TEMA. De ting, vi tænder på om natten, ville vi protestere imod om dagen.
Sådan siger den belgiske psykoterapeut og forfatter Esther Perel om de seksuelle fantasier, mange dykker ned i, når omverdenen og al politisk korrekthed lukkes ude bag privatsfærens vandtætte skotter:
Den samme kvinde, der stifter en glødende #Metoo-bevægelse om morgenen, kan om aftenen tænde på seksuelt motiverede overgreb i ’Game of Thrones’, hvor heltinder betvinges af vildmænds spændstige arme.
Og familiefaren, der af hjertet stemmer Alternativet og kører med cykelhjelm, kan pludselig mærke pulsen stige, når mandschauvinisten Don Draper giver ligestillingen fingeren og går på kaninjagt i kontorlandskabet med høj cigarføring.
Det er okay – vi skal nok lade være med at sige det til nogen. Selv Mr. Nice Guy Ross Geller nærede skjulte vanilla-SM-drømme om prinsesse Leia i slavekostume.
Kunstens våde drømmebilleder har inspireret hede fantasier, siden de første hulemænd og kvinder begyndte at tegne tændstikfigurer i kompromitterende positioner (siger man), og mens nogle leger med klassiske kønsroller og dominans på kanten af det frække og det farligt forargelige, udspringer andre af langt mere dagligdags straight-forward nysgerrighed. Og med straight mener jeg gay.
Da jeg gik på universitetet i London, slugte jeg ’The L Word’ sammen med min daværende mexicanske flatmate. De brændte dvd-disks fra Phuket summede i Toshiba’ens skød, flaskerne med billig hvidvin hobede sig op, og solen skinnede tilsyneladende evigt over de lesbiske engles by, mens regnen trommede på kældervinduerne i vores two-bed med skimmelsvamp ved Victoria Station.
Halvvejs igennem tredje sæson følte vi os ret overbeviste om, at serien havde vækket en latent biseksualitet i os begge. Hvilket ret beset var et større no-no (og dermed måske også et større turn-on) for min flatmate med hendes oldschool katolske familie end for mig med mit Politiken-læsende ateistophav.
Det kom der mange interessante heart-to-hearts ud af, såvel som et par byture, der i dag står for mig som fremmelige eksempler på, hvordan sunde seriefantasier (og billig hvidvin) kan åbne op for større forståelse for ens egen tredimensionelle seksualitets facetter på den anden side af skærmen.
Kontroversiel cocktail af sex og vold
Som jeg havde det med ’The L Word’, har mange af mine bekendte på tværs af seksuel orientering det i dag med ’Orange Is the New Black’, hvor Piper og Alex’ vinduesduggende kemi giver stof til klassiske fængselsfantasier med et twist – der dog er mere frydefuldt eskapistiske end synderligt kontroversielle for de fleste moderne mennesker.
Så er der straks grobund for anderledes mørke lyster i BDSM-søgende serier som ’Game of Thrones’, ’True Blood’ (seksuelt aktive voksnes R-ratede svar på ’Twilight’) og ’American Horror Story’, der har udforsket forceret bondage, incest og orgasmen som udøvernes potentielle undergang. Det er ikke uden grund, at franskmændene kalder klimakset ’den lille død’.
Bram Stoker vidste det, da han skrev ’Dracula’ i 1897. Det samme gjorde de italienske bønder, der videregav de første variationer eventyret om ’Rødhætte og Ulven’ i det 14. århundrede, og Wes Craven ,da han slap Freddy Kruger løs på horny highschool-studerende i 1980’erne:
Dybt i selv de reneste hjerter lurer en syndig fascination af cocktailen sex og vold, der slipper menneskedyrets mest ukontrollerbare drifter løs – og i den noget mildere ende af spektret får skabsrollespilsentusiaster til at klæde sig ud som Daenerys og Drogo til Halloween.
Siden seriernes guldalder normaliserede bare bryster, balder og realistisk sex på kabel-tv i det amerikanske, er serieland blevet stadigt mere vovet inklineret i fremstillingerne af eksplicit kontroversielle sexakter. Men virkelighedens debatter om, hvor grænserne går på skærmen, er evigt spegede i forhold til aktuelle samfundsforhold.
På den konto har ’Game of Thrones’ utilslørede iver efter at krydre sin episke fabel med seksuelle overgreb kastet flere kontroverser af sig, og da en fan på Tumblr i 2015 talte sig frem til, at der fra første og til og med midten af femte sæson havde været ikke færre 50 voldtægter/voldtægtsforsøg, affødte det vrede spekulationer om, hvorvidt skaberne David Benioff og D.B. Weiss ikke var godt i gang med at glorificere seksuel vold.
