Sidst, Joachim Trier besøgte København, var i december 2015, hvor hans første amerikanske projekt ’Louder Than Bombs’ blev fejret med en gallapremiere i Grand Teatret. Jeg interviewede ham på scenen før filmen og forelagde ham min grundige, videnskabeligt valide empiriske undersøgelse af hans første tre film, der kunne afsløre, at seks ud af syv hovedroller er… mænd. Forklar lige den til mangfoldighedspolitiet!
Den halvdanske nordmand (hans far er dansk, men han har ikke dansk pas) svarede resolut. Ja, faktisk gav han mig foran 300 vidner hånden på, at hans næste film ville have en kvinde i hovedrollen.
»Jeg kan godt huske det. Jeg sagde, at det var en garanti«, griner han, da vi mødes samme sted, Grand Teatret i indre by, her to år senere.
Håndslaget var da også rigged, for Joachim Trier var allerede på det tidspunkt i fuld gang med filmen, han nu er i aktuel med, og som bærer sin kvindelige hovedrolle som en galionsfigur på titelniveau: ’Thelma’.
Hun bliver spillet af naturtalentet Eili Harboe og er en køn, ung og skrøbelig pige, der flytter fra sine religiøse forældre på landet i Nordnorge for at starte på universitetet i Oslo. Her lever hun først et ensomt studieliv, mens navlestrengen næres gennem daglige fortrolige samtaler med de bekymrede, konservative forældre. Men da Thelma møder den smukke Anja, sætter det hendes indre fundament i rystelser. Helt bogstaveligt. Den spirende forelskelse sætter kræfter i gang, som måske hele tiden har boet i Thelma, men som hun nu mister kontrollen over.
»I starten tænkte vi, at det skulle være en mere rendyrket heksehistorie«, fortæller Joachim Trier med henvisning til makkerskabet med sin faste manusmakker, Eskil Vogt.
»Dengang var det også en kvinde omkring de 20, der flyttede til Oslo og begyndte at studere. Men så flyttede hun ind i et heksekloster, og så skulle det blive en kamp mellem forskellige kønsrollemønstre i Skandinavien, fordi hun kom fra den der gamle patriarkalske familie. Med lidt mere humor måske. Men da jeg kom tilbage til manuskriptet efter ’Louder Than Bombs’, fandt jeg ud af, at det i virkeligheden mere var en far-datter-historie. Og så kom kærlighedshistorien med Anja«.
Mest romantiske film
Joachim Trier slog sit navn fast med den vitale, sprudlende coming of age-film ’Reprise’ om to unge forfatterspirer og fik et bredt gennembrud med den melankolske, poetiske ’Oslo, 31. august’ om en misbruger, der i sine 30’ere prøver at genstarte sit liv. Efter min mening to uomtvistelige mesterværker.
Den engelsksprogede debut, familie- og sorghistorien ’Louder Than Bombs’, havde Isabelle Huppert i en vigtig rolle, men den følelsesmæssige nerve strømmede igen gennem to unge mennesker, den introverte teenager Conrad og hans storebror Jonah. Og klangen var igen hverdagsrealistisk og følsom.
Men med ’Thelma’ springer Trier ud på dybt vand med en historie, der ikke blot har en kvinde i hovedrollen, men også flirter med genreelementer – gyser, thriller – og har en stærk overnaturlig dimension. Filmen har fået store anmelderroser i USA såvel som Norge, og den er hjemlandets Oscar-kandidat – med gode chancer for en nominering.
Jeg blev ramt af en krise, og ud af det tror jeg, ’Oslo, 31. august’ opstod
Var det meget bevidst, at du gerne ville fortælle fra et andet perspektiv, end du plejer?
Ja, men ikke kun i forhold til køn. Jeg ville skyde i cinemascope-format, jeg ville afprøve genreting, jeg ville arbejde med suspense. Men det er samtidig ikke en klassisk gyser. Det er en film om empowerment, for jeg syntes, det var svært at lave en film med en kvindelig hovedkarakter, der skulle løbe rundt i undertøj og blive skåret op med en kniv. Jeg er endt med at lave et karakterdrama«.
Ja, hvis jeg skal drille dig lidt denne gang også, vil jeg sige, at du har gjort alt for at lave noget helt andet – kvindelig hovedkarakter, horror, det overnaturlige – men at du som en rigtig auteur er endt med at lave den samme film igen!
