Liimas ’1982’ er en transcendental overflyvning af minder – men der mangler noget fandenivoldsk
Den kollektive hukommelse er i spil på Liimas nye album, der lyder som en transcendental overflyvning af minder og indtryk fra bandmedlemmernes opvækst i starten af 80’erne. Den kollektive samhørighed fremspilles gennem atmosfæriske synthklange og lydlandskaber, der sammenholdes og styres af forsanger Casper Clausens vokal.
Musikken komplementerer på overbevisende facon en vekselvirkning mellem en betydningsfuld fortid og meningsløs fremtid, men der mangler et desperat udbrud eller voldsomme musikalske muskler til for alvor at sætte det store aftryk på lytteren.
Den dansk-finske kvartet, som består af tre Efterklang-medlemmer og den finske rytmemager Tatu Rönkkö, har med efterfølgeren til den mere eksperimenterende debutudgivelse, ‘ii’, skabt et stringent og kontrolleret udtryk, der på samme måde som forgængeren blev til under fire kortvarige arbejdsophold forskellige steder i Europa.
Titelnummeret – og et af albummets bedste – er et tungt og traskende synth-drevet track, der formår at ramme en fascinerende 80’er-æstetik uden at virke klichéfyldt eller tilbageskuende. Andensinglen ‘2-Hearted’ er med sin tematiske dualisme ligeledes en af albummets stærkere skæringer, hvor Casper Clausens vokal er klistret ind i den noget så udskældte autotune-effekt. Men resultatet er faktisk hæderligt. Resten af albummet smelter sammen til en grundstemning, der helt sikkert egner sig til at stirre ud af et busvindue på en regnfuld efterårsdag, mens man lommefilosoferer over tabte minder og trange tider. Men som kunstnerisk produkt fremstår albummet samlet set en smule blegt.
‘Jonathan, I Can’t Tell You’ har en iørefaldende The National-stemning over sig, og det er måske deri, at albummet falmer: Nemlig ved at lyde som en tid og en lyd, vi har besøgt mange gange før, og som Efterklang i sin tid selv var med til at definere i både ind- og udland.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Liima besidder en stor portion musikalsk talent og erfaring, og måske er det netop derfor, at man som lytter føler sig en smule skuffet. For albummet er godt produceret, velspillet og meget harmonisk, men altså, det er også trivielt.
Det er ikke nok at udskifte dogmer og instrumenter, hvis basisopskriften forbliver den samme. Og det lyder som om Liimas nye album er faldet ned mellem to stole, hvor Efterklang sidder på én stol og et teoretisk nyt projekt på den anden.
Internt har bandet helt sikkert fornyet sig, og arbejdsprocesserne har sandsynligvis været en skelsættende oplevelsesrejse for bandmedlemmerne. Det er bare ikke en rejse, lytteren har billet til. Håndværket og produktionen fejler som sagt ikke noget på ‘1982’, men som et æstetisk værk mangler albummet et element af løssluppenhed, et fandenivoldsk sats eller noget helt tredje, som løfter lytteroplevelsen fra fint til fantastisk.
Kort sagt:
Den kollektive hukommelse er i spil på Liimas nye album ‘1982’, der lyder som en transcendental overflyvning af minder og indtryk fra bandmedlemmernes opvækst i starten af 80’erne. Musikken og produktionen fejler intet, men der mangler noget fandenivoldsk til for alvor at sætte et aftryk på lytteren.