Uagtet at studier viser, at et stort antal kvinder og mænd (men især kvinder) tænder på voldtægtsfantasier, er det selvsagt svært for en mainstreamserie at forsvare at dyrke seksuelle forbrydelser som metodisk liderlig gimmick i en tid, hvor uhyrlige virkelige overgreb udsprunget af patriarkalske magtstrukturer fylder overskrifter verden over.
Uvisheden pirrer
Når serierne ikke længere overlader videredigtningen af potentielt forbudte fantasier til seernes eget private rum, men skærer chokværdien ud i pap, bliver lyst gerne afløst af reel forargelse. Det ved utroskabsdramaet ’The Affair’, der – udover at flirte med sidespringets forførende katastrofer – igennem sine skiftende narrativer fra karakter til karakter leger skælmsk med at skildre de samme sexscener som skiftevis voldelige og samtykkepassionerede. Uden at seeren altid får svar på, hvilken karakters gengivelse er den mest sandfærdige.
Da Cole i første afsnit eksempelvis tager Alison hårdt bagfra i indkørslen, mens Noah ser på i det skjulte, er det fuldt ud meningen, at både seer og Noah skal få skamfuldt blussende kinder af at tænde på, hvad der ligner noget nær voldtægt i et usundt parforhold. Senere viser det sig imidlertid igennem Allisons udlægning, at det udelukkende var Noahs perspektiv og dermed hans voldtægtsfantasi, der vendte situationen på hovedet.
’The Affair’ fritager til dels vores mere fordækte fantasier, idet den antyder, at scenerne – måske – er præcis det: Fantasier. Men uvisheden pirrer ustandseligt og provokerende.
Hvad end det er Alex og Piper, Drogo og Daenerys, kølige Draper eller liderbuksen Noah, der i al hemmelighed frister id’et, er det ofte der, når fiktionen støder os på de kønspolitiske manchetter, at spændingsfeltet imellem moralsk indignation og begær opstår – og får ‘den lille død’ til at knurre lystigt.
TEMA: Tabusex i serieland
De svundne dage, hvor et par bare balder i bedste tv-sendetid kunne skabe overskrifter, er afløst af blowjobs og bh-løs sex på samlebånd. Siden HBO i slut-90’erne rev tæppet væk under det bornerte USA med eksplicit kabel-tv-sex og vold i den grynene serieguldalder, fik udskejelserne lov til at blomstre på tværs af genrer – med fanebærere som ’Sex and the City’, ’Californication’, ’Queer As Folk’, ’The L Word’ og ’Tell Me You Love Me’s banebrydende fremstillinger af sex på tværs af seksuel orientering i front.
Men en række tabuer kaster fortsat skygger over lagnerne, 20 år efter de første seriepionerer smed bukserne. Og det er ærligt talt besynderligt i en tid, hvor opgør med bedagede kulturelle dogmer omkring sex, køn og mediernes fremstilling af seksualitet præger den aktuelle samfundsdiskurs som aldrig før.
Der er stadig behov for at lyse ind under dynen og gribe fat om roden på de sexkontroverser, serierne træder under fode af frygt for at dræbe seernes lyster. Hvad end det drejer sig om menstruationssex, lummer svælgen i voldtægtssex, aldrende kønsdele eller noget så almindeligt som skuffende førstegangssex.
Den kommende uges tid smider vi hæmningerne og sætter fokus på en række saftige sextabuer, der blotter dine yndlingsseriers mørkeste lyster og mest skamfulde aversioner.
Læs også: ’Yes No Maybe’-instruktør om uliderlige sexscener: »Kameraet opfanger selv den mindste løgn«
Læs også: Ditte Hansen fra ‘Ditte og Louise’: Kvinder bliver stadig mødt med rigtigt meget liderlighedsskam
Læs også: Dansk manusforfatter: »Det vellykkede knald er uden konflikt, uden optrapning, uden spænding«
Læs også: To komedieserier viser den første gang, som den virkelig er
Læs også: ‘Buffy the Vampire Slayer’ skrev vigtig LGBTQ-historie – men var nærig med sexscenerne
Læs også: Realistisk kvindeonani er en mangelvare i moderne serier
Læs også: Er serierne omsider færdige med at bashe det åbne parforhold?
Læs også: Menstruationssex og kønsbehåring i serieland sender kvindekroppens tabuer på retur
Læs også: Syv sexscener fra nyere tid, der skrev seriehistorie