»Hah, man er den, man er. Jeg har ikke brug for fuldstændigt at løbe væk fra det, jeg har gjort før, men jeg har i hvert fald brug for at finde nye formudtryk og billeder.
Men du har ret, der er sikkert en rød tråd. Og det er jo en gave, hvis man kan se sammenhænge, der giver energi fra en film til den næste, om end det også kan være uheldigt, hvis man hele tiden skal konkurrere med sig selv. Men med fire film begynder jeg at slappe lidt af og sige, okay, nu har jeg spændt det bredere ud. Nu er jeg friere, end jeg nogensinde har været, for jeg skal ikke gentage ’Reprise’ eller ’Oslo, 31. august’. Jeg har mere frihed og armslængde nu. ’Thelma’ er meget vigtig for mig for at bryde lidt løs af det, jeg havde lavet før.
Så derfor… Når du siger, at det stadigvæk er noget af det samme, jeg holder fast i, er det også et kompliment for mig, fordi det betyder, at jeg stadig arbejder med noget, jeg ved betyder noget for mig«.
Hvorfor tror du, du vender tilbage til coming of age-tematikken, der spiller en rolle i alle dine film?
»Det er et af de øjeblikke i livet, hvor vi er mest hypereksistentielle. I mødet med tab og død og i mødet med at skulle gå fra barn til voksen. Der er nogle kæmpe omvæltninger. Tilknytning, identitet. Kærlighed. ’Thelma’ er jo også en historie om den første kærlighed og måske min mest amourøst romantiske film«.
Forholdet mellem Philip og Kari i ’Reprise’ var nu også meget romantisk skildret.
»Ja, du har ret. Og jeg tror, der kommer mere romantik. Jeg har lyst til at lave flere kærlighedsfilm«.
En romcom?
»Ja, måske. Jeg har ingen konkrete planer, men når du siger det, så jo. Jeg ser ikke mine film igen, men jeg var til 10-års-jubilæet på ’Reprise’ sidste år og var nødsaget til at se den med alle skuespillerne. Det var rigtigt fedt og skægt, for jeg kunne se, at jeg kunne ikke lave den igen. Det var som en mindeboble, der havde bevaret en tid i mit liv. Og første halvdel er jo meget mere komedie, end jeg kunne huske. Bagefter blev jeg interviewet, som om jeg var sådan en meget seriøs fyr, men den er jo sjov, og det er jeg stolt af. Det er noget af det sværeste. Så måske skal jeg også vende tilbage til de følelser på et tidspunkt«.
Længsel
Når du holder fast i ungdomstematikken, er det så også, fordi de fleste af os blive kedeligere og kedeligere, jo ældre vi bliver. Der er måske mere stof at hente fra ungdommens drama?
» Det kan godt være, men jeg ved ikke, om de største dramaer i mit liv lå i min ungdom. Jeg var en ret glad teenager. Jeg var norgesmester i skating, jeg rejste, jeg var ikke så god i skolen, men mine venner og jeg fandt strategier, så vi ikke følte os fuldstændigt mislykkede, selvom vi ikke fik de bedste karakterer. Og så fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ville lave film, og arbejdede hårdt for det. Jeg kom ind på European Film College i Ebeltoft og så National Film School i London, da jeg var 23.
Jeg arbejdede, arbejdede og arbejdede, og så gik det op for mig efterfølgende, at jeg var gået glip af en del ting, fordi jeg havde været så optaget af film. Da jeg havde lavet min første spillefilm og så mig lidt omkring, blev jeg mere ramt af en krise, og ud af det tror jeg, ’Oslo, 31. august’ opstod. Så krisen kom lidt senere for mig, fordi jeg indså, at jeg for eksempel ikke havde udviklet så lange relationer til kvinder, som jeg også havde behov for«.
En god ven sagde til mig: De dårlige anmeldelser sætter sig som en tatovering på hjernen
Men de oplevelser er så også dem, du på en måde beskriver i filmene?
»Jeg ved meget om at være ung og drømme… og at længes. Jeg tror, at længslen går igen i mine film. Også i ’Louder Than Bombs’. At længes væk, at længes hjem. Længsel findes i mange aldre.
