Joey Bada$$ serverede systemkritisk blitzkrieg i Store Vega

Havde det ikke lige været for elektriserende samtidsopråb som »Scream fuck Donald Trump« under den indledningsvise boom bap-banger ’Rockabye Baby’, var det svært at mærke, at man rent faktisk befandt sig i 2017’s København, da Joey Bada$$ gjorde sin entré i Store Vega.

Den tætpakkede sal føltes nemlig som noget nær en tidsmaskine tilbage til hiphoppens arnested Brooklyn, New York, da de tonstunge klavertoner gjorde sit indspark uden at lægge fingre imellem.

Og den 22-årige rapper trivedes på podiet. Efter en opvarmning, der bød på intet mindre end tre supportnavne og obligatorisk trap fra dj’en, var det klokkeklart, at Joey ikke havde tid at spilde. Aftenen stod nemlig i systemkritikkens tegn, hvilket manifesterede sig i en sætliste, der var tung på rapperens seneste album, ’All Amerikkkan Badass’.

Også scenens backdrop, en gigantisk udgave af the stars and stripes, lagde tonen an bag aftenens hovedperson, der troppede op i en kampklar mundering af cargo-bukser og militærstøvler. Som han stod der på podiet og sendte vejrtrækningen på overarbejde med millimeterpræcise flows, mindede han mest af alt om et medlem fra Public Enemy.

Af samme grund kom det heller ikke som et chok, at hænderne fløj i vejret hurtigere, end man kunne råbe ’Badmon!’, da den tunge intro blev erstattet af den lige så tunge ’Ring the Alarm’ og derefter fortsatte ufortrødent ind i et udpluk af numre fra ’B4.DA’$$’, hvor særligt ’No. 99’ blitzede som en tordenkile gennem publikum.

Tempoet var skyhøjt, sangene koncise – i visse tilfælde næsten for korte – men bedst som man var ved at tabe pusten af fight the power-attitude, slap Joey klædeligt speederen en anelse. Her fik mixtape-guldkorn som ’Waves’ og ’95 Til Infinity’ lov til at smelte ud over salen.

Ligesådan var det med de nye sing-along-perler ’For My People’ og ’Temptation’, som agerede klædeligt og mere poppet afbræk til den ellers altovervejende systemkritik, der herefter straks rullede nådesløst videre med den 90’er-støvede ’Survival Tactics’.

Showet gav en konstant ulmende fornemmelse af påtrængende nødvendighed, hvorfor der ikke var tid til meget andet end moshpits. Det tændte ganske vist publikum – selv dem på balkonen, som endte med at hamre demonstrativt på facaderne – men Joey var måske også en anelse for hurtig på aftrækkeren i flere tilfælde.

Det gik ofte så stærkt, at sangene var lidt for afkortede. Da ’Devastated’ så småt rullede ud på et faldereb af encore, summede elektriciteten i kroppen, men den fik ikke lov at sidde der længe. Med en spilletid på omtrent tre kvarter var Joey Bada$$’ Vega-opvisning et solidt show, der i sine bedste momenter emmede af ren eufori og fælles sag. Man hungrede dog også efter mere, da han takkede af i bar overkrop.