KOMMENTAR: 2017 har for længst skrevet sig ind i historiebøgerne som året, hvor den patriarkalsk styrede amerikanske underholdningsindustri blev stillet offentligt til regnskab for sin uhyggeligt udbredte krænkelseskultur bag kulisserne i film-, tv- og teaterbranchen.
De enkelte, der stadig måtte bilde sig ind, at efterdønningerne af Weinstein-skandalen ebber ud, når de værste ildebrande er slukket, er galoperende galt afmarcheret. Vi er vidne til et kulturelt paradigmeskift, der ikke alene kulegraver arbejdsmiljøet i Hollywood, men også har foranlediget offentlige debatter på politisk niveau, som er godt i gang med at opstille nye sociale spilleregler for, hvordan vi som samfund fremover vil italesætte og adressere krænkelser inden for alle brancher, i det offentlige rum og i privaten. Uanset hvilke køn, de måtte gå udover.
Volumen af skrinlagte sexchikane- og overgrebssager i Hollywood er kvalmende, og bølgerne fra #Metoo-tsunamien på de sociale medier går højt, når tusinder af almindelige mennesker vigtigt understreger, at selvsamme krænkelser langt fra er forbeholdt La La Lands slibrige vrangside. Vi er mange, der er aldeles rødglødende rasende. Også fordi vi på forskellig vis selv har stiftet bekendtskab med krænkende tilnærmelser og/eller overgreb.
Hykleriet lever
Men den kollektive vrede må ikke få lov til at monopolisere retorikken eller kue anslag til nuanceret refleksion over et emne med så vidtrækkende konsekvenser for alle involverede i en potentiel anklage. Eller reducere #MeToo-kampagnens samfundspolitiske vægtighed til en automatisk dommerkendelse i hashtag-form.
Det ville være belejligt, hvis man kunne flå problemet op med rode i én brutal bevægelse og få det overstået. Hænge alle uslingene til tørre på samme snor. Hollywood gør i disse måneder forsøget, og både mennesker og deres film-/tv-projekter får kniven i en hektisk mission for at få ro på bagsmækken. Så der kan tjenes gode penge igen, forstås, og renommeet ikke tager for meget skade.
Over den sidste uge har vi set Netflix tage skarp afstand fra sin tidligere ’House of Cards’-superstjerne Kevin Spacey, der er blevet anklaget for krænkelser og voldtægtsforsøg. Manden, flagskibsserien blev bygget op om, fordi brugerundersøgelser fra streamingtjenestens spæde ungdom viste, at folket ville have Spacey og politik. Det har vi så sandelig fået, både foran og bag kameraerne.
Spacey er blevet fyret fra serien i vanære, og senest slettede Netflix i weekenden nærmest alle visuelle spor af skuespilleren. ’House of Cards’ er stadig at finde på tjenesten, men Spaceys billede er ikke længere trækplaster blandt serieoversigtens thumbnails. Det er derimod en symbolsk skoddet cigaret (lappeløsning eller Netflix-fuckfinger til seriens hovedrolle?). Redigeringen synes hyklerisk, for hvem gavner selvcensuren, når Netflix (heldigvis) alligevel beholder serien på sitet?
I forhold til Weinstein-anklagernes omfang og natur – og ikke mindst den mængde tidskrævende, undersøgende journalistik og kildeinterviews, der lå til grund for The New Yorker og The New York Times’ afsløringer – har Netflix’ reaktion på anklagerne mod Spacey været voldsom og lynhurtig.
Streaminggiganten er uden tvivl inspireret af blandt andre konkurrenten Amazons nylige øksning af serieprojekter produceret af The Weinstein Company, og vi ved selvsagt ikke, præcis hvad Netflix ved og hele tiden har vidst. Men der bliver uanset hvad fejet for egen dør med røde ører: Allerede i 2012 var der ifølge produktionsselskabet Media Rights Capital problemer med Spaceys opførsel over for yngre ansatte under optagelserne af House of Cards’ første sæson, og hvis stemningen på settet har været så trykket omkring stjernen, som noget nu tyder på, er det også Netflix’ ansvar ikke at have grebet ind noget før.
Men i lyset af de friske, mere alvorlige anklager mod Spacey har selskabet ikke turdet tage nogen chancer – i Hollywood kan nyfunden moral som regel gøres op i kalkuleret risiko og kolde kontanter.