Det er også interessant, at når folk taler om ’Oslo, 31. august’, så taler de om hovedpersonen, som var han teenager. Men han er 34 år, det siges flere gange i filmen, og hans tragedie er, at han føler, at han ikke har gjort en skid, og at der er ingen, der har brug for ham. Han føler sig mislykket, fordi han ikke har rykket sig, siden han var teenager, og min pointe er, at der også ligger en tragedie i at blive fanget, mens andre udvikler sig. Som kunstner kan man så få lov til det, fordi vi skal prøve ikke at falde ind i mønstre, hvor vi mister den der ild efter at udforske livet. Og så omfavner man måske den der utryghed lidt, det kan jeg også se på mange af mine kolleger. Men som menneske kan det være kompliceret«.
Hvordan oplever du det sted, du står i karrieren nu? Du er i start-40’erne og har lavet fire film, så du kan ikke længere placeres i kategorien ’talent’. Men der knytter sig også andre forventninger til at være en etableret filmkunstner.
»Jeg har tænkt meget over mit ansvar over for mit virke. De gange, jeg laver spillefilm til biografen, skal jeg benytte mig af biografens muligheder. Det er én ting. En anden ting er, at jeg har et ansvar for ikke at jagte det kommercielle. Jeg er ret barnlig og gammeldags. Jeg tror på, at man skal bruge den her store maskine til at komme tæt på en hovedperson. Jeg spiste for nylig middag med Mia Hansen-Løve (fransk instruktør bag ’Dagen i morgen’ og ’Eden’, red.), som jeg er stor fan af. Hendes film bærer præg af, hvad hun vil sige, på en meget dyb måde. Fuck alle forventninger. Det er inspirerende. Claire Denis er en anden. Og Ruben Östlund, der har sit projekt, sin sandkasse, som han leger rundt i, og det er altid tankevækkende«.
Har du og Eskil Vogt udviklet en metode til at undgå, at det bliver for trygt og mageligt?
»Der er ingen anden metode end at tage sig tid. Det er mit råd til folk, der vil skrive film. At være disciplineret nok til at tage sig tid og vide, at meget af tiden vil blive brugt på at tænke, at man fejler, og at ideerne er for dårlige. Man er nødt til at sidde i lang, lang tid, før der virkelig kommer noget godt. Det er smertefuldt, og det vil føles, ligesom det gjorde på ’Reprise’ i starten, hvor vi også tænkte, at det var helt galt. Men så skal man stole på, at det kommer til dig. Og det gør det.
Jeg kan huske, jeg læste et interview med Philip Roth, en af mine favoritforfattere. Han har vel skrevet 40 romaner, men mellem hver roman får han en krise og tænker, at det kommer aldrig til at lykkes igen. Man tænker tilbage på det projekt, man lige har lavet og tænker: Hvordan fanden gjorde vi det? Det skal man forberede sig på«.
En tatovering på hjernen
I 30’erne skulle du slå igennem som filmkunstner. Har du et mål for 40’erne?
»Det er rytme. Du må være sød ved mig, når du skriver det her, for det kan komme til at lyde lidt prætentiøst. Men som kreativ oplever man jo vækst, ligesom man gør som menneske: På den ene side taber man noget naivitet, hvor man tror, at alt er muligt, hvilket giver en utrolig energi – man bliver mere kynisk, fordi man kan gennemskue, hvordan tingene bliver. Men på den anden side får man også større muskler af at have prøvet meget før.
Det var ret inspirerende at se den nye HBO-dokumentar om Steven Spielberg, hvor han anerkender, at selv efter så mange film skal han hver eneste morgen være bange og ikke helt vide, hvad han skal gøre. Det genkender jeg. At man holder sig frisk ved at udsætte sig for fare og usikkerhed. Så i mine 40’ere skal jeg bruge det håndværk, jeg efterhånden kan, til at udforske nye ting«.
Efter to film, hvor du fik lutter ros, var modtagelsen af ’Louder Than Bombs’ mere blandet. Påvirkede det dig?
»Det gjorde rigtigt ondt. Det var meget kompliceret for mig. Men det gjorde mig også mere uafhængig af, at man skulle have konsensusros, og det var jeg nødt til at lære før eller siden. Men det gjorde ondt. Fordi man gerne vil elskes. Fordi man tænker, at hvis de kan lide det, så har de forstået, hvad man har prøvet på.
