Viaplay er godt i gang med at satse på originalt indhold. Senest er ‘Alex‘, ‘Hassel‘ og ‘Okkuperet’ blevet lanceret på streamingtjenesten til en noget blandet modtagelse, mens Viaplay nu er på vej med sin første dramaserie. Og det er tilmed den første danske egenproduktion fra Viaplays hånd (forårets ‘Veni Vidi Vici’ var en svensk produktion på trods af stærkt dansk islæt i form af Thomas Bo Larsen i hovedrollen og Anders Thomas Jensen på manus).
Den kommende serie ‘Friheden’ har Lars Ranthe (‘Der kommer en dag’, ‘Badehotellet) og Lene Maria Christensen (‘Sover Dolly på ryggen’, ‘Arvingerne’) i front. De spiller rollerne som tidligere storsvindlere, der har lagt den skumle levevej bag sig og bosat sig i Hvidovres kedelige parcelhuskvarterer, hvor de lever et ganske almindeligt liv. Lige indtil fortiden haler ind på dem, og parret tvinges ud i deres hidtil største svindelnummer.
»Vores mål er at skabe en fortælling, der på et splitsekund kan skifte mellem Hvidovres grå hverdag til en verden, hvor millionerne ruller, og armbevægelserne er store«, udtaler hovedforfatter Thor Bjørn Krebs i en pressemeddelelse.
Krebs gøres selskab bag kameraet af medforfatter og konceptuerende instruktør Mikkel Serup, der tidligere har instrueret publikumssucceser som ‘Klassefesten 2’ og ‘Den bedste mand’.
»Vi har store ambitioner med ‘Friheden’, og den er helt klart én af vores større satsninger. Serien, der er baseret på en både sjov og relevant idé, tager fat i nogle samfundsmæssige udfordringer, sætter dem i en skarp og humoristisk kontekst og giver os noget, vi ikke har set før«, udtaler Nanna Mailand-Mercado, der er chef for originalt indhold hos Viaplay.
Optagelserne på ‘Friheden’ begynder i næste uge, og serien forventes at have premiere på streamingtjenesten i 2018.
Læs også: Netflix og HBO Nordic vil lave de danske serier, som DR ikke tør