’Darling’: Balletdrama med Danica Curcic døjer med klicheerne
Balletmiljøet er hårdt for krop og sjæl. Succes koster blod, sved, tårer, tånegle og mental sundhed. Kvinder konkurrerer, balletmestre sexchikanerer, og ungdommen favoriseres. Dansere har et sygeligt forhold til deres krop, og karrieren er slut, før de ved det. I hvert fald hvis man skal tro klichéerne i balletfilmgenren, som Birgitte Stærmoses ‘Darling’ ramler ind i, men også i nogen grad hæver sig over.
Dansk films mest lovende superstjerne Danica Curcic spiller sin første hovedrolle (på tide!) som den verdensberømte balletdanser, Darling. Sammen med sin mand, koreografen Frans (Gustaf Skarsgård), vender hun hjem til Danmark for at opføre klassikeren ‘Giselle’ på Det Kongelige Teater. Men Darling har i for lang tid ignoreret en hofteskade, og en dag bryder den sammen under træning. Lægerne siger, hun er færdig som danser. Så hvad pokker stiller hun op med sit liv?
Hun begynder at træne benhårdt med den yngre danser Polly, der overtager rollen som Giselle. Måske for at beholde sin position og tilknytning til balletten og det kreative arbejde med Frans, afprøve trænerrollen, give sin viden videre og forme Polly i sit eget billede, styrke Frans’ position ved at gøre Polly god eller udnytte sin magtposition over for Polly til at få afløb for sin egen frustration og jalousi. Jeg er ikke helt sikker, og det er hun måske heller ikke selv.
Jeg er heller ikke sikker på, hvad Birgitte Stærmose vil med den historie. Men det er bestemt fascinerende at følge Darling gennem den eksistentielle krise, der selvsagt rammer hende, når alt det, hun har arbejdet for hele livet, pludselig bliver revet væk under hende. Som den fighter, hun er, reagerer hun med aggression og manipulation. Hun bliver træneren fra helvede – tænk J.K. Simmons i ‘Whiplash’ – der pisker sin elev til at snurre rundt, til hun segner, og kører hende emotionelt ned for at få hende til at udtrykke følelser i dansen.
Ligesom ‘Whiplash’ stiller filmen det interessante spørgsmål om, hvor meget skal man lide for at blive en god kunstner. Da Frans protesterer over Darlings hårde linje, påpeger hun paradokset i, at han vil have det bedste, uden det koster noget. Som ballerina har man altid ondt, siger hun.
Ligesom sin amerikanske kusine ‘Black Swan’ – og andre dystre balletfilm som ‘Suspiria’, ‘The Red Shoes’, ‘The Mad Genius’ og ‘Waterlood Bridge’ – formidler ‘Darling’ dog ikke, hvad der gør blodet, sveden og tårerne værd. Jeg savner at se glæden og forløsningen ved dansen. Det er lidt søgt, at balletten partout skal være arena for sjælens mørke, og Darlings stadig mere desperate manipulerende adfærd virker forceret. Det er i princippet forfriskende at se en kvindelig hovedperson, der er så tough og ubarmhjertig i sin vej mod målet. Jeg tror bare ikke for alvor på hendes projekt.
Når det er sagt, så er stemningen i specielt træningsscenerne dejligt intense og barske, og balletmiljøet er overbevisende og dramaet medrivende. Balletdanseren Astrid Grarup Elbo gør det fint i sin skuespildebut som den hårdt prøvede Polly, og Ulrich Thomsen rammer den rette dosis af charmerende, diabolsk og ynkelig som Darlings gamle læremester.
Danica Curcic har tydeligvis arbejdet hårdt for at gennemgå transformationen til balletdanser. Hun udfylder rollen fint, men hun er en smule affekteret og når ikke samme ægthed som hendes bedste roller i film som ‘Stille hjerte’, ‘All Inclusive’ og ‘Fuglene over sundet’ og forestillingen ‘Lort’.
Kort sagt:
Balletdramaet ‘Darling’ med Danica Curcic døjer med en række balletfilmklichéer og utroværdighed i hovedpersonens projekt. Men dramaet og miljøet er også medrivende, og filmen fører en spændende diskussion om, hvor meget blod man skal gyde for sin kunst, og hvordan man håndterer en eksistentiel krise foranlediget af et bristet livsprojekt og følelsen af at være irrelevant.
Læs også: Hold øje med Astrid Elbo: Balletdanser i verdensklasse debuterer på filmlærredet