Men man må indse, at filmkritik og at lave film er to forskellige verdener. Sådan er det. Og jeg læser ikke anmeldelser længere. Jeg får så besked fra venner og kolleger om, at hey, The Guardians anmelder, der ikke kunne lide ’Louder’, kan lide ’Thelma’. Det er jo fedt, fordi det hjælper filmene til at nå et publikum. Men jeg har nok indset, at dårlige anmeldelser sætter sig. Min gode ven, Øystein Greni, som er musiker i bandet Bigbang, sagde engang til mig: ’Joachim, du skal ikke læse for mange anmeldelser, for de dårlige anmeldelser sætter sig som en tatovering på hjernen’. Og sådan er det lidt«.
Var det svært for dig at komme videre efter den modtagelse?
»Jeg var allerede begyndt på ’Thelma’, og det gjorde mig måske bare mere modig og motiveret for at vise, at okay, nu skal jeg gå ind i mit håndværk igen og lave noget, som føles anderledes. Og have det skægt igen. For jeg var udslidt efter ’Louder Than Bombs’, også fordi processen var så lang. Så det var godt at komme i gang med ’Thelma’, og det var nok den mest harmoniske proces, jeg har haft«.
Farlig retro-nostalgi
Da jeg så ’Thelma’, kom jeg til at tænke på ’Skam’, der jo også behandler kampen for at omfavne sin identitet i Oslo-omgivelser – ligesom jeg i øvrigt tænkte på ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ flere gange, da jeg så ’Skam’, blandt andet i slutningen på sæson 3.
»Ja, det er der flere, der har påpeget. Og jeg ved, at Julie har været optaget af mine film. Jeg kender hende lidt, hun er super begavet. Og uden at lyde som en pralhals følte jeg da også, da jeg så ’Skam’, at okay, der er mange unge mennesker, der taler på bænke i Oslo her, haha. Det føltes ikke fremmed. Nogle af musikvalgene er også fra soundtracket på ’Reprise’. Det var kærligt gjort. Det er kun hyggeligt. Jeg tror, det var en svensk journalist, der sagde, at ’Thelma’ var ’Skam’ møder ’Stranger Things’«.
Ja apropos, så var nogle af de ting, du oprindeligt var inspireret af med ’Thelma’, nogle af de samme ting, ’Stranger Things’ trækker på. Stephen King, Carpenter osv. Hvorfor tror du, de referencer bobler så meget op til overfladen for tiden?
»Ja, vi startede ’Thelma’ med synth-musik og det hele, før ’Stranger Things’ var kommet. Men jeg vil så sige, at det ikke er alt, ’Stranger Things’ refererer til, som er lige funky. Carpenter er cool, ’E.T.’ er fed, men ’The Goonies’ er altså ikke så fed. Og jeg kan nogle gange føle, at vi i sådan en total retrokultur glemmer, at det faktisk eksisterede i virkeligheden. Jeg synes, man skal være forsigtig med retro-nostalgi. Og det skærpede os også lidt ind med ’Thelma’, så vi faktisk ikke endte med at lave et rendyrket synth-score, men mere klassisk a la Hitchcock.
Men hvorfor? Vi er i en tidsånd, hvor… Jeg dj’er også på siden…
Nå! Stadig?
Ja, og jeg spiller tidlig 80’er-house, electro, boogie og post-disco. Der er noget meget fedt ved kulturen i den periode, men også noget lidt komisk i, at man stod i en meget presset kommerciel situation dengang, hvor auteurs begyndte at lave genreagtige film – auteurdramaer dækket ind under fernisset af overnaturlige thrillers. Selv Kubrick lavede Stephen King, mens Neil Young samtidig lavede et synthesizer-album!
Vi går igennem noget lignende nu med biografkrisen. Folk er desperate efter at finde en ny form«.
Du er ikke så imponeret af ’Stranger Things’, lyder det til?
»Jeg har ikke set det hele. Men altså, jeg var der, da det skete for real, så det er ikke så spændende for mig. Men jeg kan godt se, at det bliver introduceret for en ny generation. Jeg forstår, hvad der er fedt ved det«.
Hey hvad er dit dj-navn?
»Noble Dancer. Det var den første disco-klub i Oslo i 70’erne. Vi er tre, og de to andre er meget mere begavede end mig. For mig er det en måde at hive gamle vinyler frem og hænge ud med gamle venner og lave filter-mix«.
Og se sej ud bag pulten?
»Præcis«.
Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’