Ikke alle dumme svin er forbrydere
Før kvindekamp og internettider kunne filmstudier slippe af sted med at vende det blinde øje til selv veldokumenterede krænkelser – jævnfør blandt andre Alfred Hitchcock og Tippi Hedren i ’Fuglene’ og Marlon Brando og Maria Schneider i ’Last Tango in Paris’. Kunstneren, værket og kommercielle interesser gik forud for alt. Sidstnævnte gælder stadig, men siden Twitter-stormens magt gjorde sig kendt, har Hollywood ofte måttet revidere sin loyalitet på en sag-til-sag-basis, der ikke så meget er funderet i faktuel dokumentation som i frygten for den negative afsmitning på brandet og dermed forretningen.
En sådan dobbeltmoral er beskæmmende for enhver saglig udredning af et uhyre kompliceret problem. Når man tilsyneladende ikke helt kan regne med, at Hollywood-selskaberne af egen fri vilje udstøder brodne kar, står og falder profileringen af formodede gerningsmænd (og -kvinder) med selvjustits per medieordre, hvor møjsommelig graverjournalistik må konkurrere med flygtigt SoMe-sladder.
I den boksekamp er vi, såvel som ofre og anklagede, i alt for høj grad prisgivet sensationslysterne, der så sent som i sidste uge fik bekymrende mange medier til at kæde Netflix’ velkendte beslutning om at lukke ’House of Cards’ efter sæson 6 direkte sammen med anklagerne mod Spacey.
For nogen kan det syne af en detalje i en sag, der dagligt vokser sig større, mens Spaceys karriere og eftermæle skrumper ind. Men djævlen er i detaljen og alle detaljer uhyre væsentlige i et ophedet klima som nu, hvor modtager og afsender af fakta vendes på hovedet, idet onlinestemningen influerer nyhedsfladens overskrifter, der rapporterer ivrigt om Twitter-sfærens folkestemning (en tendens, vi heller ikke selv kan sige os fri for at spille med på her på matriklen).
I alt dette er det vigtigt at huske, at Hollywood-personager, der er nogle dumme svin over for deres kolleger, har meget yngre koner/mænd, ser underlige ud eller spiller overbevisende psykopater på film, ikke partout er perverterede eksistenser eller – og det er vigtigt – lovbrydere. Måske er lige netop Spacey virkelig en Frank Underwood, der fortjener sin straf. Måske er han ikke. Måske er han skyldig i meget mere, end han foreløbigt er blevet anklaget for. Måske i mindre.
Ikke alle anklagede er skyldige, ikke alle anklagere taler sandt, og beskyldninger bliver ikke til absolutte sandheder af at blive formuleret i 140-tegn og læst af millioner. Det er i virkeligheden en grundhumanistisk betragtning, et kald efter nuancer, som man er nødt til at kunne anføre og diskutere uden at få ’victimshamer’-begrebet hæftet på sig eller blive dømt som usolidarisk eller uempatisk af den grund. Og uden at det naturligvis skal gå over i den anden grøft, den grundlæggende mistro over for ofres vidnesbyrd, som har præget samfundet i århundreder.
Det udskældte ’men’
Siden Weinstein-sagen begyndte at rulle, har det gentagende gange lydt, at krænkelser ikke kan gradbøjes – for hvad der måtte være en bagatel for nogen, kan være dybt intimiderende for andre.
Det er velmenende og sympatisk, men i sig selv et skråplan.
I en moderne retsstat både kan og skal der gradbøjes, undersøges og stilles spørgsmål, når menneskers fremtid, karriere eller muligheden for at bearbejde traumer står og falder med cementeringen af fakta igennem en retfærdig afgørelse.
Ordet ’men’ er lige nu som en rød klud i alle samtaler omhandlende krænkelser og Hollywood-anklagede. I mediernes dækning, blandt kolleger og mellem venner. Men (!) uden ’men’ er der ikke længere tale om samtale, men (!!) om totalitært påtvungen konsensus.
Det gavner ingen, mindst af alt effekten af #MeToo-kampagnen og den essentielle sag for at gøre op med krænkelseskulturen.
Læs også: Netflix bør give ‘House of Cards’ kniven én gang for alle