneladende er blevet eftersynkroniseret, og som jeg mistænker udelukkende er castet, fordi hans kaldenavn i ’Top Gun’ var Iceman.
Undervejs støder vi også på industrimagnaten Arve Stop (J.K. Simmons), der fører kampagne for at få Oslo valgt til vinter-OL, en temmelig lummer fertilitetslæge i David Denciks skikkelse og Harrys eks (Charlotte Gainsbourg) og eks-papsøn Oleg. Der er sådan set ikke noget at udsætte på castet, det skulle da lige være, at de ikke snakker norsk.
Det føles på mange måder, som om ’Snemanden’ kommer for sent til festen. Bølgen med nordic noir har skyllet ind over os med et utal af serier og filmatiseringer, i hvert fald i vores del af verden.
’Snemanden’ giver os tilmed ikke meget nyt under solen, plottet er skåret over en efterhånden velkendt skandinavisk skabelon. En antihelt af en politimand med et tumultarisk privatliv, en seriemorder med barndomstraumer, en køn ung kvindelig kollega, et menageri af suspekte personligheder, et overraskende twist og andre plotdele, der ikke kan røbes her. Filmen bruger som romanoplægget en del horrortræk i sin fortælling, men rigtig uhyggelig bliver den aldrig.
Man kunne også ønske sig, at plottet var noget strammere. Jeg undrede mig flere gange over, hvorfor vi egentlig overværede en scene, hvad der motiverede vores hovedpersoner, hvorfor de gik sådan til opklaringsarbejdet. Det er fatalt for en krimifilm, hvor plottet er gud – og en kæmpe skuffelse for en Alfredson-fan. Visuelt er det en flot film, men historien er kun ok. Og det er ikke ok.
Kort sagt:
Den stilsikre svensker Tomas Alfredson er efter seks års pause tilbage med en filmatisering af Jo Nesbøs krimibestseller. ’Snemanden’ kommer lidt for sent til Nordic noir-festen, og til trods for at den er en visuel lækkerbisken med et stærkt cast, er plottet simpelthen ikke stærkt nok for en genre, der lever af sit plot.