’Alias Grace’: Ny Atwood-serie på Netflix er upoleret og brutal
Den canadiske forfatter Margaret Atwood har fået en renæssance. I foråret ramte ‘The Handmaid’s Tale’ rent ind i tidsånden med sin dystopiske historie om fratagelsen af kvinders rettigheder, og det røde kostume blev protestsymbol for kvinder verden over, der demonstrerede mod stramninger af abortlovgivning og kvinders sundhedsrettigheder.
Miniserien ‘Alias Grace’, skrevet og produceret af Sarah Polley og instrueret af Mary Harron, bygger på en anden kvindepolitisk roman fra Atwood (fra 1996), som tager fat i hverdagssexisme under Victoriatiden, hvor kvinderettigheder slet ikke var et begreb endnu. Romanen og serien er inspireret af en sand historie om den 16-årige tjenestepige Grace Marks (Sarah Gadon), der blev dømt som medskyldig i et dobbeltmord på sin arbejdsgiver Thomas Kinnear (Paul Gross) og hans husholderske Nancy Montgommery (Anna Paquin) i en landsby i Ontario i 1843.
Serien åbner i 1859, hvor en gruppe, der arbejder for at få Grace benådet, hyrer psykiateren Dr. Jordan (Edward Holcroft) for at undersøge hendes mentale tilstand. I denne rammefortælling beretter Grace om sit liv som tjenestepige op til mordet. Grace er en upålidelig fortæller, der fortæller én historie til psykiateren og en lidt anden til tilskueren. Hendes genfortælling er inkonsistent, og som seer er man i tvivl om, hvorvidt hun har fortrængt sandheden eller manipulerer med den over for sin ivrige tilhører, der er både fascineret af og mystificeret over den unge kvinde.
Sarah Gadon fra blandt andet ‘Indignation’ er fremragende som den tvetydige Grace, der skifter mellem at udstråle bedårende uskyld, hårdtjent livserfaring og en beregnende sans for at fortælle, hvad hendes tilskuer gerne vil høre.
Mordgåden er en effektiv motor i fortællingen, men hvorvidt Grace er skyldig eller ej, betyder i sidste ende ikke så meget. Det er først og fremmest skildringen af kvindelivet i underklassen, der gør indtryk. Grace slider og slæber med husarbejdet, mens hun konstant er på vagt over for mændenes sultne blikke, tilnærmelser, små aggressioner og magtdemonstrationer. I vores #MeToo-tider er det påfaldende, hvor relevant den skildring af hverdagssexisme fremstår (romanen er fra 1996). Eller hvor lidt det at være kvinde har forandret sig.
En seng er et farligt sted for en kvinde, fastslår Grace, ligesom veninden Mary Whitney (en vidunderlig Rebecca Liddiard) advarer hende mod at gå ud på dasset alene om natten. »Hvorfor?« spørger Dr. Jordan fjoget.
Det er en pointe i serien, at den mandlige iagttager aldrig forstår det uudgrundelige kvindelige væsen og mistroisk afsøger hendes troværdighed. Men det skurrer lidt, at hans mystificering af Graces overføres til tilskueren, idet vi i rammefortællingen hovedsageligt ser Grace gennem Dr. Jordans øjne. Serien fungerer bedst, når Grace fortæller sin egen historie – sand eller ej – og vi kommer med ind i hendes hverdag og udvikling fra ungdommelig livsglæde og energi til alt for tidlig kynisme og mistet gnist.
Som en mørk version af ‘Downton Abbey’ er det gribende at følge magt- og venskabsrelationerne både tjenestefolk imellem og mellem tjenestefolk og herskab. Vigtigheden i at have en allieret i livet illustreres af kontrasten mellem det varme og livgivende venindeforhold til Graces ældre kollega, den revolutionære Mary Whitney hos hendes første herskab, og det giftige forhold til Nancy i hendes næste hjem, der er præget af magtkampe, jalousi og utryghed.
‘Alias Grace’ er ikke visuelt spektakulær som ‘The Handmaid’s Tale’, men tegner et detaljeret, upoleret og brutalt billede af miljøet og tiden. Vi er helt nede i smudset, når Grace skrubber gulve, og uden det virker unødvendigt grafisk, bliver der ikke sparet på blodet, da en karakter får foretaget en abort.
Hvor meget undertrykkelse kan et menneske tage? Grace udsættes aldrig for grumme voldtægter og voldshandlinger à la ‘The Handmaid’s Tale’, men summen af de mere underspillede ydmygelser, overgreb og tab omdanner sig efterhånden til hårdhed og en smittende vrede. Hvis den er kammet over, har man som seer svært ved at bebrejde hende det.
Kort sagt:
Miniserien ‘Alias Grace’, der ligesom ‘The Handmaid’s Tale’ bygger på en roman af Margaret Atwood, sætter med sin true crime-historie fra 1800-tallet om en ung tjenestepiges skyld i et mord fokus livet som undertrykt kvinde på en måde, der uhyggeligt klart spejler nutidens hverdagssexisme og #MeToo-bevægelse.
Anmeldt på baggrund af hele serien.
Læs også: Sex har sjældent har været koldere end i to brandvarme aktuelle serier