’Thelma’: Joachim Triers lesbiske horrordrama er rørende og til tider overrumplende
Kan man med tankens kraft påvirke og manipulere virkelighedens verden?
Spørgsmålet, der hjemsøger alverdens mystikere, religiøse og tvangstænkere, passer som fod i hose til Joachim Triers filmiske univers. Siden mesterværksdebuten ’Reprise’ har halvdanskeren nemlig opholdt sig i det ofte angstmartrede grænseland mellem ideernes drømmesyner og fænomenernes realiteter.
Svaret er mere ja end nej i Triers fjerde film, ’Thelma’, hvor forestillinger og virkelighed igen smelter sammen. For til forskel fra sine tre forrige film tager han en mere overnaturlig overbygning i brug, som vi kender fra svenske ’Lad den rette komme ind’ og vor egen ’Når dyrene drømmer’.
Vi følger den moralsk komplicerede titelkarakter (Eili Harboe), en skrøbelig midt-20’er-kvinde, der flytter fra et snefyldt Nordnorge til hovedstaden Oslo for at påbegynde et uspecificeret naturvidenskabeligt universitetsstudium.
Thelmas ophav er religiøst, hun bærer på et kors af guld om halsen, en fortid lige så tung. Hendes far er læge, hvilket selvfølgelig, ligesom Thelmas studievalg, varsler en konflikt mellem fysik og metafysik. Moren sidder i kørestol. Årsagen er grusom, grænsende til det ubærlige.
Thelma driver gennem den universitære ensomhed i Oslo. Hun studerer, går i svømmehallen og har lange telefonsamtaler med de bekymrede forældre.
»Du må passe på ikke at miste følingen med, hvem du er«, advarer faren.
Deres bekymring synes først at bunde i frygt for, at Thelma ikke skal miste sin fromme barnetro under fristelse fra den metaforiske (og i hendes erotiske mareridtsfantasier lidt for konkrete) slange, der lokker med alkohol, natklubber og sex.
Der anes dog en dybere, mere ulmende forklaring på forældrenes mange opkald og ikke just opmuntrende besøg i hovedstaden. Og så, da Thelma møder den mørke og gudindesmukke Anja, der spilles af multikunstneren Kaya Wilkins (kendt under sit musikeralias Okay Kaya), begynder de sorte fugle at cirkle på himlen.
Indledningsvist er kærlighedshistorien mellem de to kvinder Triers mest indfølte siden ’Reprise’, hvor den kærlige Kari begyndte at studere psykologi for at forstå og hjælpe sin elskede, den psykisk skrøbelige Philip. Det skyldes langt hen ad vejen de to uerfarne skuespillerinders fremstilling af en på en gang tindrende fin og – i Thelmas religiøse forestillingsverden – forkert tiltrækning.
Det ene øjeblik diskuterer de løssluppent, hvad der er det mest anstødelige ord i verden. Anja foreslår »Jesuspik« eller »Jesusfisse«, Thelma kan næsten ikke få sig selv til at hviske »Jesusfanden«. (Ganske gode bud faktisk). Det næste øjeblik skubber Thelma Anja fra sig med tårer i øjnene og afsky for situationen og sig selv.
Disse scener er en stor triumf for Harboe og Wilkins, men også for Trier, der igen viser, hvordan han ikke ’bare’ er en visuel og narrativt begavet filmskaber, men også en mesterlig personinstruktør.
Men så tager kærlighedshistorien en drejning mod det onde. Og i takt med, at den udvikler sig, forårsager den – og andre spøgelser begravet i den dunkle fortid – en række voldsomt skildrede epileptiske anfald, hvis hyppighed accelereres troværdigt i Triers og Eskil Vogts manuskript. Lægerne har svært ved at orientere sig i galskaben og finde en forklaring herpå.
Denne forvirring sætter sig desværre også i mig, da filmen udfaser kærlighedshistorien og lader en mytologisk kamp mellem det gode og det onde tage over. For Trier og Vogt er ikke gennemført afklarede i deres skildring af den modbydelige ondskab, der vokser fra Thelmas begær og tankeverden.
Det ene øjeblik udlægges ondskaben som et retfærdigt, om end hævnfuldt produkt af den undertrykkelse, Thelma gennemgår. Vi må således forstå filmen som en allegori over undertrykkelse i det hele taget: kønsmæssig, religiøs, seksuel. Men hvad er så pointen med, at man det næste øjeblik kobler ondskaben til en medfødt og mytologisk heksetrolddom, som vi også kender det fra Lars von Triers angsthelvede ’Antichrist’?
Var Thelma ond fra starten, eller blev hun ond som følge af undertrykkelsen? Og ønsker hun at manipulere venner og fjender med tankens kraft, eller kan hun ganske enkelt ikke styre ’superkræfterne’?
Spørgsmålene er interessante, men måden, de reflekteres gennem Thelmas fortælling, virker mere spekulativ og rodet end filosofisk stimulerende.
Det kan også hænge sammen med, at filmen, som forgængeren ’Louder Than Bombs’ (og ’Reprise’ i øvrigt), har mange darlings. Triers engelsksprogede film favnede bredt over alt fra krigsjournalistik, 30-års-krise, dødsangst og teenageres medievaner. ’Thelma’ gør det samme, når den diskuterer religion versus videnskab, sygdom (neurologisk såvel som psykisk), kompliceret, homoseksuel kærlighed og telekinese på én gang.
Stilistisk er filmen langt mere afklaret, ja, endog overlegen. Thelmas sindelag, og særligt hendes ensomhed, er skildret varieret i Jakob Ihres fotografering, der veksler mellem den nu Trier’ske signatur, et nærbillede af et øre set bagfra, og de imponerende supertotalbilleder af Thelmas campus set i fjernt fugleperspektiv. Underlagt en ildevarslende lydside zoomes der ind på den hæmmede pige, som er på vej til forelæsning.
Denne indfølte dvælen synes at være mest beslægtet med Triers anden film, den mesterligt fokuserede ’Oslo, 31. august’, hvor noget så simpelt som en cykeltur igennem Oslos nattemørke gader blev til filmisk poesi.
Det er i sådanne øjeblikke, sådanne scener, at man bemærker, hvad det betyder for en filmskaber at have et stærkt kollektiv bag sig, der udover førnævnte Vogt og Ihre også tæller klipper Olivier Bugge Coutté og komponist Ola Fløttum. Særligt når man bevæger sig ud på nyt og ukendt territorie.
For der er langt fra Triers tre første til dette metafysiske, lesbiske og horror-flirtende kærlighedsdrama. Den er, som sin telekinetiske hovedperson, på ondt, men mest godt, et flerhovedet monster. En Jesusfanden.
Kort sagt:
Joachim Triers fjerde film ’Thelma’ er noget så særegent som et overnaturligt, lesbisk, horror-kærlighedsdrama. Efter den mildt distancerede ’Louder Than Bombs’ er Trier tilbage med en film, der rørende skildrer titelkarakterens voldsomme følelsesmæssige og eksistentielle kamp. Jordnært overrumplende, men til tider også for filosofisk og moralsk forvirret.
Læs også: Stort interview med Joachim Trier – »Jeg ved meget om at være ung og drømme… og længes